Ny bog om aldring er præget af snusfornuft, ensidighed og enkelte lysglimt

Det er naturligvis en god idé at leve sundt. Alligevel bør man være skeptisk over for det ensidige ved genren, som også denne bog skriver sig ind i

Ny bog om aldring er præget af snusfornuft, ensidighed og enkelte lysglimt

Denne bog falder i tre dele. Første del, ”Naturens vidundere”, beretter om dyr, der bliver særligt gamle, for eksempel Grønlandshvalen med sine 200 år – man kan i dag finde harpunspidser fra 1800-tallet i fedtlaget på gamle individer. Men det er ingenting mod træer, de ældste bliver 5000 år gamle, og det er en børstekoglefyr i Californien. Store dyr lever længst, og små individer blandt de store dyr lever allerlængst. Det er blandt andet derfor, at kvinder lever længere end mænd.

Andre interessante og opmuntrende oplysninger er, at arv ikke betyder særlig meget for, hvor gammel man bliver. Ægtepar, der må formodes at leve ret ens, har også mere ens levetid end to modsatkønnede søskende.

På samme måde er det måske overraskende, at kræftsygdomme ”kun” forkorter vores gennemsnitlige levetid med 3,3 år. Vi kender alle nogle, der døde alt for tidligt af kræft. Men de mange kræftramte er altså i forvejen gamle.

Anden del handler om forskernes opdagelser. En del af deres indsigter er usikre eller svære at bruge til noget. Uhelbredelige virusinfektioner, som vi bærer uden at mærke det, kan forkorte livet, og stoffer, der måske er skadelige eller gavnlige, er det som regel umuligt at fjerne eller give som kosttilskud, uden det har utilsigtede negative effekter. Et centralt begreb er her hormesis. Det er effekten, når kroppen reagerer på en ydre påvirkning og herved bliver mere sund. For eksempel kulde, varme, faste, styrketræning eller motion. Et sjovt eksempel på hormesis er træerne i forsøget, hvor nogle mennesker lukkede sig inde i nogle store bobler, biosfærer, for at prøve et liv i balance dér. Fordi træerne ikke blev trænet af vinden, mistede de styrke og faldt sammen under deres egen vægt.

En af de livsforkortende påvirkninger er betændelser fra bakterier i mundhulen. Derfor er det godt at børste tænder og bruge tandtråd. Det vil ens nærmeste nok også sætte pris på.

Hermed er vi i gang med tredje del, ”Gode råd”. Dette afsnit er bogens mest informative og mest vellykkede. Det gør op med en del almindelige og tvivlsomme antagelser. Fedt og sukker er formodentlig ikke særlig slemt, og når veganere og vegetarer lever længere, er det ikke maden, der gør den store forskel, men deres i forvejen sunde livsførelse med færre kalorier, mindre alkohol og mere motion end gennemsnittet. Lidt alkohol og meget kaffe er sundt, og så er det formodentligt sundt for voksne indimellem at faste lidt, sådan som også mange religioner anbefaler. Ikke nødvendigvis mange og hele dage, et smallere ”spisevindue” på otte timer om dagen kan også gøre det.

En populær kur er den såkaldte ”low carb”, hvor man forsager stivelsesholdige fødevarer som brød, kartofler, pasta og ris; men mennesker, der som os danskere har levet i en landbrugskultur i tusindvis af år, tåler faktisk stivelse ret godt.

Derimod tåler ingen tobak, hvorimod motion og styrketræning er rigtig godt. Det er igen hormesis-effekten: Kroppen presses og bliver stærkere bagefter. Specielt anbefaler bogen – overraskende og måske lidt selvmodsigende – den såkaldte keto-kost, hvor man spiser kød, mejeriprodukter, nødder, kål og olivenolie og undgår stivelse, slik, mange frugter, bønner og alkohol.

Bogen slutter med ganske kort at nævne den sidste betydningsfulde faktor, mening i livet:

”Den mening og pligt, som man føler ved at være der for andre og ved at dele sit liv med mennesker, som man holder af, er i virkeligheden et af de bedste antiaging-tricks, der findes.”

Det er karakteristisk for bogens sproglige stil, at et liv med mennesker, som man holder af, kaldes et ”trick”.

Disse bøger er oppe i tiden. Bente Klarlund har lige udgivet ”Yngre med årene”, som er mere afbalanceret og praktisk orienteret. I hendes bog mærker man også et modent menneskes indsigt.

Det er naturligvis en god idé at leve sundt, så man kan få et længere liv og et liv uden invaliderende sygdomme. Alligevel kan man have flere indvendinger mod genren, når den bliver ensidig. For det første kan den lægge op til, at livets mening er evig ungdom. Men det er en taberstrategi, for de unge er altid bedst til at være unge, og der kommer hele tiden nye til af dem.

For det andet kan man spørge, om et livs kvalitet kan gøres op i simpel kvantitet, altså forstået som livets længde i år. Og for det tredje kan mennesker, der hele tiden tænker på at spise og leve sundt, blive en selvoptaget plage for deres medmennesker.

Livet skal jo leves i alle årene, indtil det er slut. Et modbillede finder man i den lidt ældre litteratur, som har ideen om en ethos for alle aldre, og religionen, som rummer en forestilling om, at livet er et afrundet hele med en afslutning.

Dette modne perspektiv anlægger denne bog ikke. Den har tværtimod flere friskfyragtige formuleringer som ”Hvor fedt ville det ikke være, hvis vi kunne lave biologiske reservedele til os selv?” uden at vurdere, om det virkelig ville være så ”fedt”.