I disse år er det omstridt, hvordan vi skal forholde os til kulturel arv. Reaktionære kræfter som Taleban bortsprængte i 2001 nogle 1500 år gamle Buddha-statuer midt i Afghanistan. Såkaldt progressive kræfter i USA og England fjerner statuer, og herhjemme forsøgte en lærer og nogle studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi at ødelægge en kopi af en buste af Frederik V. Den sidste aktion endte dog mere lattervækkende end farlig, fordi både lærer og studerende forklarede sig studentikost og uden historisk indsigt. Men fænomenet er alvorligt nok. Det er tankevækkende, at George Orwell forudså det i sin roman ”1984” (fra 1949):
”Hvert stykke kildemateriale er blevet ødelagt eller forfalsket, hver bog er blevet omskrevet, hvert billede er blevet ommalet, hver statue, gade og bygning er blevet omdøbt, hver dato er blevet ændret. Og den proces fortsætter dag for dag, minut for minut. Historien er standset. Intet andet eksisterer end en endeløs nutid, hvor Partiet altid har ret.”
”Antikken omkring os” har ikke denne diskussion som tema, men den lader læseren vurdere ved selvsyn, hvordan antikken virker som vores arv i dag. Det er en væsentlig vurdering, fordi antikken sammen med kristendommen er vores kulturs to største bærende søjler.
Journalist ved P1 Tore Leifer og lektor emeritus Chr. Gorm Tortzen har delt 12 kapitler om statuer, det gode samfund, renæssancen, sporten, arkitekturen, levende latin, litteraturen, naturvidenskaben, musikken, filosofien, kalenderen og antikken omkring os.
Man bemærker hurtigt, at antikken ikke en entydig. Den diskuterer selv, overrasker og er blevet brugt meget forskelligt. Statuer og templer fremstod ikke i hvid marmor, men stærkt farvede. Det er glemt i dag. Derimod ser vi antikke statuers afkom specielt i senere herskerstatuer, for eksempel Frederik V’s rytterstatue ved Amalienborg, et værk i verdensklasse. Man kan sige, at antikken var en mandsdomineret kultur, men når Lea Guldditte Hestelund i 2014-2015 lader sig fotografere i samme stilling som Myrons ”Diskoskasteren”, åbnes vores øjne for nye sider af Myrons værk og det naturlige i kvinders ligestilling: Hun fremstår smuk og endnu mere elegant end ”Diskoskasteren” fra for 2500 år siden. Der, hvor antikken var ensidigt mandsdomineret, viser vores brug af den en ny alsidighed.
Nyklassicistisk formsprog
Antikken diskuterede sig selv hele tiden. Debatten om styreformer var skarp, direkte demokrati over for kongedømme eller fåmandsvælde, og til tider udviklede uenigheden sig til åben kamp. En afvisning af antikken er en afvisning af en pluralisme. Det gælder også seksualidentiteter. Antikken var ikke interesseret i individers seksuelle orientering, den var vidtgående biseksuel og ikke homoseksuel, modsat hvad mange tror. Det gav et tolerant miljø i skærende kontrast til resultatet, da psykologer og læger i det 19. århundrede på positivistisk vis opdelte mennesker efter seksualdrift, en øvelse, der i dag er endt i kombinatorisk ekvilibrisme, som mangler fornuft og tolerance.
De tydeligste arvestykker fra antikken finder vi i kunsten og videnskaben. Tore Leifer viser med en gennemgang af skønlitterære figurer og temaer fra antikken, hvad lærde allerede i 1100-tallet tænkte på, da de om deres egen kunst sagde:
”Vi er som dværge, der sidder på skuldrene af giganter.”
