Prøv avisen

Ny bog: Det sker der, når en sailor går i land

To søfolk fotograferet med japanske geishaer af den danske tatovør Tusch-Hans omkring 1920. Billedet er muligvis taget foran en japansk cafe i havnebyen Antwerpen og udtryk for, at japanske prostituerede har været særligt værdsatte blandt søfolk. Foto: M/S Museet for Søfart

Sømænds kærlighedsliv er ikke for sarte sjæle, det ved de fleste. Kulturen har fået ry som rå prostitution, men det er ikke helt fair, mener museumsinspektør og medforfatter til ny bog

Lige så længe mænd er stukket til søs, lige så længe har kvinder spillet en helt særlig rolle for søfarten. Tænk blot på de storbarmede galions- figurer, på søfartens mange beskyttende gudinder, på skibenes kvindenavne og den traditionelle sømands-tatovering af et amorhjerte eller en bar kvindekrop.

Herhjemme har sang-klassikere som Otto Brandenburgs ”Alle sømænd er glade for piger”, ”Når en sailor går i land” og Kim Larsens sørgmodige ”Byens hotel” sammen med en bølge af sømandsfilm fra 1950’erne fortolket sømændenes kærlighedskultur, og nu kan man komme helt tæt på i en ny og rigt illustreret bog fra M/S Museet for Søfart, ”Lyst & længsel – myter, afsavn og erotik i sømandens verden”.

Bogen, som udkom i går, er redigeret af museumsinspektør Morten Tinning og resultat af et forskningsprojekt, der blev sat i søen sidste år, da museet fik penge til udstillingen ”Sex and the Sea”, der udforsker sømændenes erotiske liv gennem film og installationskunst.

Forskningsprojektet, som den nye bog er baseret på, har titlen ”Sømænd og kærlighed”, og det er ikke tilfældigt, siger Morten Tinning.

”Kærlighed er bredere end sex. For selvom der er masser af saftige sager i søfartens kulturhistorie, så handler det om meget andet end det. Det handler for eksempel også om køn, kropskunst og savnet af den nærhed, det giver at have en familie,” siger han.

Tanken om, at sømanden er anderledes og adskilt fra resten af samfundet og derfor også opfører sig uhæmmet, når han går i land, er gammel. Lige så gammel som de ældste skriftlige kilder, vi har, forklarer Morten Tinning.

Den flyder gennem al søfart til alle tider. Den ses eksempelvis i ”Odysseen”, og herhjemme er især vikingernes hærgen og bersærkergang blevet en del af fortællingen. Og der har – til en vis grad – været hold i myten. For eksempel ved man, at der har været horehuse under sildemarkederne i flere danske havnebyer og i toldbyen Helsingør findes et rigt arkivmateriale om byens prostituerede, der bar lidet flatterende tilnavne som ”flækkesild” og ”rakkerbalje”.

Livet på havnen har bestemt været lystigt. En gennemgang af 57 danske skibsjournaler fra årene 1810-1898 viser, at flådens søfolk ikke havde anderledes frekvens af kønssygdomme end resten af befolkningen – på nær i krigstid og på langfart. Men med den tid, man dengang var på havet, betød det altså også, at de søfarende havde en del at indhente, når de var i havn.

”Vi vågnede, når én skreg i søvne, fordi han drømte, han var i slagsmål om pigerne. Disse fandens dejlige piger, dejlige, fordi der ingen var at sammenligne dem med, dejlige, fordi de var de eneste, vi fik at se, og dejligere endnu, fordi vi ikke kunne få dem,” som den unge sømand Ejnar Juel Hansen skriver om forventningens glæde på vej til den brasilianske havneby Rio de Janeiro i 1890’erne.

Senere gennemgik den danske læge, psykiater og sexolog Preben Hertoft i 1960’erne den seksuelle adfærd hos unge danske mænd, herunder sømænd. Resultaterne viste blandt andet, at søfarende unge mænd tre gange så ofte som almindelige danske mænd havde oplevet at gøre en kvinde gravid, gik fem gange så meget til prostituerede og var tre-fire gange så udsatte for at få en kønssygdom.

