Hvornår og hvordan fik du idéen til at skrive bogen?
Det går tilbage til 2008, hvor jeg tog på feltarbejde i Femølejren. Jeg var dengang projektansvarlig for en udstilling om lejren på Museum Lolland-Falster og boede i lejren en uge, mens jeg lavede interviews med kvinder der. Før det vidste jeg ikke, at kvindelejren faktisk stadig fandtes. Jeg troede, som de fleste andre, at det var et 1970’er-fænomen. Da jeg hørte om Aarhus Universitetsforlags koncept med at udgive de 100 vigtigste danmarkshistorier i en bogserie, tænkte jeg, at det var vigtigt at have et feministisk initiativ med i den serie.
På hvilken måde er bogen blevet anderledes fra den, som du forestillede dig at skrive?
Det er i år 50 år siden, der var Femølejr første gang. Lejren fik dengang meget opmærksomhed som en del af en meget synlig og højtråbende rødstrømpebevægelse. Senere døde rødstrømpebevægelsen ud, men kvindelejren på Femø bestod. Nu i en mere stille version. Jeg havde en idé om at skulle fortælle historien om, hvordan kvinderne i dag forholdt sig til lejrens fortid, men det blev undervejs mere vigtigt for mig at fortælle om det, der var ukendt: At lejren fortsatte, og op igennem 1980’erne forvandlede sig fra at være en larmende kønspolitisk kampplads til at være en højskoleagtig ferieform primært for lesbiske kvinder. I begyndelsen af lejrens historie handlede det meget om at frigøre kvinderollen, og man dyrkede basisgruppe-samtaler, hvor kvinderne delte private erfaringer, der kunne bruges i oprøret mod det patriarkalske samfund. På et tidspunkt indfandt der sig en vis metaltræthed over for den kamp, og mange af kvinderne ville hellere bruge lejren som et lesbisk fristed. Femø blev et sted, hvor mange lesbiske i nogle uger om året sammen kunne føle sig som en majoritet. Det blev lejrens overlevelse.
Lejren var og er for alle kvinder, også heteroseksuelle, men den var fra begyndelsen med til at synliggøre lesbiske kvinders liv i en tid, hvor homoseksualitet mest handlede om mænd. Det er et varigt aftryk og noget af det vigtige, der står tilbage efter rødstrømpebevægelsens afmatning i 1980’erne. Den del blev et vigtigt fokus for mig undervejs i arbejdet med bogen. Noget andet, der skete undervejs, var, at jeg selv - sammen med min datter - siden 2015 har holdt ferie i Femølejren. Efter at hendes far og jeg gik fra hinanden, nyder vi begge at holde ferie et sted, hvor der er mange forskellige familieformer.
Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?
Der er skrevet utroligt lidt om Femø. Men samtidig med at jeg var i gang med min bog, udkom sidste år bogen ”Et åbent øjeblik” af Pernille Ibsen. Den har jeg haft stor fornøjelse af at læse. Det er en dokumentarisk fortælling om syv rødstrømper, der i sommeren 1971 mødes på den første kvindelejr på Femø og bagefter flytter sammen i København. De er Pernille Ibsens kollektivmødre, og hun skriver meget personligt og indlevende om de konflikter, der dengang var om lesbianismen i kvindebevægelsen. Ligesom der i dag findes alle mulige former for feminisme, eksempelvis MeToo-bevægelsen, var der også dengang uenighed om, hvad feminisme var. Pernille Ibsen fortæller mere nuanceret om det, end jeg har set det gjort andre steder.
I ”Bag om bogen” stiller vi en aktuel forfatter tre faste spørgsmål om vedkommendes nye bog.