Simon Pasternak kom sent i gang med at læse. I de tidligste skoleår sad Gyldendals nye forlagschef for den skønlitterære afdeling bogstaveligt talt under bordet og tegnede for at gemme sig for bøgerne, og han endte i en specialklasse, inden han begyndte at stave sig igennem sine første små børnebøger fra 3.-4. klasse.
”Jeg var nok blevet sat for tidligt i skole. For jeg kunne hverken læse eller sidde stille på en stol, da jeg var lille, men da jeg først opdagede bøgernes verden, kunne jeg slet ikke stoppe med at læse,” siger Simon Pasternak, der også voksede op i et hjem nord for København, hvor bøger var en naturlig del af hverdagen.
Faderen var direktør i medicinalbranchen, og moderen var hf-lærer i dansk, men de var begge ”besat af litteratur” – ikke mindst af forfatterne omkring det moderne gennembrud.
”Min far kom fra en fynsk bondeslægt, mens min mors familie var russiske jøder. Men ingen af dem var på nogen måde religiøse. Og den litteratur, de elskede, var også regionskritisk. Jeg kan huske, hvordan jeg sommetider diskuterede med min far, om jeg skulle blive siddende indenfor og lytte til hans oplæsning af Pontoppidan eller måtte komme ud på vejen og lege med mine venner. Dengang ville jeg nok helst ud på gaden,” siger han med et skævt smil i skægget.
”I dag kender jeg det også fra mit eget hjem, hvor min kone, der også er litterat, og jeg godt kan blive lidt overivrige på bogens vegne, så der straks står en hel stak bøger foran børnene, hvis de bare ytrer et lille ønske om at vide noget. Men det er jo slet ikke måden at få sine børn til at læse på,” siger han og griner, inden han tilføjer, at både den 16-årige datter og den 12-årige søn derhjemme alligevel – mellem computerspillet Fortnite og studenteraktivismen – har fundet deres egen glæde ved at sidde for sig selv og sætte billeder på det, de læser. Og for Simon Pasternak åbnedes der en hel verden, da han selv begyndte at læse for alvor i gymnasiet.
”Det var for eksempel en stor oplevelse for mig at læse Tolstojs ’Krig og fred’, som jeg er vendt tilbage til mange gange og også skrev speciale om. Den handler om, hvordan alle vores fantastiske planer om at bemægtige os livet, om det så er i kærlighedslivet eller ved at erobre Rusland, lider skibbrud, fordi vi ikke kan styre tilfældet, men bare må kaste os ud i livet. Persongalleriet er samtidig dejligt stort, så det er svært at vide, hvem hovedpersonen er, men det er nok den bebrillede tyksak Pierre, som er lidt desorienteret i livet. Og identifikationsmæssigt havde jeg det utroligt med at finde en romanfigur, der var 1) tyk, 2) bar briller og 3) var desorienteret i livet. Også fordi stort set alle romanfigurer siden romantikken er tynde. Den udsultede kunstner er et kæmpe motiv i litteraturhistorien, men hvor er de tykke henne,” spørger Simon Pasternak med et smil som en mulig første programerklæring som ny forlagschef for Gyldendals skønlitterære område.
Den brillebærende forlagschef sidder stadig på sit forholdsvist beskedne redaktionschefkontor på forlaget, inden han snart rykker ind i Johannes Riis’ berømte mahognikontor. Men det bliver uden mahognimøblerne. For det er nye tider på det gamle forlag. Og Simon Pasternak overtager heller ikke Johannes Riis’ titel som litterær direktør. Med forlagets nye struktur er chefen for den skønlitterære afdeling sidestillet med cheferne for forlagets øvrige afdelinger under direktøren for det hele, Morten Hesseldahl.
