Meget af det, befolkningerne og deres politikere ved om klimaet, er ganske enkelt forkert, og derfor bliver der taget forkerte beslutninger og skabt falske forhåbninger. Således vil Parisaftalen fra 2015 sandsynligvis hverken reducere den menneskelige påvirkning af klimaet eller blot bremse væksten af påvirkningerne.
Det er en af de triste konklusioner i en ny bog ”Unsettled” (”Uafklaret”) om klima og klimapolitik af Obama-regeringens tidligere viceminister for forskning, Steven E. Koonin, der i dag er professor ved New York University, hvor han leder et center for analyse af store datamængder.
Titlen ”Uafklaret” henviser til de mange uafklarede spørgsmål, som klimaforskningen har kæmpet med i årtier. Det er for eksempel spørgsmålet om, hvor stor den opvarmende effekt af CO2 egentlig er, og hvordan mere end 40 års intens forskning ikke har bragt forskerne nærmere på et svar.
Koonin indleder dog også med at redegøre for centrale dele af klimavidenskaben, som er afklaret: CO2 er en drivhusgas, den gør kloden varmere, koncentrationen er stigende, og det er menneskets skyld.
En anden afklaret, men ofte overset kendsgerning er, at det tager meget lang tid, før CO2 naturligt fjernes fra atmosfæren.
Luftforurening forsvinder hurtigt, når vi holder op med at forurene luften, men mellem 30 og 55 procent af den CO2, som vi udsender nu, vil fortsat være i atmosfæren om 100 år, og mellem 15 og 30 procent vil også være der om 1000 år. For at standse stigningen i atmosfærens CO2-indhold skal hele kloden derfor helt holde op med at udlede CO2, men på trods af Parisaftalen går udviklingen den stik modsatte vej med stigende udledninger.
Årsagen er den fortsatte vækst i verdensbefolkningen og verdensøkonomien, som frem mod 2050 vil kræve 50 procent mere energi, og selv med en stærk vækst i vedvarende energikilder vil 70 procent af energien til den tid komme fra fossilt brændsel. For eksempel opfører Indien og Kina i disse år mange nye kulkraftværker, og de vil også være i drift i 2050.
Mange af de politiske klimainitiativer har reelt ikke nogen betydning for klimaet, men virker alene ved, at vi føler os bedre tilpas. Koonin mener derfor, at vi lige så godt kan indstille os på, at verden bliver varmere, for vi når ikke ned på nul-emissioner hverken i 2050 eller 2075.
Det er til gengæld ikke et scenarie, der bekymrer ham. En mindre opvarmning på to grader har sandsynligvis ligefrem en svagt positiv effekt på økonomien, takket være et større landbrugsudbytte og mindre udgifter til opvarmning, og selv en stigning på fem grader vil kun have en beskeden økonomisk betydning.
Han understreger dog, at det alt andet lige er en god ting at fjerne eller blot reducere CO2-emissioner. Men alt andet er ikke lige, og derfor skal de ressourcer, som vi bruger på CO2-reduktioner, afvejes i forhold til andre samfundsopgaver, og den afvejning afhænger blandt andet af, om man bekymrer sig om (eller tilhører) de 40 procent af verdens befolkning, som ikke har adgang til tilstrækkelig energi.
Når Koonin er ret ubekymret ved udsigten til en varmere verden, skyldes det også, at han mener, at medierne, og ofte også forskerne selv, overdriver konsekvenserne af opvarmningen, og eksemplerne på det fylder en stor del af bogen. Det er svært kort at gengive dem, men det er deprimerende læsning. En national klimarapport fra den amerikanske regering fra 2014 konkluderer således, at intensiteten og hyppigheden af orkaner i Nordatlanten er steget voldsomt fra 1985 til 2005. Det er ikke direkte forkert, men det er misvisende, for Koonin kunne se, at forfatterne havde fjernet data fra 1945 til 1970, der viser et tilsvarende fald i orkanenergien. Og gemt i et appendiks på side 769 i rapporten fandt han den bemærkning, der burde have været rapportens konklusion: at der ikke er nogen tendens til flere orkaner.
Imidlertid bliver de misvisende konklusioner viderebragt og forstærket af pressen, og det gælder også for vejrfænomener som tornadoer, naturbrande, oversvømmelser og tørke, selvom den videnskabelige konklusion er, at der for de fleste ekstreme fænomener ikke er nogen tendenser, der kan tilskrives menneskelig indflydelse på klimaet.
I stedet får befolkningen konstant en opfattelse af, at ekstreme begivenheder bliver mere almindelige og mere alvorlige, og det skyldes også aktivistiske forskere, der mener, at de misinformerer i en god sags tjeneste. Koonin citerer den nu afdøde amerikanske klimaforsker Stephen Schneider, som er kendt for at sætte ord på forskernes dilemma mellem at være bundet af den videnskabelige etik og et ønske om at gøre verden bedre. For at kommunikere effektivt er de ifølge Schneider nødt til at se bort fra den faglige tvivl og i stedet opfinde skræmmescenarier og fremsætte forenklede og dramatiske udsagn.
Her rammer Koonins bog også den aktuelle debat herhjemme om aktivisme i nogle forskermiljøer. Ifølge Koonin er der intet forkert ved, at forskere også er aktivister, men aktivisme forklædt som videnskab er direkte skadelig.
Koonin mener derfor, at der ikke er noget galt med klimaet, men med klimavidenskaben, og for et par år siden foreslog han, at officielle klimarapporter skulle gennemgås af forskere, der alene havde til opgave at finde svagheder i rapporterne. Idéen har han hentet fra komplekse ingeniørprojekter som udvikling af fly og rumskibe, hvor man forsøger at identificere fejl, der kan få alvorlige konsekvenser.
Den politiske reaktion var midt sagt overraskende, for i 2019 fremsatte 16 demokratiske senatorer et lovforslag i Senatet, der skulle ”forbyde brugen af føderale midler til at oprette et panel, en taskforce, et rådgivende udvalg eller en anden indsats for at udfordre den videnskabelige konsensus om klimaændringer”. Lovforslaget blev ikke vedtaget, men Koonin sammenligner det med det katolske råd i Trento, der i 1546 udstedte dekreter, der forbød, at kirkens doktriner blev udfordret.
Hans beskrivelse af politiseringen af klimavidenskaben og klimakommunikationen kunne godt have fortjent en større analyse, men Koonin har skrevet en vigtig bog med et godt udvalg af videnskabelige emner, klare forklaringer og interessante anekdoter.