Bag enhver legeplads står der et samfund med en fiks idé. Det er noget af det første, der springer i øjnene, når man læser Ning de Conick-Smiths overflyvning af danske legepladsers kulturhistorie gennem 150 år. Det er i hvert fald sjældent, det er børnene, der vælger, hvordan de vil lege. Der er altid en anden grund.
"Det er et rum, hvor voksne har fået afløb for rigtigt mange forestillinger om, hvad der er godt for børn, og hvad man stiller op med dem," siger Ning de Conick-Smith, hvis bog "Skrammellegepladsen" netop er udkommet.
Men lad os gå tilbage til begyndelsen. For mens legepladser i dag ligger åbent fremme i parker og centralt i byens gårdrum, drejede de første legepladser sig om at få børn væk fra gader, stræder, kirkegårde(!) og parker, hvor (især) drengene efter borgerskabets mening øvede hærværk, gjorde det til en sport at drille politiet, og skræmte hestene med deres tøndebånd. Legepladserne skulle ligefrem forebygge, at "vilde" børn blev kriminelle, og så var der et militærisk aspekt i det hele: Børnene skulle rettes af og træne ligesom i gymnastikken.
Sådan er det til en vis grad stadig, mener Ning de Coninck-Smith.
Pladser til kollektiv leg
I København var det arkitekten Ferdinand Meldahl, der havde en finger med i spillet, da der i 1880 blev indrettet en mindre grusplads til leg i H.C. Ørstedsparken. Det var også ham, der chokerede Københavns Borgerrepræsentation med et forslag om fremover at medtænke legepladser i byudviklingen.
Nogle år senere greb Silkeborg bolden og dannede i 1897 en legepladsforening bestående af lærere og elever fra de højere skoler. Her var det boldspil og organiserede lege, der lå i tidsånden, og lærerne fortalte om gladere børn, der kom "friske og frejdige ind til timerne".
Og i 1908 åbnede den første legeplads udstyret med sandkasse på Christianshavns Vold i hovedstaden. Sådan en indretning havde lærer Hans Dragehjelm set på en rejse til Amsterdam og "sandkassens fader" – som han blev kaldt i nekrologen over ham i 1948 – var i det hele taget fortaler for legeredskaber, som fremmede den kollektive leg: vipper, rutsjebaner og svinggynger – det er sådan nogle, hvor flere børn sidder bag hinanden eller har fat i snore og løber gyngen op i fart.
Almindelige gynger var han til gengæld arg modstander af:
"Gynger morer ganske vist børnene i høj grad, men fra lægevidenskabelig side hævdes det, at vedvarende gyngebevægelser har en ikke heldig indflydelse på blodomløbet, særligt hjernen," mente Hans Dragehjelm.
Primitive væsener med forkærlighed for huler
Fordi bogen er en del af serien "100 danmarkshistorier" fra Aarhus Universitetsforlag, skal den tage udgangspunkt i et årstal, og i dette tilfælde er det 1943, hvor landets største skrammellegeplads – en 6000 kvadratmeter stor verden bestående af grene, kvas, gamle biler, mursten, stylter, fodbolde med mere – tages i brug i det nordvestlige København.
Det står lidt tåget, hvor skrammellegepladser blev opfundet, men filosofien blev så stor i Danmark, at Ning de Coninck-Smith ikke tøver med at kalde den vores bidrag til Unescos verdensarv.
"Ved åbningen den 15. august 1943, var PR-delen betydelig, landets bedste fotografer dækkede begivenheden, og billederne af børn og skrammel gik nærmest verden rundt. Ligesom de ressourcestærke kulturradikale kræfter, der stod bag, havde forbindelser til højre og venstre," siger hun.
Filosofien var, at børn skulle lege i fred og de voksne blande sig så lidt som muligt, men som alle filosofier i forbindelse med legepladser, viste den sig at have den bagside, at de stærkeste børn hurtigt overtog justitsen. Retorikken bag skrammellegepladsen var næppe heller gået i dag, eftersom den gik på, at børn var "primitive væsener med forkærlighed for at 'bygge huler, drage på togt og lege urmennesker'".
Skrammellegepladser findes stadig og er videreudviklet i for eksempel England og Frankrig, men i Danmark gled de over i byggelegepladser, som inspirerede mere til at være virksom og bygge ting frem for passivt at udnytte gamle bilsæder og andet skrammel.
Igen var det voksne, der tolkede børnenes ønsker. Og da man i Egeriskvarteret i Skive i 1969 fandt på at spørge børnene, hvad de selv ville have, svarede kun to ud af knap 60 børn, at det var en byggelegeplads. Børnene, der var i alderen 4-14 år ville hellere have traditionelle legeredskaber.
Legepladser skal ruste børn til livet
Mens skrammel- og byggelegepladser var noget nær livsfarlige, blev legepladser i nyere tid så sikre, at det næsten ikke var muligt at skrabe et kræ på de runde hjørner og bløde faldunderlag. Faktisk blev de så bløde og sikre, at der også er kommet en modreaktion på det.
For selvom sikkerheden stadig prioriteres højt, har ekstremsporten fået adgang til legepladserne, siger Ning de Coninck-Smith.
"Børn kan næsten ikke komme op i et legeredskab uden at skulle klatre, bruge en brandmandsstige eller svinge sig i et tov. Der skal noget power på, man skal have 'muller'. Det er en del af hele den her filosofi om at gøre børn robuste igen. Børn skal lære at tackle livet og i overført betydning kunne svinge sig fra gren til gren," siger hun.
"Klatrevæggen og street-sporten er rykket ind i børneskala. Der skulle ske noget, efter legepladser var blevet meget bløde og sikre. I takt med at man har eksperimenteret med faldunderlag og lavet lukkede rutsjebaner, kan man også mere, end man har kunnet før. Jeg tror helt sikkert, at de firmaer, der laver legepladser, har taget kritikken til sig og i dag gør noget ud af, at legepladserne er både sikre og udfordrende."
Og det vilde er igen blevet et must, mener Ning de Coninck-Smith, for i forlystelsesparker går det over stok og sten, og den trend tager man med sig på legepladsen i dag.
"Underholdningsindustrien kører forrest i et højt gear. Der er skydespil, vilde forlystelser og i børnefjernsyn er stemmeføringen gearet op, så skal man lokke husarerne (børnene) indenfor, skal der ske noget i dag," siger hun og nævner blandt andre trends i tiden, at romantikken er rykket ind på legepladserne. Enten i form af byens tårne, som man kan reflektere over, mens man kravler rundt i dem eller "tilbage til landsbyens gadekær, altså naturlegepladsen, men ofte har det intet med natur at gøre."
Den allernyeste trend i legepladser er, at de lægges ud som grønne lege- og mødeområder for alle aldre og for hele landsbyen/bydelen. Plejehjemmet, skolen og kulturhuset skal være fælles om arealet: Her er det fællesskabet, der skal løftes, og sammenhængskraften, der skal favnes.