”Det korte svar på, hvorfor mændene opfører sig anderledes, er, at de er unge mænd, som er væk hjemmefra mange måneder ad gangen, og som kommer i land med penge på lommen. Her er ingen bindinger, og de møder en masse kvinder, som de har et meget frigjort sexliv med. Men det udfolder sig på en måde, som er mere kompliceret end bare rå prostitution,” siger Morten Tinning.

I forbindelse med bogen har Morten Tinning lavet interviews med danske sømænd, der har rejst fra Japan til Kap Horn, og fået adgang til deres dagbøger og beretninger fra livet på søen. Og det har givet et indblik i den eksistentielle del af deres liv.

Flere af sømændene forklarede, at de med vilje havde fravalgt det normale ægteskab, fordi de simpelthen ikke kunne se, hvordan det skulle kunne fungere.

”Og i øvrigt ingen forventning havde til, at nogen skulle kunne holde ud at leve sammen med en sømand, der aldrig var hjemme,” tilføjer han.

Den rene og skære prostitution tager mange af sømændene afstand fra og finder ubehagelig og barsk. I deres nedskrevne beretninger, skriver de faktisk overraskende ømt, poetisk og respektfuldt om de kvinder, de møder.

”På den anden side fylder afsavnet, manglen på mulighed for at have et normalt forhold til kvinder, utrolig meget,” siger Morten Tinning.

En sømand skriver blandt andet, at ”enhver sømand har et billede i sin kiste, som ingen andre ser”.

”Her bliver det, at man har en fast pige i hver havn, som man søger til, interessant. Det viser et behov for noget andet end ren sex. Der er sømænd, der lever i momentane kæresteforhold med kvinderne i havnene, betaler deres mad og andre fornødenheder. Han betaler for, at hun har det godt, mens hun vasker hans tøj.”

Men denne konstante vekslen mellem troskab og utroskab, både over for pigerne hver især og over for en eventuel hustru derhjemme, har for mange også været enormt svær, påpeger Morten Tinning.

”Vi er stødt på masser af menneskelige overvejelser og også folk, der simpelthen er holdt op med at sejle, fordi livet ikke kan forenes med et normalt kærlighedsliv. Der var også sømænd, som valgte at stifte familie med én af de kvinder, de mødte i udlandet. Eller som vendte hjem, fandt sig en kvinde og sejlede med hende i stedet.”

De gamle tatoverede søulke repræsenterer også en svunden tid og kultur, for i dag er vilkårene helt anderledes. Man kan sige, at sømandens levevis er blevet langt mere normal.

”Rent strukturelt så sejler skibe ikke på samme måde som i gamle dage. De lægger til ved store, sikrede container- og havneterminaler uden for byerne, og der er slet ikke den samme kontakt til bymiljøet,” forklarer Morten Tinning.

Derudover er søfarten langt mere effektiv i dag end tidligere, og den tid, sømanden er ude at sejle, er rent ud sagt kortere. Når skibet lægger til kaj, arbejder besætningen typisk – det gamle to-tre-ugersbesøg i havnen findes ikke mere. Man drikker ikke alkohol undervejs. Og i dag har en typisk sømand eller ”maritim officer”, som det ofte hedder, hustru og børn derhjemme.

”Den moderne kommunikation med e-mails, Skype og FaceTime har jo gjort, at man har langt større mulighed for kontakt. Og dermed et langt mindre behov for at skabe kontakt, når man kommer i land,” siger Morten Tinning.

Indimellem vil man nok kunne støde på sømænd, der både er lige så letlevende og tunge i sindet, som de var i gamle dage. Der findes også unge, der dyrker sømandskulturen med alt, hvad den har: tatoveringer, drukviser og gode historier. Men ellers skal man lytte godt efter, når man møder en ældre mand, der siger, han har sejlet.

”Det er gået meget hurtigt med kulturændringen i forhold til, hvor langt sømandens historie går tilbage. Der var engang, hvor det stod i avisen, når der kom en bananbåd. Når der kom et skib til byen, så vidste folk det. Det gør man ikke i dag.”

Tegning af C.W. Eckersberg (1783-1853) med titlen ”Kom hid I piger små”, hvor to matroser lokker lokale piger med eksotiske frugter ud for sømandsknejpen Brokkensbod i 1830’ernes København. Foto: M/S Museet for Søfart
0Mønster til en klassisk sømandstatovering fra 1950’erne. Foto: Jon Nordstrøm, M/S Museet for Søfart