Ny bog om isens mysterier giver en følelse af opløftelse, der kan virke næsten religiøs

En digter og en glaciolog står bag ”Isbogen”, som er en livlig rodebunke af interessante oplysninger og gode historier. Men det ville have krævet en Johannes V. Jensen at forløse stoffet

Svalbard er en norsk øgruppe i Nordishavet og omfatter alle øer, holme og skær mellem 74 og 81 grader nordlig bredde og mellem 10 og 35 grader østlig længde. Det samlede areal er på cirka 62.050 km², og de største øer er Spitsbergen (39.000 km²), Nordøstlandet (14.600 km²), Edgeøen (5000 km²) og længst mod syd Bjørneøen (178 km²). På Kræmerpynten på Kvitøya (682 km²) nordøst for Nordøstlandet ligger det østligste punkt i Kongeriget Norge (33°31?05? E).
Svalbard er en norsk øgruppe i Nordishavet og omfatter alle øer, holme og skær mellem 74 og 81 grader nordlig bredde og mellem 10 og 35 grader østlig længde. Det samlede areal er på cirka 62.050 km², og de største øer er Spitsbergen (39.000 km²), Nordøstlandet (14.600 km²), Edgeøen (5000 km²) og længst mod syd Bjørneøen (178 km²). På Kræmerpynten på Kvitøya (682 km²) nordøst for Nordøstlandet ligger det østligste punkt i Kongeriget Norge (33°31?05? E). Foto: Thomas Søndergaard/Ritzau Scanpix.

Da jeg første gang hørte om ”Isbogen”, forestillede jeg mig en kaffebords-pragtbog med overdådige farveillustrationer af gletsjere, ishav og snekrystaller. Og da der angiveligt var to forfattere, digteren Victor Boy Lindholm og glaciologen og klimaforskeren Sebastian H. Mernild, tænkte jeg, at bogen var skrevet i to spor: en digterisk og kulturhistorisk tilgang til is, og en videnskabelig. Det lød altså meget godt.

Jeg ved ikke, om forlaget har fortrudt på halvvejen. ”Isbogen” gør et skuffende indtryk, da den lander i min postkasse. Bogen er lille og næsten tarveligt udstyret. Og det virker lettere mystisk med det dobbelte forfatterophav. Lindholm og Mernild står sideordnet opført på forsiden, digteren har skrevet et forord, glaciologen et efterord, og har de så sammen skrevet alt det andet? Nej, det er vist Victor Boy Lindholm, der fører pennen, blandt andet i en række biografiske kapitler om Sebastian H. Mernilds videnskabelige løbebane, hvor ”Sebastian” konsekvent optræder i tredje person. Det er et irriterende greb, som giver fremstillingen en hagiografisk tone. Selvom Mernild har siddet og fortalt Lindholm om sit liv, skulle digteren nok have taget jeget på sig, som dengang David Lagercrantz skrev fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovics selvbiografi i jegform. Det havde gjort karrierefortællingen mindre pompøs og mere umiddelbar. Nu får man indtryk af, at Mernild skal ”opskrives” til at konkurrere med de farverige mediedarlings Rane og Eske Willerslev. Og det er ikke så nemt, alle hans fortjenester ufortalt.

Nu ville jeg gerne stoppe med de småsure bemærkninger, men indholdsmæssigt er bogen en værre rodebunke. Vi springer fra det ene til det andet, fra Nordpolen til Sydpolen, fra urtiden til nutiden, bare det har noget med is at gøre. Der er farverige beretninger om opdagelsesrejsende og eventyrere som Fridtjof Nansen, Knud Rasmussen og Peter Freuchen. Der er populærvidenskabelige gennemgange af de forskellige istider og af, hvordan de har præget såvel landskaber som menneskeartens udvikling og diverse folkevandringer. Det er alt sammen enormt interessant og spændende, men man sidder tilbage med en lidt kedelig fornemmelse af, at alle de gode historier om Nansen og de andre er fortalt mange gange før og måske bedre end her, og alt det videnskabelige stof er formidlet grundigere i de gennemgående referenceværker, der loyalt krediteres i noteapparatet. Bogens særlige tilgang – tempo, klip, afveksling, nu til noget helt andet – havde måske gjort sig bedre i podcast- eller tv-format. Er det simpelthen atmosfæren fra andre formater, der her sniger sig ind i bogen, præget som den også er enkelte steder af en snakkende og småsjusket stil?

Nå, nu skal det virkelig være slut med de sure bemærkninger. For stoffet og dermed potentialet i bogen er svimlende. Nutidsmennesket bliver uendeligt lillebitte målt op imod de enorme tidsafstande med geologiske og alle mulige andre slags forandringer. Det giver en følelse af opløftelse, der kan virke næsten religiøs. Ikke blot kommer man ud over den provinsialisme i tid (vores nutid fylder alt), der ofte kan føles kvælende. Man kommer i det hele taget ud over antropocentrismen, det menneskelige snæversyn, og vandrer rundt i en dennesidighedens metafysiske landskab, som man i dansk litteratur ikke finder smukkere udtrykt end hos Johannes V. Jensen. Ham kan Boy Lindholm ikke nå, men det er der heller ingen andre, der kan.

Desværre kommer man i bogen også retur til nutiden, for klimakrisen, der i bogens perspektiv manifesterer sig ved, at isen viger, gør alligevel nutidsmennesket til det vigtigste i verdensaltet. For hvad stiller vi op? En flad og trist afmagtsfornemmelse kan melde sig, en antropocentrisk forkortelse af alt det storladne, det helt modsatte af opløftelse, nemlig pessimisme og handlingslammelse. Det er ikke forfatternes skyld, det er et objektivt problem. Den måde, klimakrisen optræder på i vores kulturelle forestillingsrum, tærer på de menneskelige og mentale ressourcer, vi har brug for, hvis vi skal forholde os aktivt til den. Og ”Isbogen” kan stå tilbage som en eventyrlig rejseguide til steder, der er forsvundet for evigt og ikke længere kan besøges af eventyrerne. Ikke så sært, hvis den røde planet Mars kan lokke på den baggrund. Men det er en anden historie, selvom der vist heldigvis er fundet is på Mars.    

Victor Boy Lindholm og Sebastian H. Mernild: Isbogen. Hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt. 272 sider. Kr. 299,95 kroner. Gyldendal.