Ny bog: Kan man forberede sig på døden, hvis man ikke kan tale om den?

Kan man forberede sig på døden, hvis man ikke kan tale om den? Norske Hanne Ørstavik skriver smukt og stærkt om kærlighed og afstand og om en kvinde, der skal miste sin mand

Det er både blødt og brutalt at læse Hanne Ørstaviks nye bog.
Det er både blødt og brutalt at læse Hanne Ørstaviks nye bog.

De siger det hele tiden til hinanden, både før og efter han bliver syg. Ti amo . Jeg elsker dig. De har kendt hinanden et par år, hun er flyttet fra Norge til Italien for at bo sammen med ham, romanens kvindelige jeg-fortæller, der er forfatter og henvender sig til et døende mandligt du.

At han skal dø er noget af det, som de ikke taler om. De taler om kærlighed, om sygdom og om kunst, men de taler ikke om det eneste punkt, som de har foran sig, og en afstand vokser frem mellem dem. Som jeg-fortælleren skriver:

”Hvorfor kan vi ikke tale om, at du skal dø. Heller ikke det kan vi være tæt på hinanden i.”

Men at leve med forandringerne må de. Sådan var det ikke før, konstaterer hun, men sådan er det blevet:

”Og nu er der gået halvandet år, og stadig er det sikkert rigtigt at sige, at det er ufatteligt og unormalt og forkert og mærkeligt. Men det er ikke nyt mere. Det er bare sådan, det er. Du skal dø.”

Der er noget brutalt konstaterende og samtidig blødende blidt over Hanne Ørstaviks skildring af forelskelse og fortabelse, hvor det virkelige og det uvirkelige støder op mod hinanden som et værn mod det sentimentale, som store følelser og sorg altid bærer med sig, der er en skærende søgen efter svar, der aldrig bliver givet, efter en sandhed, der forbliver skjult – ”Hvorfor kan vi ikke tale sandt? Hvorfor kan vi ikke sige det, som det er? Hvorfor skal de skjule din død for dig? Vil du virkelig ikke vide, ikke være i kontakt med, ikke kende, sandheden om dig selv?” – og der er en stedse mere smuldrende eksistens, der står i hård kontrast til de mange konkreter – til operationer, smerter, de stadig større doser af morfin, lægebesøg – til alt det målelige og vejelige, der findes i den samme verden som alt det, der forandrer sig og snart ikke længere er:

”Hvem er du? Er du morfin-lys-manden, eller er du ham, du har været denne uge, når der ikke har været nogen piller at få, ham med smerter som bliver stadigt stærkere, bange og lukket. Hvad er det, der er sandheden? Hvor er du? Min kæreste mand. Snart skal jeg miste dig, men jeg ved heller ikke, hvor du er, mens du er her. Og hvem er jeg?”

”Ti amo” er en stram og stærk fortælling om at stå over for døden, uden at kunne tale om den, om måske at kunne gribe den i skriften, om forsøget på at skrive sig hen mod døden og mod den tid, der kommer efter den, men som ingen ved, hvad bringer:

”Jeg ved ikke, hvad jeg føler. Jeg ved ikke, hvad jeg kommer til at føle. Hvad vil mine spørgsmål være? Jeg ved det ikke.”

Men det er også en fortælling om kærlighed, om at leve sammen med et andet menneske, sygt som raskt, om de mange kompromisser, der må indgås, om intimitet og intensitet, der fortrænges af afstand og ensomhed allerede inden adskillelsen, allerede inden døden, og om ventesorgen, som måske er den sværeste af alt, og som rammer allerede længe inden tabet.