Ny bog om ortodokse kristne i øst: Læs den og forstå krigen i Ukraine endnu bedre

Bogen ”De ortodokse” af Christian Gottlieb er en storartet indføring i den ortodokse kirkes historie og teologi, og så er den ekstra aktuel med et blik på krigen i Ukraine

En ukrainsk kirke, som er blevet beskadiget af et russisk bombeangreb.
En ukrainsk kirke, som er blevet beskadiget af et russisk bombeangreb. Foto: Serhii Nuzhnenko/Reuters/Ritzau Scanpix.

Krigen i Ukraine udkæmpes på flere planer. Krig på slagmarken, krig på information og en krig internt i landet på det religiøse plan. Den ortodokse kirke i landet er splittet på flere måder.

Man kunne forleden læse her i avisen, at en del af den ukrainske ortodokse kirke vil holde jul den 25. december og ikke i januar, som den russisk-ortodokse kirke foreskriver. Det kan synes som en petitesse, men det er et meget voldsomt brud. I den ortodokse verden ændrer man ikke bare på tingene.

Ortodoks betyder ret lære og lovprisning, og den ortodokse kirke har en nærmest uændret tradition tilbage til oldkirken. Det er et af de ældste kirkesamfund og har i dag cirka en kvart milliard tilhængere fordelt især i Østeuropa og Rusland. Inden for de seneste årtier er der kommet nye ortodokse menigheder overalt i verden, også i Danmark. Man regner med, at der nu er 100.000 ortodokse her i landet.

Mange vil kende den ortodokse kirke fra ferierejser til Grækenland eller fra ikoner. Der synes at være langt fra vores lutherske verden til vores naboer i øst. Vil man lidt ned i denne store naboreligion, så er dr.theol. og sognepræst i Slagslunde-Ganløse Christian Gottliebs lille bog ”De ortodokse” til at blive meget klogere af.

Bogen omhandler glimt af den ortodokse kirkes 2000 år lange historie, og den historie går meget længere tilbage end til den store russiske kirkes fødsel i 988, hvor storfyrsten Vladimir af Kyiv besluttede, at hans land skulle tilslutte sig den ortodokse kirke. Legenden fortæller, at Vladimir sendte folk ud for at undersøge, hvilken tro hans rige skulle have. Mødet med gudstjenesten i den store katedral Hagia Sofia i Konstantinopel afgjorde det.

”Om vi er i himlen eller på jorden, ved vi ikke,” berettede de hjem. Så stor en skønhed havde de aldrig oplevet før.

Dermed ramte de lige ind i, hvad en ortodoks gudstjeneste er. Den bringer Gudsriget ned til mennesker og mennesker op til Gud. Den er det helt bærende element i denne kirkes selvforståelse. Selvom kirken også har andre funktioner såsom sjælesorg, undervisning, diakoni og mission, så er gudstjenesten og lovprisningen af Gud det centrale. 

For den ortodokse kirke er traditionen vigtig, og den går tilbage til oldkirkens konciler, kirkemøder, hvor hele kirken deltog. Beslutningerne derfra er stadig gældende. Det første koncil var i Nikæa (i nærheden af nutidens Istanbul) i år 325, og det sidste var samme sted i 787. Siden oldkirken splittedes i 1054, har det ikke være muligt at mødes.

Derfor stopper al fornyelse i teorien med det 7. koncil. Det er ikke tilfældigt, at den ortodokse kirke mener, at tiden skal indrette sig efter budskabet og ikke omvendt. Denne konservatisme, der afspejler samspillet mellem kirke og stat i det byzantinske rige, har en pris, og den redegør Gottlieb glimrende for i bogen.

I dette riges lange historie, der sluttede i 1453, var der symfoni mellem kejser og patriark. Ordet symfoni betyder samklang, og det er også et ord, man kan bruge om nutidens russiske patriark af Moskva, Kirill, og ”kejser” Vladimir Putin. Man forstår gennem Gottliebs bog en del mere om den religiøse konflikt i Ukraine og om, hvorfor den russiske kirke handler, som den gør i øjeblikket.

En pæn del af bogen handler om den ortodokse kirkes lære og liv. Vi bliver taget ind i kirkerummets verden, der er helt anderledes end vores gotiske opfattelse. Den almindelige ortodokse kirke er formet som et ligebenet græsk kors med en kuppel over korsskæringen, hvor Kristus skildres som verdensherskeren. Herinde under denne kuppel udfoldes Guds kosmiske orden. Det intime og sluttede rum er stedet, hvor Himlen og Jorden så smukt mødes, som udsendingene sagde det til storfyrst Vladimir. En vigtig del af dette kosmos er ikonerne, som Gottlieb redegør for på en fin måde.

Den lille bog slutter med at kaste blikket frem i tiden efter 1989, hvor den ortodokse kirke kom tilbage efter mange års blodig kommunistisk undertrykkelse. Det er også spændende læsning, og vil man have mere, så ender Gottlieb med at anbefale 21 bøger om ortodoksien. Hans egen er et godt første skridt, hvis man vil forstå vores kristne brødre og søstre i øst.

Christian Gottlieb: De ortodokse. 170 sider. 200 kroner. Vandkunsten.