Inden for arkitekturen indtager København en særstilling. 1794 brændte Christiansborg, 1795 dele af byen, og i 1807 bombede englænderne København i verdens første bombeangreb mod civile mål. Ødelæggelserne var store. Heldigvis var København godt forberedt på en genopbygning. Nicolas-Henri Jardin var i 1754-71 professor ved Kunstakademiet, hvor han underviste i nyklassicisme, C.F. Harsdorff var hans elev, og han blev igen lærer for C.F. Hansen. Samtidig underviste Kunstakademiet københavnske håndværkere i nyklassicistisk formsprog. Derfor blev det nedbrændte København genopbygget med klassicistiske huse efter en byplan, der styrede gaders bredde og huses højde. Resultatet er en by, der stadig charmerer med sit harmoniske og facetterede enhedspræg. Og hertil kommer så nyklassicistiske perler som Slotskirken, Domkirken og domhuset på Nytorv.
Tre spor i antikkens naturvidenskab
Nogle kunne måske tænke, at det var mangel på idéer, der førte kunstnere tilbage til antikken, men virkeligheden er en anden. Enten har den simpelthen virket så inspirerende, at kunstnere ikke kunne lade være at bruge den, eller også søger kunstnere tilbage til antikken, når de synes, deres egen tids stil er blevet træt. Komponisten Carl Nielsen skrev i en note:
”Jeg ser i Aanden en hel ny Kunst af det reneste archaiske Præg (...) Vi maa tilbage – ikke til det Gamle – men til det Rene og Klare.”
Og Carsten Thau sammenfattede indtrykket fra billedkunst og arkitektur:
”Dele af det 20. århundredes billedkunstneriske modernisme så nyklassicismen som regressiv, man opfattede den som tilbageskuende, tragisksentimental, melankolsk og som indbegrebet af trangen til musealisering og monumental forstening. I dag (...) ser vi den snarere som en tidlig moderne søgen, hen imod hvad der kunne foreligge af fantastiske muligheder, efter at naiviteten er ophørt.”
Man kan så more sig over enkelte af resultaterne af den søgen tilbage: Operaen opstod omkring 1500 som et forsøg på at rekonstruere, hvad man opfattede som det oprindelige græske teater. Operaen er givetvis meget forskellig fra det græske teater, men uanset det viste antikken sin evne til at nære kreative frø: Der er siden skrevet over 40.000 operaer!
To emner er stedmoderligt behandlet. Den juridiske arv fra Rom er kun lige omtalt. Ærgerligt, for romerne var de første til at skelne mellem religiøs og verdslig lov. Denne skelnen er en del af den europæiske frihed, sammenlign bare igen med vores naboer i Mellemøsten og Lilleasien. Naturvidenskab fylder en del, med spændende eksempler, men her har bogen for en gangs skyld overset noget centralt i inspirationen fra antikken. Antikkens naturvidenskab følger tre spor. Platon-Aristoteles’ spor, der filosofisk vil bestemme, hvad for eksempel tyngdekraftens væsen er, lægevidenskabens, der helt empirisk beskriver sygdomsforløb, og Archimedes’ spor, der ikke spørger til fænomenernes væsen, men blot etablerer talrelationer. De to sidste spor førte til den moderne naturvidenskabelige revolution: Empiri og matematikken som sproget i naturens bog. Newton fortabte sig ikke i spekulationer om tyngdekraftens væsen, han ”nøjedes” med at beskrive den matematisk – og resultaterne vældede frem under hans pen.
Efter læsningen af denne i øvrigt virkelig smukke bog med dejlige billeder og et passende antal bogstaver på hver side står det klart, at antikken er omkring os både i et omfang og i en kvalitet og som en så inspirerende og diskuterende kultur, at det er umuligt at sætte den på formel og tage et opgør med den. Og skulle nogen prøve alligevel, er den franske revolutionskalender og tid fra 1793 et advarende eksempel. Den opdelte året i 12 måneder a 30 dage med tre uger a 10 dage. Hertil fem til seks skuddage, så tiden passede med solåret. Døgnet blev opdelt i 10 timer, og hver time inddeltes i 100 minutter. Endelig var hvert minut opdelt i 100 sekunder (her har bogen i øvrigt en underlig fejl ved at opdele hver time i kun 10 minutter). Timerne blev aldrig indført i praksis, bare udgiften til ure og den mentale omstilling var uoverkommelig, og månederne holdt i 12 år. Så gik Frankrig tilbage til den babylonsk-græsk-romerske model, antikken var igen omkring dem.