Anna Schram Vejlby, hvad vil du som museumsdirektør gøre for Fuglsang Kunstmuseum?
Jeg glæder mig helt vildt. Fuglsang Kunstmuseum er et pragtfuldt hus med en fantastisk samling og fed arkitektur. På den måde er det en nem opgave, jeg har fået. Rammerne er der, og kunsten er der. På museet skal vi lave spændende udstillinger som appellerer bredt, også så de gæster, der måske ikke normalt kommer på museet, vil overveje at kigge forbi. Og så må udstillingerne godt udspringe af noget lidt nørdet. Vi lægger vægt på forskning, så vi kan præsentere noget nyt. Den eneste måde, man kan gøre det på, er ved at fordybe sig og prøve at forstå kunsten på nye måder. Vi er ikke et universitet, men har hele tiden et publikum, vi skal forholde os til. Derfor skal forskningen også være til glæde for publikum gennem museets udstillinger. Som museum handler det om at fordybe sig, nørde igennem og så formidle den nye viden i en form, hvor alle kan være med. Det kan man godt, og det skal man.
Hvordan ser fremtiden ud for Fuglsang Kunstmuseum?
Ud over de fine udstillinger, der bliver lavet på museet, så ser jeg et stort potentiale i at lave stærke arrangementer på tværs af kunstarterne. Museet har en god nabo i Ensemble Storstrøm. Det er et samarbejde, der i fremtiden skal på fuld kraft. Vi skal kombinere musik, billedkunst og litteratur, så vi på den måde får talt om kunsten på alle mulige fronter. På den måde skaber man nye indgangsvinkler til husets samlinger, og så lever vi i en tid, hvor der måske bliver skruet lidt ned for de store udstillinger, og vi i stedet er begyndt at kigge mere på vores samlinger. Fugl-sang Kunstmuseum er begavet med en fremragende samling, der strækker sig over mere end to århundreder. Derfor mener jeg også, at forskning og udstillinger skal funderes i samlingerne, så man nemt kan forstå, hvorfor man skal se lige netop den udstilling hos os.
Hvordan vil du som museumsdirektør forholde dig til identitetspolitiske dilemmaer, som når museer ændrer deres udstillingstekster, så de passer til nutiden, eller på anden måde forsøger at forsone fortiden med nutiden?
Jeg tror på, at sproget betyder meget. Det har betydning, hvilke ord vi sætter på kunsten. De kan både løfte os og jorde os. Derfor bliver man nødt til at være følsom. Jeg ved ikke, om der er nogle værker i vores samling, der kunne være særligt følsomme, det er der måske. Men man skal huske, at intet i verden er for evigt, så hvis man kan løfte en byrde af et andet menneske ved at bruge sproget på en anderledes måde, vil jeg ikke stå i vejen for det. Det sprog, vi bruger på museerne, er et produkt af den tid, vi befinder os i. Derfor kan vi aldrig være neutrale, og det skal vi anerkende. Kunstværkers titler kan desuden være meget gamle, og man skal huske, at det ikke altid er kunstneren selv, der har givet værket sin titel. Det kan i stedet have været en kurator, der har givet værket en beskrivende titel. Derfor er der ikke noget odiøst i, at man forandrer dem. Der er ingen grund til at skubbe mennesker fra sig, når man så nemt kan gøre noget ved problemet sprogligt. Derfor går jeg utroligt meget op i, at vi bruger sproget på en måde, hvor alle kan forstå, hvad der bliver sagt, og vi samtidig bruger sproget præcist.