”Hvor er det bare vildt godt!”, sagde min mor helt uden forbehold efter første akt af Aarhus og Aalborg Teaters kæmpestore samproduktion af ”West Side Story”. Og hun ved, hvad hun taler om. I 1961 så hun musicalfilmen i Nykøbing Bio hele fem dage i træk og blev forgabt i historien og musikken. Dette var til gengæld mit første møde med Maria og Tony. Jeg kendte knap musikken før. Men jeg er tilbøjelig til at give hende ret.
Instruktør Rune David Grue har med et historisk stort ensemble på 29 skuespillere og dansere skabt noget så selvmodsigende som en gammeldags, men vedkommende opsætning af Sondheim og Bernsteins 60 år gamle Romeo og Julie-historie. Med springende dynamiske koreografier, dygtigt spil og en levende scenografi bliver denne ”West Side Story” til meget mere end en tur ned ad mindernes allé.
En dramatisk koreograferet ouverture optegner bandekonflikten i et racesplittet gademiljø i New York i 1960’erne. Den halv-pacifistiske fornuftsfyr Tony skråner over kløften mellem forskellige kulturer repræsenteret af de to bander: Sharks, de puertoricanske indvandrere, versus Jets, de ”rigtige” amerikanere. Den potente samfundskritik, som stadig er aktuel, ligger naturligvis i, at USA jo blev grundlagt af immigranter, som nu påkalder sig retten til at være ”ægte”. De slås om meget mere end et lille stykke asfalt: national stolthed, mindreværd, afsavn. ”Skrid hjem, hvor I kommer fra,” råber politimanden Krupke. Han har valgt side.
Den yndige Maria er nyligt immigreret, glad og tilfreds i dette mulighedernes ”America”. Og med et barns naivitet lader hun sig forelske i den helt forkerte. Med sød kemi får Mathias Flint og yndige Isabel Schwartzbach os til at tro på den utroværdige præmis, der er Tony og Marias stormende øjeblikkelige forelskelse – så befriende naiv. Instruktør Rune David Grue tør benytte pauser, distancer og dybder på scenen til at formidle kampe og følelser. Det giver en ro til dramaet og giver følelserne tid til at fæstne sig i os.
Man kunne sagtens have fundet en bedre, mere klassisk musicalsanger til rollen som Tony. Men Mathias Flint, der tilhører Aarhus Teaters ensemble, er et klogt valg. Han har bedst hjemme i de maskuline toner og er ikke skolet til stensikkerhed. Men hvad han ikke helt har af pondus i sangstemmen, har han i sit spil. Isabel Schwartzbach er en skøn, sød og dydig Maria. Hendes fyldige klassiske sopran flyver ud af hendes spinkle krop og stjæler lyden fra både kor og orkester. I de avancerede sange stivner hun i mimikken, men leverer en ærlig karakter for resten. I tragikken bliver de elskendes samspil decideret rørende, helt uden stive konstruerede følelsesudfoldelser, der ellers er musicalgenrens største udfordring.
Flere biroller markerer sig: Lise Koefoed som den hidsigt hoftesvingende latina Anita, Christian Nicolai Collenburg som den mundrappe A-Rab og Mikkel Becker Hilgart med sin subtile komik som Baby John. Ashok Peter Pramanik styrer i fyrenes flyvende parodinummer ”Gee, Officer Krupke”, der får tæerne til at danse i skoene.
Mens drengebanderne smider frit om sig med moderne kraftudtryk, og ordet ”fucking” skærer som en uvelkommen anakronisme, taler kvinderne (og Tony) passende høfligt ind i den tidsånd, forestillingen ellers så fint portrætterer uden andre markante afvigelser. Det er sært.
Men det glemmer man næsten, når det myldrer med liv på de store stilladser, der udgør kernen af Karin Gilles effektive drejescenografi. Det store ensemble er intet mindre end imponerende, når de fylder scenen ud. Alle bevægelser i René Vinthers originale og moderne koreografi har en mening, en retning, en rytme. Selv helt ned i de simple scener, hvor mennesker forvandles til stive dansedukker. Med højspændt energi i sin velkomponerede helhed sætter Aarhus og Aalborg Teater ny ild til den gamle musical-evergreen, men giver den lov til at emme af en anden tid. Jeg knipser stadig med fingrene.