Livet er fyldt med undladelsessynder. En af de store i mit må være, at jeg aldrig før har læst tyske Judith Hermann. Det er skammeligt, for sjældent har jeg læst så sikker og insisterende en skrift som i hendes seneste roman ”Hjem”.
Når man læser Judith Hermann, skal man stramme sig an. Der ligger små subtile foregribelser overalt, et velplaceret dengang eller et smukt skjult senere, et diskret spørgsmålstegn, hvor man måske havde forventet sig et punktum, en udeladelse eller en særlig stram beskæring. ”Hjem” tvinger således en til at læse, som man altid burde læse skønlitteratur: langsomt, opmærksomt og i fuld tillid til, at alt har en betydning, at forfatteren har ens ryg, og efter at have stiftet bekendtskab med Judith Hermann kan det synes ganske overflødigt at skrive romaner på mere end 200 små og stramt komponerede sider som her.
Bortset fra indledningen og afslutningen, der ligger omkring 30 år tilbage i tid, hvor den kvindelige jegfortæller arbejdede på en cigaretfabrik og var lige ved at ende som oversavet dame i Singapore, foregår romanen den sommer, hvor hun er 47 år. Hun befinder sig i et ingenmandsland. Fysisk, da hun er flyttet fra byen til kysten ved Østersøen, hvor hun arbejder på sin brors café, og hvor ønsket om at være alene bliver forstyrret af broderens tidligere elskerinde Mimi og hendes bror Arild, der kommer med en fælde for at fange den mår, der huserer på hendes loft.
Følelsesmæssigt efter skilsmissen fra Otis – ”Jeg forlod ham kort efter at Ann flyttede, vi gik fra hinanden da Ann var voksen nok til det” – og adskillelsen fra datteren Ann, der sender koordinater til det sted, hvor hun befinder sig, som primære livstegn.
Judith Hermann forstår med få og sikre virkemidler at sætte en scene, tegne en person og indfange en stemning. Som her om broderens alt for unge kæreste Nike:
”Hendes lemmer er hvide, lange og strakte, ingen tatoveringer, med et utal af små kamme har hun samlet sit hår til et tårn der ser ud som om det er lavet af sortlakeret candyfloss, hun er et blegt sommerspøgelse.”
Eller om en sommernat:
”Vi brød op, da det begyndte at lysne. Solen stod op, markerne dampede, flagermusene hang i poplerne med hovederne nedad, og landevejen lå som et endeløst bånd i det blegrøde lys.”
”Hjem” kredser om vores forestillinger om liv, om den manglende lyst til at forbinde sig med nogen, om den manglende evne til at føle sig hjemme nogen steder, om eksistens, ensomhed og erindring, om det definerende tilfælde og om længslen efter alt det, som man aldrig får igen, sin ungdoms valgmuligheder, de første år som nyforelskede ægtefolk og ikke mindst sine børn som små, men som man – måske – kan bruge resten af sit liv på at forlige sig med, at man har mistet, omend man nok burde lade være. Som Ann lakonisk og ungdommelig tilbagelænet siger til sin mor:
”Ligesom stjerner, stjerner findes heller ikke mere. De lyser, men de findes ikke mere, og præcis sådan er det også med erindringen.”
”Det er ikke sentimentalt, det er enkelt,” siger jegfortælleren et sted om sit forhold til eksmanden Otis, som hun ikke kan slippe, og som hun ikke kan vænne sig af med at kalde sin mand.
Det samme kunne man sige om Judith Hermanns fremragende ”Hjem”, som er forbilledligt klar og forunderligt lidt kunstlet, så enkel, at man næsten ikke forstår det, og alligevel betagende dunkel og dyb.