Prøv avisen

Ny bog giver indblik i den nationalkonservative selvforståelse

Ole Hasselbalch: Politiken-Affæren. Historien om et dagbladsangreb på demokratiet. 188 sider. 198 kroner. Trykke-frihedsselskabets Bibliotek.

Ole Hasselbalchs bog er et vidnesbyrd om den national-konservative indvandringsmodstands selvforståelse

I sommeren 2011 bragte dagbladet Politiken en serie stort opsatte artikler om et hemmeligt netværk kaldet ORG eller Organisationen. Det er en sammenslutning stiftet i 1987 af indvandrermodstandere og nationalkonservative.

LÆS OGSÅ:Politiet har kendt hemmeligt netværk i årevis

Politikens artikelserie havde karakter af kampagnejournalistik, der søgte at dokumentere, at der var tale om et radikaliseret og samfundsundergravende netværk. Hasselbalchs ærinde med denne er at vise, at Politiken dermed gjorde sig til redskab for et venstreradikalt og samfundsundergravende netværk.

Avisens kilde var nemlig et foretagende kaldet Redox, der overvåger og registrerer højrefløjsaktivister. Redox er en del af den aktivistiske venstrefløj, der betragter vold som et legitimt middel i politik. Denne venstrefløj definerer sig selv som antifascistisk, og dens temmelig brede definition af, hvad der er fascistisk eller nazistisk, omfatter også Den Danske Forening, som Ole Hasselbalch tilhører. Den Danske Forenings møder er systematisk blevet chikaneret af venstrefløjsaktivister. Men med enkelte undtagelser har foreningen ikke svaret igen med voldelige midler.

Hasselbalch mener naturligvis, at hans del af højrefløjen udelukkende består af velmenende og fredelige mennesker, men foreningen må naturligvis leve med, at den også har tiltrukket radikaliserede elementer, men det går Hasselbalch temmelig let hen over.

Den fortsatte kamp med venstrefløjsaktivisterne er årsagen til, at de nationalkonservative kredse fandt det nødvendigt at skabe en hemmelig organisation med det anonyme navn Organisationen, er Hasselbalchs pointe. Hasselbalch betragter med ubeskeden flothed Politikens kampagne som et dagbladsangreb på demokratiet, men Organisationen og Den Danske Forening kan ikke i sig selv gøre krav på at være indbegrebet af demokratiet. De er topstyrede, fordi de i realiteten er kamporganisationer. Modstanderen er, hvad Hasselbalchs meningsfæller somme tider kalder Systemet Politiken.

Hasselbalch beskriver den offentlige mening i det 20. århundredes sidste årtier som fuldstændig domineret af humanistisk frasemageri og de rette meningers terrorregimente, der slet ikke gav plads til dem, der var modstandere af muslimsk indvandring. Af den grund blev han og hans meningsfæller tvunget til at gå under jorden med deres foreningsaktiviteter. Den Danske Forening måtte benytte sig af fordækt undergrundsvirksomhed, det vil sige hemmelige møder, indsamling og fordeling af efterretninger, konspiratorisk adfærd, anonymitet og det, som modstandsbevægelsen under krigen kaldte security. Strategien kalder Hasselbalch selv en informations-guerillakrig.

Det forbliver dunkelt for læseren, hvad forbindelsen egentlig er mellem Den Danske Forening og Organisationen, og hvor vidt Den Danske Forenings virksomhed er udøvet i forståelse med eller på trods af PET. Hasselbalch er ikke særlig klar i mælet: På en af de båndoptagelser, det var min sure pligt at gennemlytte, siger han for eksempel et sted uden at præcisere, hvem der havde foretaget optagelserne.

Andre steder hævder han mere eller mindre direkte, at det var en alliance mellem den radikale venstrefløj og det etablerede politiske system, der forhindrede politiet i at yde Den Danske Forening tilstrækkelig beskyttelse.

Ole Hasselbalch er juraprofessor i Aarhus, men han er bestemt ikke sin egen sags bedste advokat. Det er ham meget om at vise, at Den Danske Forening er rationel og reflekteret, men samtidig fremstår han selv som følelsesladet og uigennemtænkt. Han kan slet ikke skjule sin foragt for sine modstandere. En kvindelig journalist fra Politiken omtaler han for eksempel som journalistdamen, som om det ville give mening at omtale Hasselbalch som profes­sormanden. Hvis Pressenævnets afgørelser går Hasselbalch imod, taler han om det såkaldte Pressenævn, men hvis det giver ham medhold, er det pludselig ikke længere såkaldt.

Det er også ret forstyrrende for læsningen, at Hasselbalch betjener sig af en studentikos ironi, der ganske givet er tænkt som et middel til at udstråle overskud, men som bare virker anstrengende i længden.

Hasselbalch har nogle pointer. Der er blevet udøvet meningstyranni i store dele af offentligheden mod den politiske nationalkonservatisme, og der er blevet udøvet direkte vold mod Den Danske Forenings lovlige mødevirksomhed fra den radikaliserede venstrefløjs side.

Men en er først og fremmest en rigtig god kilde til indsigt i den nationalkonservative højrefløjs selvforståelse. Beskrivelsen af Den Danske Forenings informations-guerillakrig er ens mest læseværdige afsnit. Det tydeliggør, i hvor høj grad Hasselbalch og hans meningsfæller identificerer sig med modstandsbevægelsen under krigen. Også de kæmper en heroisk og uselvisk tofrontskrig dels mod en udenvælts fjende og dels mod et landsforræderisk politisk system og en slap og mediemanipuleret vælgerbefolkning. Hasselbalch hylder demokratiet, men altså ikke, hvis vælgerne er dumme nok til at vælge ledere, som ikke deler Hasselbalchs synspunkt.

Ole Hasselbalch: Politiken-Affæren. Historien om et dagbladsangreb på demokratiet. 188 sider. 198 kroner. Trykke-frihedsselskabets Bibliotek.