Ny britisk kulturminister er også en kontroversiel kulturkriger

Nadine Dorries er blandt andet kendt som en indædt modstander af licensbetalte BBC, og hendes udnævnelse vækker undren i kulturkredse

64-årige Nadine Dorries var det mest overraskende navn, da premierminister Boris Johnson gennemførte en større ministerrokade sidste måned
64-årige Nadine Dorries var det mest overraskende navn, da premierminister Boris Johnson gennemførte en større ministerrokade sidste måned. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

Med et brag væltede to tårne i industribyen Redcar ud til Nordsøkysten i sidste måned.

Men det var også et brag, der annoncerede, at Storbritannien havde fået en ny konservativ kulturminister i form af Nadine Dorries, som ikke er bange for at tage kontroversielle beslutninger.

Fabrikskomplekset Dorman Long fra 1950’erne var fredet af bevaringsorganisationen Historic England som et symbol på den stolte industrikultur i byen. Men som en af sine første gerninger omgjorde Nadine Dorries den fredning, og blot fem dage efter at hun satte sig på posten, var de historiske industribygninger væk.

64-årige Nadine Dorries var det mest overraskende navn, da premierminister Boris Johnson gennemførte en større ministerrokade sidste måned. Hun kom fra en juniorposition som minister for mental sundhed og forebyggelse af selvmord, hvor hun kunne trække på sin baggrund som sygeplejerske. Nu har hun titlen minister for digitalisering, kultur, medier og sport. Det betyder også, at hun sidder med i kabinettet med de vigtigste ministre i regeringen.

Posten ses i høj grad som en belønning for, at hun har været en trofast støtte af Boris Johnson og ikke mindst en ihærdig forkæmper for Brexit. Men hun har også markeret sig i den såkaldte woke-debat, det vil sige debatten, som er begyndt at fylde, i takt med at flere er blevet vakt og bevidst om den uretfærdighed, der kan komme til udtryk i samfundet i form af eksempelvis racisme og diskrimination på baggrund af seksuel orientering. Hun har desuden kritiseret umorsomme venstreorienterede komikere og er en indædt modstander af BBC og ikke mindst licenssystemet, som hun mener, er noget, der burde høre sovjettiden til. En af de første store sager på hendes bord er den konservative regerings plan om at sælge tv-stationen Channel 4, som også er delvist licensbetalt.

Efter hendes udnævnelse har medierne fundet et gammelt citat fra 2012, hvor hun deltog i et realityprogram, hvor kendte skal overleve i den australske jungle og blandt andet spiser mærkelige ting og insekter. Hun fik serveret en anus fra en struds – og sagde meget berømt:

”At det var bedre end at blive interviewet af BBC.”

I sine første uger har hun haft travlt med at rose de kulturelle industrier såsom genåbningen af Londons teatre efter coronanedlukningen og med at tage del i modeugen i London.

Men hun har også været ude med riven efter netop BBC.

I en podcast for Daily Telegraph bebuder hun hårde forhandlinger, når den nuværende licensaftale udløber.

”Vi skal have en debat om, hvordan BBC bedre kan repræsentere de mennesker, der betaler licenspengene, og hvordan det kan blive nemmere at få et BBC-job for folk fra alle samfundslag og ikke kun for folk, hvis mor og far arbejdede der,” siger Nadine Dorries.

Særligt det sidste har fået folk til at påpege, at Nadine Dorries selv er skyldig i nepotisme, da hun har haft sine to døtre ansat som assistenter i parlamentet.

Hendes overraskende udnævnelse giver bekymring i kulturverdenen.

”Få dele af økonomien har lidt så meget under pandemien som den kulturelle sektor. Med det in mente bør den nye kulturminister fokusere mere på at støtte vore kulturelle industrier end bære ved til kulturkrige, som blot skaber splittelse,” siger Mike Clancy til mediet The Stage, der skriver om teaterverdenen.

Han er generalsekretær for fagforeningen Prospect, som organiserer ansatte på teatre og i film- og tv-branchen.

En mere sarkastisk velkomst kom fra europaredaktøren for The New York Times, som på Twitter bemærkede, at den tyske kulturminister er uddannet kunsthistoriker, og den franske har skrevet en bog om Verdi.

Men Nadine Dorries har, sideløbende med karrieren som parlamentsmedlem siden 2005, også skrevet adskillige bøger. De trækker på hendes egen opvækst i arbejderklassen i Liverpool, hvor hendes mor var anglikansk, mens faderen var irsk katolik. Anmelderne har ikke været venligt stemt over for bøgerne, men de sælger godt. I 2020 opgav hun til parlamentets interesseregister, at hun havde tjent over 800.000 kroner på at være forfatter.

Hun skal nu vise, at hun kan omfavne hele kulturlivet, som dog er vant til, at kulturministre kommer og går. Nadine Dorries er således den 10. på lige så mange år.