”Den nye struktur giver god mening,” siger Simon Pasternak og fortsætter:
”Rent historisk lavede man en struktur, da Knud W. Jensen i sin tid købte forlaget i 1952, så man gjorde det meget vigtigt, at skønlitteraturen var Gyldendal. Men det er jo forkert. For vi laver mange forskellige slags bøger, og det ene er ikke finere end det andet. Det er et godt signal, vi nu får sendt. For der har nok været en forestilling om, at Gyldendal var et fint og fornemt mahognibeklædt og lidt uopnåeligt sted, og den forestilling holder ikke – og har i øvrigt aldrig gjort det. Vi skal holde døren åben for alle, der har en stemme og et talent for at skrive. Litteratur læser vi ikke, fordi den er det fineste i verden, men fordi den er det vigtigste, og litteraturen skal være for alle og være lige midt i livets hvirvelstrøm.”
Hvad er god litteratur for dig?
”Litteratur er brandbart materiale, og god litteratur når ind til den ild og den stemme, som kan forføre og inspirere os til at tænke over, hvem vi er. Det kan man gøre på alle mulige måder, men det skal være stærkt, originalt og vigtigt. God litteratur har intet med genrer at gøre. Ligesom en krimi kan være dårlig, kan det irriterende begreb ’eksperimenterende litteratur’ også være dårlig litteratur. Gyldendal vil fortsat have alle genrer på programmet. Men det vigtige er, at der ikke er noget loft for ambitionen, og at man har en stemme, der kan fortælle om sin verden.”
Den gode litteratur har også både en eksistentiel og æstetisk dimension, tilføjer han.
”Litteraturen er en opdagelse af andre mennesker, fordi litteraturen leverer stemmer, der beskriver andre menneskers verden. Den anden dimension er mere magisk og handler om sprog og sanselighed. Jeg begyndte selv tidligt at læse Johannes V. Jensen, som man dengang skulle læse i den danske folkeskole, og jeg glemmer aldrig hans beskrivelser af Det Stockholmske Blodbad i ’Kongens Fald’: ’De halshuggede laa endnu paa Torvet i en Vask af Blod og Natteregn’. Det er da vildt skrevet!”.
Hvordan vil man kunne mærke, at du er blevet chef for den skønlitterære afdeling?
”Vi sidder oven på 248 års kompakt og brutalt talent, så det er svært at sige andet, end at det er et godt sted at komme fra. Og vi skal bare fortsætte med alt det, Gyldendal står for af tradition og omsorg for talent. Men vi er også begyndt at åbne huset mere for andre måder at skrive på og redigere på, og det kommer vi til at gøre mere i fremtiden. Jeg tror, nogle forfattere er kommet i klemme i et lidt gammeldags forfatterbegreb, hvor redaktøren først læste værket, når det var færdigt, og man havde et fortroligt og intimt rum med sin redaktør. Det fortrolige og intime rum, hvor der er respekt og engagement i teksten, skal vi absolut beholde, men vi skal også møde forfatterne og bøgerne, hvor de er. Og man kan have flere redaktører og flere øjne på sin bog. Mange yngre forfattere er vokset op i en diskussionskultur, der er mere procesorienteret, og dem skal vi også kunne møde, når de kommer med en idé eller fem sider. Der er lige så mange måder at redigere på, som der er forfattere.”
Samtidig ser han også en vigtig samfundsopgave i at udgive bøger, der repræsenterer alle stemmer i verden:
”Vi lever i en tid, hvor mange deler sig efter anskuelse med familie og venner, der har samme holdning som en selv. Det bekræfter de sociale medier også, hvor mange moraliserer over for dem, der ikke har de samme holdninger som dem selv. Venstrefløjen udskammer højrefløjen, og højrefløjen udskammer minoriteter, som man ikke synes passer ind. Men litteraturen er måske det sidste sted, hvor man kan opdage andre stemmer, så man kan udvide sit eget perspektiv. Og Gyldendal skal åbne døren endnu mere for nye stemmer. Litteraturen skal være fri for ideologier, moralisering, faste former for at forstå verden, hvad enten det er politisk korrekthed eller højrefløjens fastlåste holdninger. Vi er nødt til give hinanden stemme og høre på hinanden, og det er det, som litteraturen kan hjælpe kvalificeret med, så vi skal åbne verden ved at repræsentere de stemmer, der findes i verden,” siger Simon Pasternak, som dog hverken ser sig selv som en politisk, religiøs eller ideologisk aktør i det spil:
”Min eneste intention med at være her er at gøre, hvad jeg kan, for at den gode litteratur kommer frem til den boglæsende dansker. Jeg er ikke kulturminister, ideolog, pædagog eller prædikant. Men jeg er ekstremt interesseret i litteratur, og jeg er optimistisk på litteraturens vegne. For mens man skærer ned i litteraturen i uddannelsessystemet og på kunststøtten til bøger, synes jeg, at man kan se, at der blandt de unge er en vækkelse omkring litteraturen, der skaber nye fællesskaber. For en god bog har man også lyst til at give videre, uanset om det foregår i en sognegård eller til en oplæsning i Kødbyen, så jeg synes ikke, at man behøver at være trist på litteraturens vegne.”
