Alle elementer spiller sammen i nyt teaterstykke om rigtige mennesker

Aarhusianske Hans Rønne og Teater O er på banen igen, denne gang med en uhyggeligt god familietragedie

Hans Rønne er en institution i dansk teaterliv – og allerede næste måned er han aktuel igen med forestillingen ”Abrahams børn” på Svalegangen. –
Hans Rønne er en institution i dansk teaterliv – og allerede næste måned er han aktuel igen med forestillingen ”Abrahams børn” på Svalegangen. – . Foto: Svalegangen.

I 2014 sendte denne anmelder fem stjerner efter Hans Rønne og Teater O for den fremragende, rørende – og Reumert-nominerede – forestilling ”Som i himlen”. Nu har de gjort det igen. Skabt en troværdig historie om rigtige mennesker, hvor man kommer helt tæt på.

Lillebyen Nerve ligger et sted i udkanten. I udkanten af civilisationen, i et skovrigt område, hvor menneskene og gadelygterne er få, og mørket og hemmelighederne trives.

I dette tæt sammentømrede samfund er alle lidt i familie med alle, man taler jysk med ubestemmelig dialekt og bruger ”jo” i overflod, så alt lyder indforstået.

Samlingsstedet er den lokale brune bodega, meget passende kaldet Nerven, hvor de voksne drikker hjemmebrændt og hører amerikansk country på jukeboxen, mens børnene rafler og drømmer om at blive tømrere.

Stykkets titel leder tankerne hen på den for nogen fornærmelige benævnelse ”Udkantsdanmark”. Men handlingen her er ikke bundet til noget særligt dansk og kunne for så vidt sagtens udspille sig i det nordlige Canada eller i en flække i Tyskland.

Vi har også set lignende på filmlærredet. For eksempel i Debra Graniks ubehagelige ”Winter’s Bone” fra 2010 om et skrækkeligt udkantssamfund i Arkansas i USA. I sin handling er ”I udkanten” altså ikke enestående. Men det er den heldigvis på så mange andre punkter.

Forestillingens originalitet begynder med scenografien. Her opererer Claus Helbo med en sofistikeret symbolik, som er teatermediets monopol, og som ikke sådan lige lader sig oversætte til film.

Et tårn af træskamler vælter og stables om og om igen i den sandbløde skovbund, som byggesten eller Tetris-klodser. Men der er noget galt med den måde, de er stablet på. Der mangler noget. Der er noget, og nogen, der er i ubalance. Men hvorfor? Vi holdes hen i spænding.

Dernæst karaktererne. Personkarakteristikkerne er usædvanligt skarpe, og man har på fornemmelsen, at disse mennesker faktisk findes. Man har mødt dem før.

Hans Rønne har altså fået det allerbedste ud af de fem dygtige skuespillere, som svinger uproblematisk og troværdigt mellem roller i nutid og datid op igennem familiehistorien – fra ivrige lege-børn til sløvsindede teenagere til fordrukne og siden alvorlige voksne.

Lars Dammark er uhyggeligt realistisk som plejebarnet Thomas, der på kikset-nonchalant vis kaster sin cardigan over skulderen og flirter med den nyligt ankomne handicaphjælper.

Rasmus Reiersen veksler gnidningsløst mellem sine roller som den alvorligt hjerneskadede Rolf, en varm og kærlig dreng, og skovhuggeren John, ægte machomand og utro ægtemand.

Anders Valentinus Dam formår at spille to roller i én og markerer tydeligt overgangen mellem den glade T fra før den fatale ulykke, og den kuede, nervøse T, der lider af tung skyldfølelse over sin lillebrors skæbne.

Lone Dam Andersen er den intrigante mor, Gerda. Hun styrer familien, Nerven og byen med hård hånd. Men man fornemmer hendes sårbarhed bag ved de nedværdigende stikpiller og hårde løgne.

Allerbedst er dog forestillingens lille, nye, friske pust: svensk/danske Asta Kamma August, som er tredjeårselev ved Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Hun stormer os omkuld med sin energi som svenske Sarah – outsideren, der kommer til byen og vælter matriarkens store læs af løgne.

Bag ved denne forestilling synes at ligge en enestående holdindsats – fra manuskript til udførsel – og det kan i den grad mærkes på den dramaturgiske kvalitet. Alle elementer spiller sammen og er i flot balance. Det er moderne, uprætentiøst og ægte teater. En flot præstation fra et lille teater, som de største kan lære meget af.