J.R.R. Tolkiens ”Ringenes herre” har ikke altid været hyldet. Germaine Greer, feminist-ikon og litterat, bemærkede engang: ”Det stod for mig som et mareridt, om Tolkien skulle gå hen og blive det 20. århundredes mest indflydelsesrige forfatter. Den onde drøm er gået i opfyldelse.”
”Ringenes herre” er, siden hippierne genopdagede den i 1967, solgt i over 150 millioner eksemplarer. Tolkien står endda ikke alene. Han var del af en gruppe ligesindede forfattere, alle tilknyttet Oxford University, og den kreds skildres i bogen ”The Fellowship”, der netop er udkommet. Gruppen kaldte sig selv The Inklings, og den talte blandt andre også C.S. Lewis. En gang om ugen læste de op for hinanden på pubben Eagle and Child, i dag valfartssted for især amerikanske Inkling-pilgrimme.
Magasinet The Chronicle of Higher Education optrykker et kapitel som forsmag. Forfatterne er ægteparret Philip og Carol Zalesky; hun er professor i religionsvidenskab.
Venstreorienterede Germaine Greer ærgrer sig over succesen, for The Inklings er nemlig konservative og kristne. I deres fortællinger trækker de både på deres universitære lærdom i ældre litteratur og på deres erfaringer fra et århundrede i krig. Men de er ikke af den grund bagstræberiske, mener Philip og Carol Zalesky i deres nye bog:
”Ud fra de tekster, de studerede, og de fabler, de læste, skabte de nye måder at håndtere gamle temaer på - synd og frelse, fortvivlelse og håb, venskab og tab, skæbne og fri vilje.”
De var personligt mærkede af den første store krig, og ”de ledte derfor efter håb, og fandt det i fællesskabet, mens så mange andre moderne forfattere og intellektuelle kun så brudte fortællinger, deformiteter og fortvivlelse”.
The Inklings ønskede at overskride modernismens desillusion: ”Deres store håb var atter at bringe vestlig kultur i forbindelse med dens religiøse rødder, slippe fantasiens magt fri og genfortrylle verden ved kristen tro og hedensk skønhed.”
Zalesky-parret indrømmer, at gruppens litteratur ikke er nyskabende:
”Anerkendelsen af dem har ført til megen tænderskæren, ikke mindst fordi The Inklings aldrig svang sig op til den stilistiske strålekraft, som man finder hos deres største samtidige som James Joyce, Virginia Woolf, Vladimir Nabokov, José Louis Borges eller T.S. Eliot.”
Og de gør sig tilmed skyldige i et moderne kætteri, nemlig altid at lade deres historier ende godt, og en ”happy ending” er kun for drømmere, der ikke tør blive voksne.
Tolkien vendte anklagen på hovedet og anførte, at vore dybeste ønsker, som skildret i eventyr, ingenlunde er fantasiens trøstedrømme, men glimt af en højere virkelighed. The Inklings var i øvrigt ikke optimister. I deres fortællinger må der bringes smertefulde ofre, ligesom ikke alle sår læges i dette liv.
P. og C. Zalesky mener, at Tolkien og Lewis samt Owen Barfield, Charles Williams og de øvrige Inklings gjorde klogt i at genbesøge fortællingens grundstrukturer og undersøge dens forhold til tro, dyd, håb og overskridelse af jegets snævre kreds. På den måde får de nemlig fat i en glemt strøm, der har løbet gennem vestlig litteratur fra Dante og Beowulf-sagaen. De genopdagde gamle litterære former og lod dem blive til andet end antikvariske kuriøsiteter. Faktisk formåede de, at bringe dem til live, så de også får gyldighed over for moderne angst og længsel. Deraf deres popularitet i dag, mener Carol og Philip Zalesky.
C.S. Lewis fik for nylig opsat sin sten i domkirken Westminster Abbeys såkaldte Poets' Corner, en anerkendelse, som kun overgår de allerstørste engelske forfattere. J.K. Rowling nævner ham sin inspirator til Harry Potter-bøgerne, og i kølvandet på filmatiseringerne af ”Ringenes herre” og ”Hobitten” er Hollywood begyndt at dyrke det mytisk-poetiske i stadig større grad. Disse Oxford-mænd er i høj grad virksomme i dag.
”Selvom de stilistisk overgås af de modernister, som de ikke værdsatte, selvom de i teknisk forfinelse overgås af utallige fremtrædende filosoffer og teologer, så opfyldte The Inklings, hvad mange anser for et mere påtrængende behov: ikke bare at genrejse et styrtet billede, men forny det og gøre det levende igen i nutid og fremtid,” kan man læse i den nye bog.