Ny digtsamling kredser om, hvordan man sætter et barn i en verden, der er ved at gå under

Hvorfor har vi skabt en civilisation, der er i gang med at ødelægge sig selv, spurgte forfatter Julie Sten-Knudsen, da hun blev mor for tre år siden. Nu er hun aktuel med digtsamlingen ”Syv lag” om kejsersnit, moderskab og klimakrise

Julie Sten-Knudsens forfatterskab er blandt andet inspireret af de to danske forfattere Inger Christensen og Henrik Nordbrandt, der begge først og fremmest er kendt for deres lyrik.
Julie Sten-Knudsens forfatterskab er blandt andet inspireret af de to danske forfattere Inger Christensen og Henrik Nordbrandt, der begge først og fremmest er kendt for deres lyrik. Foto: Leif Tuxen

Det dufter af sommer. Ikke på bymåden – af hed asfalt og bilos – men af sødt græs, cikorier, kornblomster og tidsler.

Men vi er i byen. Midt på Østerbro i Københavns første klimatilpassede byrum, Tåsinge Plads, der er designet til at tilbageholde mest mulig regnvand fra de omkringliggende kloakker. Pladsen er omgivet af høje, røde murstensejendomme, hvor altandøre står på klem og lader den tunge sommerluft cirkulere ind og ud af lejlighederne.

Julie Sten-Knudsen bor lige i nærheden og er på gåben til kaffebaren på hjørnet, hvor hun bestiller en cappuccino med havremælk. Den 18. august udkommer hendes sjette digtsamling, ”Syv lag”, på forlaget Gutkind. Den handler om at sætte et barn i verden, når verden er ved at gå under.

”Det hele begynder forfra, når man bliver forælder. Dels skal man på ny finde ud af, hvem man selv er i verden, dels har man et barn, som skal lære verden at kende. Jeg følte en eksistentiel sorg over at føde et barn ind i en verden, som der er så meget galt med,” indleder Julie Sten-Knudsen.

Hun stryger det mørkebrune, skulderlange hår om bag øret og beholder solbrillerne på, da hun sætter sig ned ved et bord i skyggen. Over hende driver lyse skyer hastigt forbi.

For snart fire år siden fødte Julie Sten-Knudsen sin datter ved akut kejsersnit efter et flere dages ”langt og smerteligt” forsøg på at føde vaginalt. I 1984 kom hun selv til verden ved akut kejsersnit, og digtsamlingen kredser først og fremmest om det kirurgiske indgreb i livmodervæggen.

Julie Sten-Knudsen er med i en ”feministisk mødregruppe” med en række andre forfattere, hvor de diskuterer moderskab, feminisme og litteratur: ”Jeg har altid være feminist, men jeg er blevet radikaliseret af min mødregruppe,” siger forfatteren, der her sidder på en bænk på Tåsinge Plads – Københavns første klimatilpassede byrum.
Julie Sten-Knudsen er med i en ”feministisk mødregruppe” med en række andre forfattere, hvor de diskuterer moderskab, feminisme og litteratur: ”Jeg har altid være feminist, men jeg er blevet radikaliseret af min mødregruppe,” siger forfatteren, der her sidder på en bænk på Tåsinge Plads – Københavns første klimatilpassede byrum. Foto: Leif Tuxen

I et af digtene beskriver Julie Sten-Knudsen en scene, hvor nogen fortæller hende, at hun gerne må sige, at hun fødte sit barn.

”Men det var jo ikke det, der skete,” svarer hun i digtet. Barnet blev født.

”I begyndelsen følte jeg mig snydt. Jeg havde svært ved at sige, at jeg havde født mit barn den og den dato, men underviseren til min efterfødselstræning insisterede på, at det kunne jeg godt,” siger Julie Sten-Knudsen.

Under arbejdet med digtsamlingen blev forfatteren besat af kejsersnittets historie, som i Danmark begynder den 26. oktober 1813, hvor læger udførte det første dokumenterede kejsersnit på en levende kvinde. Karen Jørgensdatter hed hun. Barnet var sundt og raskt, men to dage efter indgrebet døde Karen. Hun blev 35 år.

”I den efterfølgende artikel skrev en læge, at ’konen’ døde. Ikke Karen,” siger Julie Sten-Knudsen, der har skrevet flere digte om den unge kvinde i ”Syv lag”.

Fælles for Karen Jørgensdatter, Julie Sten-Knudsens mor og Julie Sten-Knudsen selv er de syv lag, lægerne skar igennem for at tage barnet ud: hud, fedtvæv, muskelsene, mavemuskler, bughinde, livmoder, fosterhinde. Deraf digtsamlingens navn.

Det første omrids af ”Syv lag” blev tegnet med et digt, Julie Sten-Knudsen skrev efter fødslen af sin datter. Til at begynde med forestillede hun sig en hel bog om moderskabet – skrevet i et sprog, hun selv savnede.

