Der er meget fokus på ledelse i vores vending af tiden, coaching-litteraturen om ledelse er vokset enormt på kort tid, i forhold til hvad der var brug for, dengang pligtkulturen stadig virkede rundt om i virksomhederne. ”Ledelseskonsulent” og ”ledelses-coach” er ikke en beskyttet titel, dér kan alle og enhver byde ind.
Her er en bog, der hedder ”Kunsten at blive et ordentligt menneske”, men det burde vel egentlig være ”kunsten at blive en ordentlig leder”, for ledere er dens målgruppe. Forfatterne er en dansk præst, som også er ledelses-coach, og en norsk advokat med speciale i ”compliance”, hvilket på dansk betyder ”efterlevelse”, ikke blot i forhold til lovgivningen, men også alle mulige etiske udfordringer.
Bogen henvender sig altså eksplicit til ledere, til hvilket formål forfatterne har interviewet ni topledere om deres ledelses-etikker. Interview-ene er ikke med i bogen, men der forekommer sporadiske citater fra dem.
Bogens sigte er dydsetisk. Der fremføres syv såkaldt ”primære dyder”, som ikke er identiske med de klassiske kardinaldyder – visdom, retfærdighed, mod, mådehold, tro, håb og kærlighed – men er nogle, der er tilpasset formålet: ydmyghed, generøsitet, mådehold, retfærdighed, taknemmelighed, barmhjertighed og mod.
De er afledt af de syv dødssynder, som disse ikke kaldes her, men derimod mere afsvækket ”laster”: hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab. Som det ses, er dyderne og lasterne parvis modsvarende: ydmyghed versus hovmod, generøsitet versus griskhed og så fremdeles. Forfatterne har desuden afsæt i Aristoteles’ og Kierkegaards etik.
”Du har taget en række beslutninger, der har bragt dig der, hvor du er i dag. Det er din livsanskuelse,” hedder det.
Derefter gælder det om at beslutte sig for et ideal, man kan stræbe efter.
Ens foretrukne værdier viser derpå vejen mod en realisering af idealet, mens dyderne har at gøre med, hvordan vi betræder vejen. Livsanskuelse, ideal, værdier og dyder – der er en del at holde rede på.
Ordentlighed ses som den højeste værdi:
”Ethvert menneske kan og bør uanset køn eller andre individuelle forskelle vælge at stræbe efter at være ydmyg, generøs, mådeholden, retfærdig, taknemmelig, barmhjertig og modig og dermed lære sig at være et ordentligt menneske.”
”Det kræver modenhed, erfaring og refleksion...”.
Bogens sidste halvdel rummer stedvis fornuftige overvejelser om dyder og laster. Man må se langt efter kritisk dybde i forhold til udfordringerne for faktisk ledelse i jernindustrien. Der er derimod bunker af varm luft, som her fra afslutningen:
”Modet og de seks andre primære dyder, som vi nu hver især har beskrevet, [de gentages igen-igen], er gode i sig selv, fordi de får det bedste frem i os og gør os til ordentlige mennesker. Lasterne, de syv dødssynder, [de gentages], skal du derimod altid forsøge at undgå både for din egen og for andres skyld.”
De fleste af citaterne fra interviewene er temmelig intetsigende, som når ”hotelkongen” Petter Stordalen et sted citeres for at sige:
”Jeg er kapitalist. Jeg gør det, der er rigtigt, fordi det er rigtigt, og fordi jeg kommer til at tjene på det.”
Hvad betyder ”rigtigt”? Eller hvad med:
”Hvis jeg ikke havde de værdier, jeg har, ville jeg ikke være mig,” som en anden ytrer.
Bogen hedder ”Kunsten at blive et ordentligt menneske”, men skal det nu være en kunst? Man kunne få lyst til at sige: Hvis en leder skulle ”få lyst” til at blive en ordentlig leder, så skulle han/hun bare se at blive det, for han/hun er jo ikke dum, han/hun ved jo udmærket, hvad det handler om og behøver ikke en dyds-skematik, som den fremlægges i bogen, for at blive det. Det er nok ikke etisk viden, der afholder ledere fra at være ordentlige, det er snarere viljen til magt.
I det hele taget kan man have sin tvivl om hele ledelses-coaching-industriens lødighed, jævnfør den svada imod den, som ”ledelsesrotten” Steen Hildebrandt kom med i Politiken fornylig, afsluttende med:
”Man kan sagtens få noget ud af at læse bøger om ledelse, men man kan ikke læse sig til at blive en god leder.”
Nej, eller en ordentlig leder.