Titlen er i hvert fald ikke falsk varebetegnelse. Det er svært at forestille sig en mere stille film end ”Stille liv”. Det skyldes filmens hovedperson Carl, der som regel kun åbner munden og siger noget, når andre trækker ordene ud af ham. Det skyldes filmens tempo, der er så nedtonet, at det faktisk ser ud, som om ”Stille liv” gerne vil være en dokumentarfilm og ikke en fiktionsfilm. Og det skyldes filmens tone, der er nænsomt registrerende og alt andet end højtråbende.
Men det skyldes især ”Stille liv”s tilgang til temaet "transnational adoption". I årevis er adoptioner blevet opfattet som en fornuftig løsning på et praktisk problem: Barnløse par fra rige lande har hentet børn, der ellers ville have fået et liv i elendighed i et fattigt land. Gennem de seneste år er der imidlertid flere nuancer på tilværelsen som adoptivbarn i vesten. Det er naturligt nok ikke uproblematisk at udskifte kultur, sprog, hjemland og forældre. Og det er ikke nødvendigvis nemt at vokse op som fremmed og særlig i et samfund.
Det ved instruktøren Malene Choi alt om. Hun er selv født i Sydkorea, men vokset op i Helsingør, og oven på ”The Return” (2018) er ”Stille liv” hendes anden film i en trilogi om transnational adoption. Hendes historie om Carl er dels inspireret af egne oplevelser, dels af historier, hun har fået fortalt på et modtagehjem i Sydkorea. Den er ikke et angreb på fænomenet adoption, som naturligt nok kan føre både gode og dårlige oplevelser med sig, men et forsøg på at beskrive rodløsheden som adoptivbarn.
Hvordan føles det at være spændt ud mellem to kulturer med flere tusinde kilometer mellem sig? Det beskriver Malene Choi gennem en historie, der har en tendens til at skære alt ud i tykt pap. Carl er ikke bare blevet adopteret af et par gennemjyske molboer i form af bondemanden Hans (Bjarne Henriksen) og bondekonen Karen (Bodil Jørgensen), hans adoptivforældre har også et ønske om, at Carl en dag skal overtage deres gård. Så er man da landet i Danmark, med alt hvad den kan trække af spegepølsemadder, bajere på kroen og racisme til familiefesterne.
Filmsproget bliver lige så unødvendigt overtydeligt, når Carl fantaserer om, at hans biologiske mor dukker op i køkkenet på gården, eller pigen Marie, der også har asiatisk baggrund, er med ham ude at spise på restaurant. Som tilskuere er vi ikke i tvivl om, at Carl hænger og spræller mellem to kulturer. Det ved vi helt fra begyndelsen af filmen, især fordi Cornelius Won Riedel-Clausen, der spiller Carl med et genert og indadvendt ansigtsudtryk, så tydeligt er en fisk i fremmede vande.
Det havde klædt ”Stille liv” med flere nuancer på Carls rodløshed, for eksempel ved at lade ham være den udfarende og udforskende type, der udfordrer bondekulturen omkring ham. I stedet er han en mere eller mindre tom skal, der suger til sig af indtryk og først til sidst samler sig sammen til at reagere.
Men Malene Choi har tilsyneladende ikke ønsket at overfortælle noget. Hun har fokuseret på det stille liv, på de små nøgterne registreringer af et liv som rodløs dansker. Det er der kommet en lille og stille og nænsom film ud af. Og i hvert fald en film, der ikke ligner ret meget andet, der er skabt på dansk grund.
Stille liv. Instruktion: Malene Choi. 102 minutter. Danmark 2023. Vises i udvalgte biografer.