Efter at have ligget underdrejet i mange år er debatten om atomkraft igen kommet på den politiske dagsorden, og under indtryk af energikrise og klimaændringer er der for første gang i nyere tid et lille flertal herhjemme for at satse på atomkraft, som en Megafon-måling i september viste. Det ligner en generationskløft, for det er især de unge, der er tilhængere, mens den største modstand findes i aldersgruppen over 60 år.
Forfatteren Hans Jørgen Nielsen har arbejdet som journalist og politisk rådgiver og har udgivet flere bøger om at skrive. Det er da også en veloplagt fremstilling af atomkraft, som læseren bliver præsenteret for i denne bog, og hvis man ellers kan affinde sig med, at forfatteren jævnligt henvender sig direkte til læseren i førsteperson, er det svært ikke at lade sig rive med af fortællingen.
Hans Jørgen Nielsen mente selv, at han var på det godes side, da han omkring 1980 sang med på protestsangene mod atomkraft. Siden har han ændret holdning, og det får han også til at harmonere med oplevelser i ungdommen, som da han et halvt år levede sammen med en landarbejderfamilie i Nicaragua.
Her boede 10 familiemedlemmer i et hus på 40 kvadratmeter, hvor maden blev tilberedt over et åbent ildsted. Der var ikke elektricitet, så der var mørkt fra klokken 18 om aftenen til klokken 6 om morgenen. Toilettet var et hul i jorden, badeværelset en spand vand, og skolegangen sporadisk. I dag er hans erfaring fra Nicaragua, at der er en tæt og direkte sammenhæng mellem adgang til billig energi og et lidt bedre liv.
Som titlen antyder, gennemgår forfatteren argumenterne mod atomkraft, og han påviser, at mange er baseret på fordomme og myter uden hold i virkeligheden.
For eksempel findes der ikke et eneste eksempel på, at kvinder, der har været udsat for selv meget høje doser radioaktivitet, har født børn med handicap af den grund; der er blevet født handicappede børn, men det skyldes ikke, at forældrene har fået stråling. Alligevel tror de fleste danskere, at der er født tusindvis af handicappede børn på grund af ulykkerne i Tjernobyl og Fukushima.
Forklaringen er ifølge forfatteren, at selv mainstreammedier bliver ved med at gengive de forkerte historier, og det illustreres med tre artikler fra Danmarks Radio, TV 2 og Kristeligt Dagblad. Artiklen fra nærværende avis er skrevet i 2007 og fortæller under overskriften ”Tjernobyl-ofrene arver sygdomme” om, hvordan børn bliver født med både indre og ydre misdannelser, uden arme eller øjne, men til gengæld med tumorer, hjerte- og lungesygdomme eller hjerneskader.
Hans Jørgen Nielsen har over for DR, TV 2 og Kristeligt Dagblad fremlagt dokumentation for, at der i internationale ekspertorganisationer som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er konsensus om, at der ikke er arvelige effekter af strålingsskader. Reaktionen er tankevækkende, for både DR og TV 2 fralagde sig ethvert ansvar og svarede blot, at de ikke var enige i den videnskabelige konsensus. DR argumenterede endda med, at de bare havde brugt samme vinkling på historien som ”respekterede internationale medier som BBC og New York Times”. Som det eneste medie indrømmede Kristeligt Dagblad, at artiklen var dårlig journalistik med upræcise kilder såsom ”forskerkredse” og ”de fleste eksperter”.
Hvis man har fulgt debatten om atomkraft, er der nøgternt set ikke så meget nyt i bogen, men der er mange illustrative og tankevækkende eksempler – for eksempel at hvis man havde samme krav til trafiksikkerheden som til atomkraftindustrien, måtte hver dansker kun køre 450 kilometer i bil om året.
Efter endt læsning sidder man mest af alt tilbage med en undren over, at folkestemningen i årtier har været imod atomkraft. At journalister hellere vil skrive sensationshistorier end om kedelige fakta, kan næppe være hele forklaringen, og her savner man en dybere analyse. En ofte fremsat forklaring er, at vi mentalt forbinder paddehatteskyer med atomkraftværker, men i så fald virker det ikke rationelt, at vi accepterer, at verden konstant vedligeholder og moderniserer sine atomvåben, samtidig med at vi protesterer mod den fredelige udnyttelse af atomkraft.
Måske er en del af forklaringen, at frygt er en rodfæstet del af Vestens kulturelle baggrund, og i så fald bliver frygten for atomkraft svær at ændre, og det kommer ikke til at ske med en enkelt bog, selvom den er et fint bidrag. Men det kan være, at vi kommer til at frygte Putin og klimaændringer mere, end vi frygter atomkraft?
Hans Jørgen Nielsen: Alt det ingen har fortalt os om atomkraft. 310 sider. 299,95 kroner. Presto.
Gæsteanmelder Jens Olaf Pepke Pedersen er cand.scient., ph.d. i fysik og seniorforsker på institut for rumforskning og rumteknologi på Danmarks Tekniske Universitet.