Med runer står det mejslet i sten, at Harald Blåtand ”gjorde danerne kristne”.
Det er en kendsgerning, som er en så uomtvistelig del af danmarkshistorien og vores selvforståelse, at der på indersiden af omslaget til vores danske, bordeauxrøde pas afbildes den præcis samme Jesus, som findes på Jellingestenen.
Med sit lange skæg, med glorien omkring hovedet og med udstrakte arme, hvor kroppens positur indtager form som et kors, blåstempler Jesus-figuren i omkring år 965, at nu er Danmark et kristent land.
Den historie udfordres nu af en ny DR2-dokumentarserie ”Gåden om Odin”, hvor historiker Cecilie Nielsen kaster lys over danskernes hedenoldske fortid, der angiveligt har fortabt sig i tågerne.
Og voiceover-stemmerne i introen til første afsnit, som taler henover dyster og gådefuld underlægningsmusik, får sat scenen på ganske få sekunder.
”Harald Blåtands Jellingesten er et stykke propaganda”.
”Jesus på Jellingestenen er en del af forestillingen om, hvad det vil sige at være dansk. Men er det overhovedet Jesus, der er på dén sten?”
Popkornene i mikroovnen er knap nok blevet færdige, før Else Rosendahl, arkæolog og professor emerita ved Aarhus Universitet, leverer præmissen for dét, der skal vise sig at blive omdrejningspunktet for dokumentarseriens første to afsnit:
”Den er nok mere hedensk end den er kristen”.
Herfra anvender dokumentarserien et greb, der er typisk for netop dén genre i vores samtid: den hvirvler støv op. Den fremlægger en række indicier, som let kunne misforstås for at være beviser. Og spekulationerne kravler ud af tv’et.
Kunne personen på Jellingestenen slet og ret være Odin? Eller er personen måske snarere et bizart stillbillede af en metamorf sammensmeltningen mellem to guddommelige skikkelser: Jesus og Odin?
Det kommer frem, at Harald Blåtand af storpolitiske årsager valgte at lade danerne kristne, fordi det tysk-romerske kejserrige ellers ville gøre det for ham. Overgangen fra nordiske mytologi til kristendom kunne altså have været et taktisk træk fra Harald Blåtands side for at undgå en storpolitisk religionskrig. Her pointerer Adam Bak, arkæolog og museumsinspektør ved Kongernes Jelling, at Blåtand i den ”forbindelse nok var fuldstændig ligeglad med, om danerne var kristne”.
At Harald Blåtand var ”ligeglad” - og måske var mere hedensk end kristen - underbygges i seriens andet afsnit, hvor der findes eksempler på, at den tidligere konge blev akkompagneret af en vølve op mod 10-20 år efter, at Jellingestenen blev rejst. Dermed rejser dokumentarserien en idé, om at Harald Blåtand nok hellere så Odin på Jellingestenen end Jesus - og at det altså også kunne forholde sig sådan.
Det kommer også frem, at en Odin-figur på en nåleholder, som blev fundet i Holev nær Odense i år 600, har samme trekantede skæg og kuglerunde øjne, som personen på Jellingestenen, der som bekendt første blev rejst trehundrede år senere. Et argument, der igen antyder, at det kunne være Odin.
Modsynspunktet, nemlig at Gud med den opstandne Jesus Kristus i fortællingen om forklarelsen på bjerget fik et genkendeligt ansigt, og at det altså lige så godt kunne være Jesus, som vi altid har troet, nævnes ikke i dokumentaren.
Endelig kommer det frem, at Odin ifølge det islandske Edda-digt ”Den højes tale” hængte sig selv på det levende træ Yggdrasil i ni dage og ni nætter og blev såret af et spyd for opnå runernes magt - en klar reference til Jesu pinsler på korset. Det sammentræf sandsynliggør ifølge dokumentaren, at personen på Jellingestenen kan være to personer.
Ind imellem de flotte droneoptagelser og maleriske kameraskud fra islandske fjelde og danske marker og udgravninger, byder dokumentaren på stemningsgivende tegnefilmssekvenser. De er visuelt flotte. Men i sin kontekst, hvor det nu en gang handler om nordisk mytologi, får det tankerne til at glide tilbage på den danske børnetegnefilm ”Valhalla” fra 1986 af tegneren Peter Madsen, hvor menneskebørnene Tjalfe og Røskva sammen Loke og Thor besøger jætterne.
Med dén børnefilm i baghovedet fremstår dokumentarseriens ellers saglige argumenter og forsøg på at vende og op ned på danmarkshistorien knap så stærke.
Og det lykkes heller ikke Cecilie Nielsen og de historikere og arkæologer, hun taler med, endegyldigt at fastslå, hvem der rent faktisk er på stenen.
Én ting, man kan undre sig over, er, at Ockhams ragekniv – det filosofiske princip om, at dén forklaring, der kræver færrest forudsætninger – ikke tages frem fra arkæologerne og historikernes værktøjskasse. Der står jo direkte på stenen, at Harald Blåtand ”gjorde danerne kristne”. Disse runer flankeres samtidig af, hvad der med stor sandsynlighed kunne være en kristusfigur.
Så man skal ikke se dokumentaren, hvis man vil man have et klart svar. Vil man derimod undre sig, er den anbefalelsesværdig!