Ny bog slår et slag for de små forlag

24 mikroforlag fortæller om uafhængighed og om simpelthen at gøre det selv. Vi skal råbe i kor i stedet for at råbe hver for sig, mener en af forfatterne

”Mikrofest” er titlen på bogen, som 24 forlag har bidraget til med tekst og billeder. Her ses en illustration fra forlaget Lesen.
”Mikrofest” er titlen på bogen, som 24 forlag har bidraget til med tekst og billeder. Her ses en illustration fra forlaget Lesen.

De er forskellige, de er specialiserede, og så kommer der flere og flere af slagsen. De små forlag. Overset er de muligvis, men ikke desto mindre er de på deres egen måde vigtige. Derfor er 24 mikroforlag gået sammen og har forfattet bogen med den specielle titel ”Mikrofest” – en sammentrækning af ”mikro” og ”manifest”. Det vender vi tilbage til. I første omgang: Hvorfor overhovedet en bog af og om 24 små forlag? Det handler om at være uafhængig, at udfordre, og så handler det om at give en stemme til de glemte og overhørte – også selvom det tømmer pengepungen.

”De små forlag er i høj grad et modsprog, og vi forfatter bøger, som ikke nødvendigvis – eller faktisk sjældent – tjener mange penge. Vi skaber i stedet en udvikling i kunsten frem for det samme gamle ’springen på tungen’ for det populære”, som Christel Sunesen, medstifter af hjemmesiden mikrofest.dk og ejer af Forlaget Ekbátana, fortæller.

Ifølge hende siger de små forlag ikke nej til at tjene penge, men de siger til gengæld nej til at udgive bøger for at tjene penge. Men bogen handler langtfra kun om det spidsfindige i at tjene penge, og den er heller ikke en ode til personer med penge. Det handler i stedet om at skabe opmærksomhed om de mindre forlag, som forsøger at fremme god litteratur. Men det er selvfølgelig sin sag at vurdere, hvad god litteratur er, som Arild Batzer fra forlaget Batzer & Co også beskriver i bogen:

”Kun guderne ved, om himmelens og helvedets vogtere, eller ormene, for den sags skyld, sætter pris på god litteratur (...) For et lille forlag, som ikke har nogen ambitioner om at vokse sig stort, findes der i sagens natur ingen anden drivkraft end kærligheden til god litteratur, til bøger, som man selv bliver bevæget af.”

Og derfor skal de små forlag ”råbe i kor i stedet for at råbe hver for sig”, som Christel Sunesen udtrykker det, så de får udbredt kendskabet til deres litteratur. Af samme grund hedder bogen ”Mikrofest”. De små forlag skal stå sammen, men ikke stå for det samme, de skal være en bevægelse, men ikke én bevægelse. Og så skal de være uafhængige på den måde, som de unge var det i 1980’erne.

”I begyndelse af firserne, dengang verden var ny, og vi var unge, begyndte vi at spille musik, selvom vi egentlig ikke kunne lide lyrik, og der var aldrig langt fra tanke til handling, og der var på godt og ondt ingen forstyrrende og forsinkende mellemled, ingen mor og far i skikkelse af redaktører og producere, intet pladeselskab og forlag, ingen distributør”, skriver Peter H. Olesen på vegne af forlaget Melodika.

Derfor vil de små forlag gøre det selv, eller som Peter H. Olesen formulerer det:

”Man kaldte det ’do it yourself’ (gør det selv, red.), og det er stadig denne diy-tankegang (ikke ideologi, vi var aldrig ideologiske, snarere anti), som præger foretagendet”.

Bogen ”Mikrofest” udkommer i dag og er udgivet med støtte fra litteraturfestivalen Kbh Læser, der slutter i morgen.