Den store tyske filosof Hegel (1770-1831) har været erklæret død mange gange. Kierkegaard og Marx gjorde sig færdige med ham på hver sin måde. Han er blevet udnævnt til mestertænkeren bag enhver totalitær stat, til den sværmeriske bagmand for naiv fremskridtstro, til en indædt reaktionær talsmand for den prøjsiske stat. Og meget mere end det. Der er faktisk ikke det, der ikke er galt med Hegel.
Alligevel bliver han ved med at dukke op og i disse år som inspirationskilde for meget forskellige tænkere fra Francis Fukuyama og Judith Butler til chefredaktør Rune Lykkeberg.
Også flere danske teologer trækker på Hegels religionsfilosofi og kristendomssyn, i den forstand har Kierkegaard levet forgæves, og nu har Niels Grønkjær, dr.theol. og pensioneret valgmenighedspræst fra Vartov i København, skrevet en hel bog om den tyske tænker.
Den præsenterer sig i undertitlen som ”En religionsfilosofisk introduktion til Hegel”, men der er ingen tvivl om, at Grønkjær, som viser et imponerende overblik over såvel tidligere som ny forskning i emnet, også gerne vil slå et slag for Hegels aktualitet og relevans helt generelt. Hegel er også i de senere år groet på mig, som det hedder på nudansk, og derfor har jeg læst Grønkjærs bog med god appetit.
Vi lever som bekendt i urolige tider med skarpe og uforsonlige konflikter om det allerstørste som nation building til det allermindste som crop tops. Det kan være svært at se udveje, og Hegel repræsenterer på den måde en drøm om dog at bringe tingene i bevægelse og få puffet lidt til de fastlåste positioner. Trods sit image som idealist og systemtænker var han intenst optaget af sin egen urolige tid; han havde været journalist og redaktør og kaldte avislæsning om morgenen for en realistisk morgenbøn. Han erklærede sig mange gange som lutheraner, men han var samtidig stærkt optaget af Den Franske Revolution og fejrede hvert år den dag, hvor Bastillen i Paris var blevet stormet.
Niels Grønkjær har også i sine tidligere bøger haft en forkærlighed for at søge en tredje position mellem det, han beskriver som utilstrækkelige alternativer; han har kritiseret både fundamentalisme og ateisme, både naturalisme og eksistentialisme, og i denne nye bog kritiserer han med Hegel både religion og oplysning.
Det er en sympatisk og vedkommende øvelse, for det er jo rigtigt, at faste positioner har det med at indeholde blinde pletter og urimeligheder; alt for mange, ikke mindst i vore dage, formår ikke at udøve selvkritik. Risikoen er imidlertid, at det nye tredje kommer til at fremstå vagt, indkredset med besværgende lyrismer. Grønkjær undgår ikke helt dette. Selvom jeg ikke tror, Hegel kan fremstilles klarere og bedre, end det sker her, kan man i perioder få en følelse af begrebsligt hjulspind: der er masser af bevægelse, men den har ikke rigtig tag i noget.
Man kommer til at savne eksempler og anskuelighed i Grønkjærs fremstilling. Der er gode ansatser med at dvæle længe ved Platons hulelignelse, som Hegel fordyber sig i som så mange andre tænkere, og Grønkjær bruger også sin barndoms læsning af ”Anders And”, linjer fra Beatles-sange og et eksempel fra forfatteren Herta Müller til at belyse forskellen på tro og overtro.
Men man havde gerne set mere, måske også at Grønkjær vovede et øje med hensyn til meget specifikke problemstillinger i vor tid: Hvad ville Hegel have ment her?
Jeg forstår på sin vis godt, at han ikke gør det, for Hegel er som en tryllecirkel, og måske kommer man uforvarende til at træde ud af den i sit behjertede forsøg på at vise hen til den. Det er slet ikke let.
Mener Hegel for eksempel, at vi har lagt kristendommen bag os, eller at vi stadig skal have den med os på rejsen gennem historien? Det er svært at greje. Grønkjær ser gudstjenestemenigheden eller Helligåndens fællesskab som en ”samfundsmodel”, der, jævnfør den tredje position, undgår både en hedonistisk, egoistisk liberalisme og en fundamentalistisk konservatisme.
Her bliver Grønkjær pludselig meget konkret og giver lussinger til begge sider af den aktuelle debat om borgerligheden. Men hvad betyder det i øvrigt? Betyder det, at det vil være bedst, hvis alle mennesker bliver kristne, og vil det være allerbedst, hvis de bliver det så at sige uden at vide det, fordi kristendommen på positiv vis er gået ud i samfundet og har ”opløst” sig i det? Men hvis kristendommen på den måde forsvinder, kan man så fastholde den refleksion, den frihed og de andre kvaliteter ved den, som Hegel og Grønkjær hæger om?
Nu må jeg ikke lade disse spørgsmål overskygge de store kvaliteter ved bogen. Grønkjær får over store stræk givet et godt indblik i både Hegels liv, hans tid, hans forhold til den filosofiske tradition og hans mangefacetterede tænkning. Det bliver tydeligt, hvor eminent Hegel er til at påpege det begrænsede i en position og netop derved hele tiden drive refleksionen videre. Og selvom han er svær at læse, kan man i hans fortale til ”Fænomenologien” støde på en passage, der uden videre kunne stå i en aktuel klumme i morgenavisen:
”Man påberåber sig følelsen som sit indre orakel, og man gør sig færdig med enhver der ikke mener som en selv. For man har ikke yderligere at sige til den der ikke mener og føler som man selv gør. Med andre ord: det er selve fundamentet for det menneskelige man tramper på. For det ligger i den menneskelige natur at bane vej for en overenskomst med andre. Den menneskelige natur eksisterer alene når et bevidsthedsmæssigt fællesskab er bragt til veje. Det umenneskelige, det dyriske, består på sin side i at blive stående i følelsen og kun være i stand til at meddele sig via denne.”
Hegel er skarp til at se alle de problemer, det kan afføde at skelne mellem tro og viden. Det vil blandt andet gøre tro til diffuse indre følelser, der ikke retter sig mod noget indhold. Han har dog heller ikke, som en profetisk hilsen til sin opsætsige danske elev Kierkegaard, meget tilovers for dem, der legitimerer deres tro med paradokser og en henvisning til ”det absurde”:
”Der er dem, som hader at man søger spekulativ erkendelse af de kristne mysterier fordi de dermed går glip af fortjenesten ved at være ufornuftig (…) den polemiske tro vil tro mod fornuften.”
Sådanne hapser er der mange af i Grønkjærs bog, som vil være egnet som arbejdsbog, måske ikke så meget for hin enkelte, men for en studiekreds, for vi er, vil Hegel sige, mest på højden af os selv, når de andre er til stede og også kan give deres besyv med.
Man kan dog også godt læse i den for sig selv, og jeg var lige ved at havne i den gamle kliché om de lange vinteraftener, men det er selvfølgelig til morgenmaden, at det er allermest oplagt at tage et par sider.
Et øje i morgenavisen og et øje i Grønkjærs Hegel. Så kører vi med verden og dens mange modsætninger, og måske er det sidste ord ikke sagt endnu.