Krysantemum er navnet på en smuk blomst, hvis kronblade folder sig ud og rækker mod himlen. Blomstens form har givet navnet til et stykke fyrværkeri, hvis kraft er som en mindre bombe, og som derfor er strengt forbudt i Danmark. Men kan den sprængfarlige bombe igen forvandle sig til en smuk blomst, hvis den kommer i de rette hænder?
Det er den enkle og fint forløste fortællelinje i Christian Bengtsons spillefilmdebut ”Krysantemum”. Et potentielt eksplosivt drama af indestængte følelser, der meget passende er henlagt til instruktøren og manuskriptforfatterens hjemegn i det nordlige Jylland, hvor der hellere siges for lidt end for meget. Og nogle gange slet ikke noget! Den lavmælte tone flugter filmens miljø og budskab godt: nemlig, at de tragedier, der lever inden i mennesket, nødvendigvis må italesættes, hvis de ikke skal udarte og i sidste ende føre ulykke med sig. Som film balancerer ”Krysantemum” emotionelt og æstetisk overbevisende mellem polerne tavshed og tale, farlighed og forsoning.
Det kammerspilslignende familiedrama handler om den unge mand Anders (Morten Hee Andersen) og hans far Thomas (Henrik Birch) og mor Kamma (Karen-Lise Mynster), der lever sammen – hver for sig. Thomas og Kamma er fraskilte, men driver et transportfirma sammen et sted deroppe nordpå i Jylland, hvor havet stundesløst slår mod kysten, og hvor gamle tyske bunkers ligger som fortidsuhyrer i havstokken. Anders er flyttet hjemmefra og ernærer sig som anlægsgartner med en nebengeschæft som importør og sælger af ulovligt fyrværkeri. Bag de tre menneskers tavse fortvivlelse aner man en familietragedie, der rev dem fra hinanden, og som nu lader dem flakke omkring som skygger af sig selv.
”Krysantemum” foregår tæt på jul og nytår, årstiden for nyt håb og en mulig forvandling – og forsoning. Kamma går på kirkegården med Anders, hvor han lægger blomster på sin afdøde brors grav. Den skjulte fjerde part i familiens tragedie. Drengen, der mistede livet alt for tidligt, men fortsat lever i de efterladte som en anfægtelse. Den døde siger ikke noget, de endnu levende bliver nødt til det, hvis ikke lunten skal tændes og alt eksplodere i et ødelæggende fyrværkeri nytårsmorgen.
Ude på den ejendom, hvor familien før levede sammen, går Thomas endnu rundt som et tavst vidne til den tragedie, der førte til familiens opløsning. Faderen plantede to træer ved sine drenges fødsel. De står endnu og har vokset sig store og er faderens pant på det liv, der ellers er blevet meningsløst. Han sløser med sig selv og sit. En lækket olietank har forurenet hans grund, og fallitten kommer den dag, miljømyndighederne sender en regning for oprydningen. Det bliver herude på kanten, hvor olien siver ned i undergrunden, at faderen og den fortabte søn tøvende finder hinanden igen. For kan Anders måske sone noget af sin skyld ved at hjælpe sin far? Om det så skal være ved handel med og produktion af ulovligt fyrværkeri?
Som det måske fremgår, er symbolikken til at tage og føle på i ”Krysantemum”. Ligesom de dilemmaer og bifigurer, som filmen eksponerer i afviklingen af plottet, er genkendelige og tæt på klicheerne. Men Christian Bengtson er en fintmærkende instruktør og en fuldstændig sikker manusforfatter. De tre hovedkarakterer er suveræne i rollerne og afleverer de knappe replikker på Thybomål, så alt det usagte står og dirrer som i et trykkammer. Henrik Birch er danmarksmester i roller som tavs indebrændt mand, fyldt af latent aggression, mut tillukkethed og usigelige følelser bag de blanke øjne. I rollen som faderen Thomas er han i sit es. Karen-Lise Mynster er i rollen som moderen Kamma inkarnationen af tragedie og resignation helt overbevisende. Mens Morten Hee Andersen som den fortabte søn gestalter følelsen af forbandet ungdom, desperat farlighed og ulyksalig opgivelse, så man virkelig tror på ham. Det hele understøttet af David Bauers kamera, der skaber autenticitet i det hårde miljø, derude hvor naturen bider, og kun tankstationerne lyser i mørket.
”Krysantemum” gør sig som drama ikke store illusioner om at kunne forvandle den farlige bombe til en strålende blomst. En ulykke kommer sjældent alene, når man som de tre i den lille familie synes ude af stand til at håndtere de følelser, der rumsterer i dem. Andre og helt og aldeles uskyldige må bøde for deres uformåenhed og sært afsporede handlekraft, når det endelig gælder. Men et sted i det hårde miljø på kanten af verden gemmer der sig endnu et par lysende røde kronblade fra en Krysantemum i sprækkerne mellem tavshed og tale. ”Krysantemum” er en stærk og vedkommende film.
Krysantemum. Instruktion: Christian Bengtson. Manus: Christian Bengtson. Kamera: David Bauer. 101 minutter. Premiere i dag landet over.