"Det offentlige rum går for at være objektivt, men det er enormt defineret af mandlige erfaringer. Det er vigtigt at insistere på at tale om sine kvindelige, kropslige erfaringer,” siger Julie Sten-Knudsen, der er aktuel med digtsamlingen ”Syv lag”.
"Det offentlige rum går for at være objektivt, men det er enormt defineret af mandlige erfaringer. Det er vigtigt at insistere på at tale om sine kvindelige, kropslige erfaringer,” siger Julie Sten-Knudsen, der er aktuel med digtsamlingen ”Syv lag”. Foto: Leif Tuxen

”Alle siger tillykke, men ingen gider at høre om, hvor slem fødslen egentlig var. En fødsel er almindeligt anerkendt som en af livets største begivenheder, men alligevel fik jeg følelsen af, at det ikke rigtig er noget, vi vil tale om,” siger hun.

Julie Sten-Knudsens egen mor og far er henholdvis billedkunstner og læge. Med en mormor, som også var billedkunstner, voksede den unge Julie op i kreative rammer og vidste fra en tidlig alder, at hun ville være forfatter. Hun vidste bare ikke helt hvordan. Men i barndomshjemmet på Frederiksberg i København var det naturligt at ”udforske forskellige måder at udtrykke sig på”.

Vi spoler tiden frem. For i 2017 ville digtene om moderskabet hverken finde sit sprog eller sin form. Det var først, da Julie Sten-Knudsen fik en bestillingsopgave, hvor hun skulle skrive nogle tekster om ”ruiner og botanik” til et lydværk af billedkunstner Elsebeth Jørgensen, at inspirationen for alvor viste sig.

”Det var dragende for mig at skrive om sårbarhed og skrøbelighed, efter jeg blev mor. Min krop var helt færdig og udpint, men i arbejdet med ruindigtene gik det op for mig, at ting kan gå i stykker og komme tilbage i en ny form. Ligesom naturen,” bemærker forfatteren.

Som barnet suger næring ud af moderen, suger mennesket næring ud af jorden. Den sidste del har bekymret Julie Sten-Knudsen længe, og i hendes seneste digtsamling, ”Spor efter fugle” fra 2017, tematiserede hun som i ”Syv lag” det stadigt mere kritiske forhold mellem menneske og natur.

Som forfatter føler Julie Sten-Knudsen en pligt til ikke at lukke øjnene for ”ubehagelige ting”.

Heriblandt den globale opvarmning, som hun ifølge sig selv først har forstået omfanget af inden for de seneste år.

”Jeg gør alle mulige hverdagsting som at tænke over, hvad jeg forbruger, og hvordan jeg generelt gebærder mig i forhold til ikke at være et CO2-svin,” siger hun om sin egen indsats.

”Og så skriver jeg om det i et forsøg på at italesætte, at vi ikke er usårlige eller udødelige,” tilføjer hun og henviser til USA og Canada, som på tidspunktet for dette interview målte deres højeste temperaturer nogensinde.

Men det er noget helt grundlæggende, der skal laves om, siger Julie Sten-Knudsen. Systemer, strukturer. Politikere, der skal tage ansvar, lister hun op.

”I lyset af hende virker civilisationen pervers,” står der i ”Syv lag”.

”Jeg var ked af, at mit barn ikke ville blive ved med at stå i modsætning til verden,” forklarer Julie Sten-Knudsen og holder et øjeblik inde:

”... og jeg tænkte over alle de ting, min datter skal tage stilling til, stå igennem og kan risikere.”

For forfatteren er det hele forbundet. Moderskab, klima, feminisme. Hun håber, at hendes digte kan være med til at tale sammenhængen frem.

”Det er med til at undertrykke kvinder, at kvindelige erfaringer stadig er et tabu og har været det gennem hele den vestlige kulturs historie. Vi bliver nødt til at gøre op med alle komplekser og neuroser omkring kvinders kroppe, for at kvinder kan blive mere frie,” siger hun.

Selvom man som læser måske kan sidde tilbage med en følelse af afmagt, når man vender sidste side i ”Syv lag”, så må man ikke glemme håbet, siger Julie Sten-Knudsen. Det gør hende for eksempel håbefuld, at flere og flere kvinder insisterer på at sætte ord på deres oplevelser, og at de unges klimabevægelse vinder indpas.

”Der er så mange oprør i gang lige nu. Det må høre sammen med, at vi er virkelig mange, der kan se, at den verdensorden, vi har lige nu, ikke holder.”

Og børnene? Dem er det ikke uansvarligt at føde flere af. Tværtimod.

”Børn er vores håb. Og vi er nødt til at have et håb, ellers kunne vi alle sammen bare lægge os ned og dø. Tingene kan godt ændre sig. Men der skal meget til.”