Ny dansk film er fuld af sprængfarlige fortrængninger

"Krysantemum" er et lavmælt og bevægende nordjysk drama om fortielser og følelser, der kommer ud af kontrol

Morten Hee Andersen og Henrik Birch i rollerne som den fortabte søn og den indebrændte far i Christian Bengtsons stærkt spillede debutdrama ”Krysantemum”.
Morten Hee Andersen og Henrik Birch i rollerne som den fortabte søn og den indebrændte far i Christian Bengtsons stærkt spillede debutdrama ”Krysantemum”. Foto: Morten Rygaard.

Krysantemum er navnet på en smuk blomst, hvis kronblade folder sig ud og rækker mod himlen. Blomstens form har givet navnet til et stykke fyrværkeri, hvis kraft er som en mindre bombe, og som derfor er strengt forbudt i Danmark. Men kan den sprængfarlige bombe igen forvandle sig til en smuk blomst, hvis den kommer i de rette hænder?

Det er den enkle og fint forløste fortællelinje i Christian Bengtsons spillefilmdebut ”Krysantemum”. Et potentielt eksplosivt drama af indestængte følelser, der meget passende er henlagt til instruktøren og manuskriptforfatterens hjemegn i det nordlige Jylland, hvor der hellere siges for lidt end for meget. Og nogle gange slet ikke noget! Den lavmælte tone flugter filmens miljø og budskab godt: nemlig, at de tragedier, der lever inden i mennesket, nødvendigvis må italesættes, hvis de ikke skal udarte og i sidste ende føre ulykke med sig. Som film balancerer ”Krysantemum” emotionelt og æstetisk overbevisende mellem polerne tavshed og tale, farlighed og forsoning.