Arvesyndens forbandelse er, at man ikke kan koncentrere sig. Det kan man læse i den danske nationaldigter Johannes Ewalds elskelige digt ”Da jeg var syg” fra 1771. Digtet blev til, da Ewald var 28 år gammel og ifølge den danske litterat Thomas Bredsdorff (født 1937) endelig var blevet fri. Faderen havde ”været så venlig at dø”, og efter en mislykket flugt fra gymnasiet (for at ”finde en øde ø at strande på”) blev Ewald endelig sand digter.
”Hvi sank din stærke sjæl afmægtig ned,/ du første mand – dybt – til ustadighed?”, spørger Ewald i sit sygelige frihedsbrev.
”At være ustadig”, bemærker Bredsdorff, er ”på nudansk vejrets privilegium”. Men dengang betegnede det en sindstilstand. Distraheret, flyvsk, ukoncentreret. På den måde udtrykker Ewalds tid – hos Bredsdorff oplysningens og pietismens – en psykologisk snarere end en moralsk opfattelse af arvesynden. Eller mere fyndigt: Adspredelse er sjælens død, samling er løsenet.
Fortællerjeget i ”Da jeg var syg” er nemlig taget på landet for at komme sig, efter at bycivilisationen har gjort ham syg.
Derfor kan drukkenbolten Ewald skrive, at ”Som Skaberen kun henter fryd af sig,/ og uden andres hjælp er lykkelig;/ så skal jeg ære ham – og føle Mig/ og glemme ros – og guld – og brøl – og skrig!”
Selvom de citerede linjer samt digtets titel synes at handle om et personligt problem, bruger Thomas Bredsdorff det også til en bredere pointe om den Ewald, vi møder i hans lille bog, der angiveligt bliver Bredsdorffs sidste inden for faget:
”Det gale ved den foreliggende verden […] er ikke det ene eller det andet af dens fænomener, men dens fænomeners mængde og den ustadighed, de lokker en til.”
Denne pointe er væsentlig, for den skal bruges til en række principielle påstande fra Bredsdorffs side. Han vil vise, hvordan Ewald var en ”fuldgyldig repræsentant” for både pietismen og for oplysningen. Og så vil han med fortolkninger af Ewalds digte og romaner forsøge at antyde, hvor kraftigt Ewald fornam angsten, frygt uden genstand, en del år før Kierkegaards berømte analyser.
Det lykkes alt sammen i allerhøjeste grad. Læsere af Bredsdorffs forfatterskab vil vide, at Ewald var med fra begyndelsen, og at det altid har været drømmen at skrive en Ewald-bog. Om dette er bogen, Bredsdorff altid har drømt om, eller om han blev adspredt hen ad vejen, er selvsagt ikke til at sige. Sikkert heller ikke for ham selv. Bredsdorff har store bøger om oplysningstiden bag sig samt flere væsentlige erindringer. I en lille notits forrest i denne bekendtgør han, at dette bliver hans sidste bog i litteraturforskning. Og så kan den syge sjæl for så vidt fryde sig.
Ikke fordi det er slut, men fordi bogen samtidig får lov at markere begyndelsen på en ny satsning i dansk forlagsliv. Forlaget U Press bekendtgør nemlig, at man med en masse penge i ryggen begynder en stor skriftserie om dansk litteratur i en global kontekst.
Med sin afsluttende analyse af Ewald-digtet ”Håb og erindring” står denne lille bog ikonisk for slutninger og begyndelser. I Bredsdorffs parafrase lyder det, at ”man erindrer, at man var lykkelig sammen med sin ven; man håber, han også vil være lykkelig i fremtiden. Så elegant bliver det umulige ved at være i nuet vendt om til glæden ved, hvad der har været, og hvad der kan komme”.
Denne Ewald-bog fungerer på dette plan. Ikke blot godtgør den Ewald som en uhyre original digter og indsætter ham i europæiske idéstrømninger. Den får også lige nævnt, at selveste Goethe formentlig engang anmeldte dramaet ”Adam og Eva” (”ubærligt nonsens,” mente digterfyrsten desværre), og at Klopstock anbefalede Ewald til tyske teatre.
Bogen er samtidig bygget op som en indføring i Ewalds liv og levned, hvori de litterære fortolkninger let glider ind og ud af fortællingen. Det er lærerigt, ofte(st) korrekt, og så er det gennemført med den ægte pædagogs autoritet. Stilen og opbygningen er præget af en vis ro i tempo og argument, der ikke skaber træghed, men vægtighed og effekt på trods af bogens begrænsede omfang. Adspredelse undgået.
Ewald er blevet så dansk: Kongesangen ”Kong Christian”s tema gled umærkeligt ind i nationaloperaen ”Elverhøj”, der senere lagde musik og plot til det måske berømteste kup i ”Olsen-banden”. Men Ewalds eksperimenterende lille roman ”Levned og meninger” – af Bredsdorff beskrevet som mousserende munter – burde også være et europæisk hovedværk.
Ewalds oplysningsprægede forestillingsverden var heller ikke indskrænkende, men det modsatte. Her opstår en af bogens væsentligste pointer: Oplysning er ikke rationalisme, for i den Ewaldske-Bredsdorffske udgave er oplysning at leve i verden ved at iagttage den, ikke ved at tænke over den.
Problemet var for mange fænomener, for meget at opleve, for meget at vælge, for meget at beskrive. Deraf angsten. Adspredelsen. Brølene og skrigene. Bredsdorff skildrer oplysende og æggende, hvordan Ewald levede i en stor tid, men især digtede dens psykologiske konsekvenser.