Ny bog om danske helgener er for ujævn

Sjusket redigering er et stort irritationsmoment

Der er helgener i Danmark, og der er danske helgener i hele den katolske verden. Erling Agergaard har samlet hele den skare af helgener, der æres eller på en eller anden måde kan knyttes til Danmark. Det er der kommet en bog ud af på forlaget Hovedland. Forfatteren har ikke været hjulpet meget af forlaget, der har ladet alle mulige fejl slippe igennem. Det er et meget stort irritationsmoment under læsningen.

Første del handler om helgener og helgenvæsen, anden del om Danmarks helgener. Da afsnittet om helgener og helgenkåring hverken er klart, tydeligt eller rigtigt, er læseren meget hurtigt placeret i en forvirring, der desværre følger hele bogen. Forfatteren veksler tilsyneladende uanfægtet mellem helgenkåring, kanonisation, saligkåring og beatifikation. Saligkåring er en forudsætning for helgenkåring, og det er et sagsforhold, der nok burde fremstilles med større teologisk stramhed og i et sikrere historisk perspektiv. Der savnes klare definitioner, hvilket man skylder den kirke, der gennem århundreder har været yderst opmærksom på præcision og sikker definition, når det gælder helgener og helgekåring. Forudsætningen vil her være et blot nogenlunde kendskab til latin.

I anden del af bogen gennemgås de danske helgener, derpå helgener, der enten æres flere steder eller blot et sted i Danmark. Så omtales helgener i viser, sagn og folketro, hvorunder vi får uddrag af spændende kilder. Redegørelsen for helgener med dansk tilknytning er en sær bunke, der blandt andet anfører Jakob den Danske, der af Henrik Stangerup og Jørgen Nybo Rasmussen hævdes at være en franciskansk, dansk kongesøn i den nye verden. For mig at se er det uacceptabelt ikke i det mindste at nævne kritikken af denne vidtløftige teori, der med vægt er fremført af historikeren Kaare Rübner Jørgensen.

Det sjoveste ved bogen er uden tvivl de meget lokale danske helgener, som der knap er materielle spor af. De mere perspektiverende dele med overvejelser af forskellig art er af meget almen karakter. Billederne er jævnt hen gode, men der savnes ofte dateringer. Hvor der er, er de til tider forkerte. Stavemåderne er ofte mærkelige, forskere og forfattere får mærkelige navne i noterne. Gad vide, om Pil Dahlerup er tilfreds med et kønsskifte, så hun nu hedder Phil? Med andre ord er bogen præget af sjusk. Det er ærgerligt for alle parter.