Ny bog giver indblik i tvangsfjernelsernes historie

Forfatter til ”Når staten er far og mor” dokumenterer overbevisende Børneværnet frem til 1975, men er desværre tilbageholdende i vurderingerne

Ny bog giver indblik i tvangsfjernelsernes historie

I slutningen af 1800-tallet var Danmark et land under forandring. Nye industrier voksede frem, og urbaniseringen tog for alvor fart. Men i kølvandet på moderniseringen fulgte synlig og udbredt fattigdom. Store dele af bybefolkningen levede under usle kår. Samfundet fik øje på et nyt problem: udsatte børn og unge. Netop fordi de var udsatte, udsatte de selv andre, ja endog hele byen, for fordærv, når de drev omkring på gader og stræder: ”Ofte i hele Sværme ophidse de hverandre til al slags Forvildelse, hvilket ofte er Aarsag til Skulkeri, Vagabondering og Rapseri.”

Man vidste også, hvorfor det skete.

”Mange Børn blive i Hjemmet stadigt Vidner til Kiv og Strid, Uorden og Urenlighed, Drikfældighed og Uterlighed, maaske endog Forbrydelser, og godt er det, om de ikke ligefrem benyttes dertil.”

Ordene faldt i en betænkning, der banede vejen for Børneloven af 1905. Det var første gang, staten organiserede det, man med en moderne eufemisme ville kalde indsatsen for børn i udsatte familier.

Børnevæsenets historie – ikke mindst de dertil knyttede tvangsfjernelser – er en central og omstridt del af velfærdsstatens historie. Historikeren Cecilie Bjerre har med bogen ”Når staten er far og mor” leveret den første samlede behandling af emnet fra Børneloven af 1905 til Bistandsloven i 1975.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udnævnte i 2020 sig selv til børnenes statsminister. Det gjorde hun på baggrund af ønsket om at tvangsfjerne flere børn. Engang var det en kontroversiel tanke. I dag synes den udbredte holdning at være, at vi for sjældent anbringer børn uden for hjemmet. Cecilie Bjerres bog viser, hvordan området altid har været præget af tidsbundne forestillinger om den gode familie og det gode børneliv.

I begyndelsen lå fokus på børnenes slette karakter. Børneloven blev vedtaget for at tage hånd om det konkrete problem, at børn og unge drev omkring i gaderne og skabte utryghed. Derfor handlede det om at fjerne de børn, som havde en ”slet karakter”.

Der var også en erkendelse af, at den slette karakter havde rod i hjemmets uordentlige forhold. Efterhånden flyttedes fokus derfor fra problemet, altså barnet, til problemets rod: familien. Når Børneværnet i konkrete tilfælde gik ind i en sag, måtte de derfor basere sig på opfattelser, der i Bjerres fremstilling fremstår ret håndfaste. Hun lægger særlig vægt på, at det var et problem, når familierne ikke levede op til ”kernefamilieidealet”.

Når det drejede sig om fædre, lagde man vægt på, at de var i stand til at forsørge familien. Enkefædre kunne komme i vanskeligheder. Et sted hed det:

”Faderen er aandeligt nedbrudt og legemlig svag. Han er ganske ude af stand til at paatage sig Børnenes Opdragelse, efter at hjemmet er opløst ved Moderens Død.”

Slemt var det også, hvis faderen var alkoholiseret og derfor ikke kunne tjene til ”Familiens Underhold”.

For kvinder var det afgørende derimod, at de kunne vise barnet tilstrækkelig omsorg. Her kunne det være et problem, hvis moderen var nødt til at arbejde. Det var meget normalt i arbejderklassen, og for enlige mødre var det en decideret livsnødvendighed. 53 procent af Børneværnets sager drejede sig om børn af enlige forældre, fortrinsvis mødre. I bedømmelsen af mødrene vejede eventuel usædelighed også tungt. Moderens opmærksomhed skulle rettes mod hjemmet.

Midt i den sagligt, ja næsten kedsommeligt refererende akademikerstil, som desværre kendetegner bogen, mærker man en vis indignation over disse kønsspecifikke moralske vurderinger. Kan det være rigtigt, at en kvinde helt op i 1960’erne kunne få sit barn tvangsfjernet, fordi hun var ”usædelig”?

Pointen forbinder sig med en kritik af kønsnormer og idealet om kernefamilien, der eksisterer i den socialhistoriske litteratur. Men man må også huske på, at Børneværnet i praksis gik ind i konkrete sager, hvor der faktisk var problemer med barnets trivsel. Herefter forsøgte man efter bedste evne at identificere problemets rod.

Naturligvis havde en fordrukken far eller en mor, der er tvunget til at arbejde ude for at forsørge sin familie eller var forfløjen, dårligere betingelser for at skabe trygge hjem. Såvel det sociale som det psykologiske og moralske betegner en virkelighed. Den er ikke bare konstrueret af Børneværnet eller andre institutioner, men afsøgtes af dem i forsøget på at tage de sociale, psykologiske og moralske problemer alvorligt.

Bogen fremstår som en overbevisende dokumentation af Børneværnet frem til 1975, men har det problem, at den stadig så udpræget er en afhandling. Den er tilsyneladende kun let omskrevet og komplet med artig tilbageholdenhed i vurderingerne samt forskningsdiskussioner med begrænset relevans for de fleste læsere. Men for de særligt interesserede er bogen i al sin møjsommelige grundighed afgjort opmærksomheden værd.

”Når staten er far og mor” fremstår som en overbevisende dokumentation af Børneværnet frem til 1975. Som bog har den det problem, at den stadig så udpræget er afhandling. Den er tilsyneladende kun let omskrevet og komplet med artig tilbageholdenhed i vurderingerne samt forskningsdiskussioner med begrænset relevans for de fleste læsere. Men for de særligt interesserede er bogen i al sin møjsommelige grundighed afgjort opmærksomheden værd.