Halvvejs igennem scenekunsthybriden “Macro Plastic” har mørket lagt sig over Den Fynske Operas lille, halvfulde sal, mens alle syv medvirkende sidder i en halvcirkel på scenen og stirrer på en lysende, hvid kasse. Langsomt, pulserende blinker den, og virkningen på de syv sangere er som et myggelys; ingen kigger væk.
Tableauet er kultisk, men budskabet almengyldigt: Her ser vi mennesket som flokdyr samlet om et abstrakt varesymbol, et billede på det forbrugersamfund, der først gav os alt og nu præsenterer regningen i form af uoverskuelige miljø- og klimakonsekvenser.
De to unge elektroniske musikere og lydkunstnere Mai Ane Pil Siedentopp og Morten Schmidt, der tilsammen udgør kunstnerduoen Lyd Port, tvinger med deres fælles værk “Macro Plastic” et æstetisk udtryk ud af den ulmende katastrofe og puster på den måde lidt forfriskende aktualitet ind i musikdramatikken.
Med lidt god vilje kan man kalde genren elektronisk opera. Her benyttes syntetiske, præindspillede klangflader, blødt pumpende pulsmarkeringer og stærkt effektbehandlet vokal. Men samtidig er den tableaubaserede forestilling også fyldt med kirkemodal korsang i helt enkel homofoni, ligesom en bævende, diskant violinstemme skaber en hypnotisk stemning i en af scenerne.
I den forstand er der en klar sammenhæng mellem forestillingens musikalske udtryk og det indholdsmæssige fokus på plastik, det syntetisk fremstillede vidundermiddel, der er blevet til en af de mest håndgribelige illustrationer af den nuværende krise. Lyd Port lader plastiske, glitrende klange blande sig med elektroakustisk knitren, raslen og gnubben fra plastik af forskellige hårdheder, mens de medvirkende tumler apatiske og forvirrede rundt som lemminger på scenen.
Den synlige apati hos de syv sangere, der også afspejler sig i en klinisk scenografi og uniformerede klæder af gennemsigtig plastik, præger imidlertid også de musikalske former. “Macro Plastic” varer godt og vel en time, men selv med den korte spilletid virker de kompositoriske idéer ganske hurtigt udtømt.
Siedentopp og Schmidt har haft en intention om at udforske plastikkens potentiale som musikalsk materiale, men ender hurtigt i velkendte udtryk. De syntetiske newageflader med lange orgelpunkter rummer ingen indre modstand, og det samme gælder den elektroniske gengivelse af knitrende plastik, der bliver for poleret og diskant til at lyde som andet end digital pludren.
Flere muligheder ligger der i kontrasten mellem femmandskoret, der med sine enkle hymner skal repræsentere noget naturligt, og de to komponister, der selv optræder som robotificerede vokaler i klubbede elektroarier. Men det harmoniske manøvrerum er begrænset, og ud over banale skift mellem dur og mol løber “Macro Plastic” også her ind i en meditativ stasis, der hverken igangsætter æstetisk eller politisk refleksion.
Ambitionerne er gode nok, og der er potentiale til mere hos Lyd Port, men forestillingen hæmmes af en vævende mysticisme. De få objekter på scenen og i videoprojektionerne – plastikskrammel og en døende koral – bliver for abstrakte, og når de sungne tekster samtidig er umulige at afkode på grund af utydelig diktion, ulden teknik og manglende overtekster, drukner et ellers forfriskende konkret værkoplæg i tågede meditationer.8