Som ung oplevede han også selv, hvordan gode romaner pegede på fællesskabet og hjalp ham gennem nogle svære ungdomsår, da han var i begyndelsen af 20’erne.
”Der er nogle bøger, der simpelthen har hjulpet mig gennem livet, Tolstojs ’Krig og fred’ er den ene. P.O. Enquists ’Kaptajn Nemos bibliotek’ er en anden. Det er den ultimative depressionsbog, men det er også en bog, der handler om nåden. Den læste jeg, da jeg ellers næsten ikke syntes, at livet var værd at leve. Jeg følte mig sat uden for fællesskabet. Og romanen giver netop en beskrivelse af smertepunktet i den tilstand af umenneskelighed, man befinder sig i, når man har en depression, men også længslen efter det, Enquist kalder opstandelsen i kødet, en nådestilstand, der løfter en op igen. Det er lidt som selvmordscenen i Tolstojs ’Anna Karenina’, hvor hun på vej mod togstationen ikke kan lade være med at få øje på ting, der lader livet titte frem, da hun ellers føler, at hun er endt i en social og eksistentiel blindgyde. For livet titter altid frem. Det er de små splinter i det berømte mørke. Gennem mødet med et medmenneske, solens stråler eller en god bog.”
Kan du beskrive en splint, der har givet dig håb i dit eget mørke?
”Jeg boede i Odessa i Ukraine i nogle måneder, mens jeg havde det værst som ung. En dag satte jeg mig på en berømt trappe – den med den rullende herreløse barnevogn fra Eisensteins stumfilm ’Panserkrydseren Poemkin’ – for at ryge en smøg og se ud over Sortehavet, og da kom der en fremmed mand og spurgte, om han måtte få en cigaret. Jeg gav ham en, og han satte sig tavst ved siden af mig og røg, mens vi kiggede ud over byen sammen. Og bagefter sagde han bare ’tak for det’. Da mærkede jeg i de få minutter, det varede at ryge den cigaret, et fællesskab med et andet menneske, som viste mig, at jeg godt kunne få kontakt med andre mennesker. Og derfra gik det fremad. Mennesket er jo irrationelt. Sommetider kan det være nok, at en anden deler en smøg med en, for at man ikke skal føle sig helt alene. Men det kan også være bøger, der giver håb. For det er det inderste menneske, man møder i de rigtig store bøger. Det er der, hvor lidelsen, liderligheden og humoren findes. Hele den menneskelige komedie. Og sommetider tænker jeg over, hvor meget jeg egentlig ved om dem, der er tæt på mig, og hvor meget jeg gætter mig til ud fra bøger, jeg har læst. For jeg tror, at vi lærer meget om andre mennesker ved at læse bøger, som er det eneste sted, hvor man kan læse en andens tanker. Hvor kan man ellers møde det inderste menneske i sig selv?”.
I kirken?
”Ja, nu er jeg ikke selv troende, men det er måske i virkeligheden sådan, jeg har det med litteraturen. Det er der, hvor man hænger titlerne ude i våbenhuset og bliver spejlet i en tekst, som man er.”