Ny dansk film vil beskrive sorgen ved barnløshed. Men det lykkes ikke helt

"Ønskebarn" tager udgangspunkt i den sorgfulde virkelighed for mange kvinder. Men dramaet er mest et påskud for at skabe en lækker film

Danica Curcic er, som altid, en intens oplevelse i filmen "Ønskebarn".
Danica Curcic er, som altid, en intens oplevelse i filmen "Ønskebarn". Foto: Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix.

Der er en voldsom energi i kernen af "Ønskebarn": frustrationen hos tusindvis af kvinder, som brændende ønsker sig at få et barn, men bare ikke kan. Biologien vil ikke.

Det paradoksale er, at det aldrig lykkes "Ønskebarn" og den debuterende instruktør, Cecilie McNair, at indfange den energi og vise os sorgen og vreden og frustrationen hos et menneske, der ikke kan få sit mest basale ønske opfyldt.

Ingen, der ser filmen, kan være i tvivl om, at hovedpersonen Hannah (Danica Curcic) er dybt plaget af sin manglende evne til at blive gravid. Og at hun pines hver gang, at et nyt forsøg på en fertilitetsklinik går galt.

Men efterhånden bliver den sorg, der tager udgangspunkt i en dansk virkelighed, trængt til side. Ikke af en bedre historie eller et mere påtrængende drama, men af selve filmen. Af film. Man kan næsten mærke manuskriptforfatterne komme snigende og begynde at hive og slide i Hannah for at gøre hendes smerte til en rigtig god filmoplevelse. Men hvordan gør man det? Skal det være et socialrealistisk drama? En psykologisk thriller? En gyser?

Elementer kommer dryppende, mens "Ønskebarn" prøver at finde den rette kurs. Hannah kæmper ikke alene for at få et barn med hjælp fra en klinik, hun arbejder også selv på en fertilitetsklinik. Hun deltager endda i debatter om de etiske problemstillinger i forhold til graviditetshjælp. Stakkels Hannah er proppet til randen med fertilitetsdrømme. Det giver naturligt nok en intensitet til filmens hovedperson, og det er en af filmens pointer, at Hannah simpelthen ikke kan give slip på ønsket om at få et barn. Men det gør også Hannah til et frustrerende endimensionelt bekendtskab.

Eneste kontakt med verdenen uden for fertilitetsjagten er hendes mor (Karen-Lise Mynster), der sidder på et hjem med psykiske problemer. Til gengæld er det uklart, hvad moderen betyder for Hannahs historie.

Senere dukker en kvinde (Christine Albeck Børge) op på Hannahs klinik med et ønske. Hun er egentlig for gammel til at blive kunstigt befrugtet, men måske kan der findes en løsning på det? Hannah er med på idéen, der opstår et bånd og måske endda et venskab mellem de to kvinder – lige indtil noget går galt, og "Ønskebarn" skifter retning.

Pludselig forlader "Ønskebarn" det klaustrofobiske og indeklemte drama i fertilitetsverdenen og bliver overtaget af en psykologisk thriller, til tider endda af en gyserfilms logik. Det er klart, at der skal ske noget, at historien skal udvikle sig, men der går så meget jagt i filmisk lækkerhed, at det bliver sværere og sværere at mærke filmens udgangspunkt: sorgen og frustrationen over at biologien, den skiderik, nægter at fungere.

Danica Curcic er, som altid, en intens oplevelse som Hannah. Hun er ikke bange for at være usympatisk og at overskride moralske grænser, og det får hun bestemt mulighed for i "Ønskebarn".

Lige så effektiv er fotografen Sine Vadstrup Brooker, der gav serien "Kastanjemanden" et distinkt efterårssmukt udtryk. Hun formår at få selv det mest kedelige kontor på en klinik til at se fantastisk eksotisk ud. "Ønskebarn" er ganske enkelt en fryd at se på fra begyndelse til slutning. Men det lækre kameraarbejde bidrager også til kvælningen af det stykke ondskabsfuld virkelighed, der egentlig er udgangspunktet. "Ønskebarn" kommer i for høj grad til at handle om at være film.

Ønskebarn. Instruktion: Cecilie McNair. Manus: Cecilie McNair, Sissel Dalsgaard Thomsen og Christina Øster. Kamera: Douglas Koch. 87 minutter.