I princippet er der grund til at elske hvert et sekund af ”Superposition”. Som udgangspunkt skal det nydes, at filmen tænker på tværs af normale tankebaner og tør udfordre dansk film.
Tænk at snuppe et princip fra kvantemekanikken, superposition, der går ud på, at når flere forskellige påvirkninger af samme art, for eksempel lydbølger, mødes, reagerer de, som om de er en enkelt påvirkning, der er lig med summen af enkeltpåvirkningerne. Og så folde det princip ud omkring et parforhold i krise! Det er så krøllet og dristigt tænkt, at det fortjener en pris i sig selv.
Derudover skal den spillefilmdebuterende instruktør Karoline Lyngbye roses for at udfordre det klassiske danske parforholdsdrama med psykologiske gys, som dansk film aldrig rigtig har lært at holde af.
Der er al mulig grund til at glædes over, at Karoline Lyngbye og hendes medforfatter Mikkel Bak Sørensen tør sende parret Stine (Marie Bach Henriksen) og Teit (Mikkel Boe Følsgaard) og deres lille søn, Nemo, ud i en øde svensk skov. Her skal de sende en podcast om sig selv og deres parforhold gennem et helt år. Det er selvfølgelig dømt til at gå fuldstændig skævt. Der er altid noget, der går skævt, når storbymennesker drager ud i en stor skov i en psykologisk gyser.
Men som nævnt bliver det kun til en principiel kærlighed til ”Superposition”. Da filmen søsætter sin præmis efter en halv times tid, sidder Karoline Lyngbye med nogle logistiske problemer. Det er virkelig svært at afkræve en film, der kombinerer en kvantemekanisk teori med parforholdsdynamik, at den skal være realistisk. Men der, i sammenstødet mellem filmens idé og publikums ønske om at forstå de mennesker, vi kigger på, opstår nogle udfordringer.
Det vil være ødelæggende for oplevelsen at afsløre, hvad der sker en halv time ind i ”Superposition”, men lad os bare slå fast, at det, der sker, kræver noget helt særligt af Stine og Teit. De skal opføre sig rationelt og troværdigt inden for en ramme, der er svær at opfatte som rationel og troværdig.
Da Stine og Teit på et tidspunkt står i en situation, hvor de fleste af os ville løbe skrigende gennem skoven i en hulens fart, vælger de at hoppe i en båd og sejle ud for at finde et svar hos nogle skikkelser, de har set på den anden side af den svenske skovsø. Det giver ikke mening i forhold til almindelige menneskelige reaktionsmønstre og logiske følgeslutninger. Det giver kun mening, hvis man er manuskriptforfatter og har en historie, der skal flytte sig hen mod nogle bestemte konflikter.
Ifølge filmens pressemateriale stiller filmen spørgsmålet "om mennesket i virkeligheden er for selvoptaget til at være i et parforhold i dag". Et interessant spørgsmål, men det er ikke umiddelbart til at se, at filmen selv er interesseret i at besvare det.
Hvis et menneske – eller to – blev placeret i en situation, som ”Superposition” beskriver, ville det hurtigt begynde at lede efter en eller anden form for svar. Noget fornuft. Stine og Teit handler i stedet aldeles irrationelt, konfronterende og aggressivt, hvilket skubber situationen så langt ud på overdrevet, at den er svær at acceptere. Det bliver gyserfilmenes konventioner, der tager over og styrer historien. Den undersøgelse af parforhold i kriser, som filmen lægger op til, drukner i løsninger, der mest skal skabe hurtig action i historien.
Men altså; al ros for at turde at udfordre dansk film med et koncept, vi i hvert fald ikke har set før. Der er al mulig grund til at hylde ”Superposition”. Principielt, i hvert fald.
Superposition. Instruktion: Karoline Lyngbye. Manus: Karoline Lyngbye og Mikkel Bak Sørensen. Kamera: Sine Vadstrup Brooker. 105 minutter. Danmark 2023. Kan ses i udvalgte biografer.