Bono behøver ikke nogen nærmere præsentation. Eller også behøver Paul David Hewson født 10. maj 1960 i Dublin netop en dybere præsentation.
Over næsten 600 sider fortæller kunstneren, aktivisten og forsangeren i U2 om vejen ind i musikken, som han ikke kunne gå udenom, da han først så, hvad den kunne udrette i en forvirret knægts liv:
“Når man var ung i Irland, føltes det altid, som om fremtiden befandt sig et andet sted,“ som det lyder.
Vi er med, da han opdager, at romantikere har hjertekvaler. Når musikeren, der ikke synes, han er dygtig nok, alligevel begynder at tænke i vers, på trods. Det er et mønster hos Bono, der primært anser sig for at være sælger. Og fra dør til dør går han rundt i London og opsøger pladeselskaber. Med er Ali, hans senere hustru:
“Hun var i en kategori for sig. Men vi havde brug for en rigtig seng at sove i om aftenen, og selv om vi kun havde 37 pund tilsammen, var vi også mere end almindeligt stærke i troen. Det ville givetvis komme til at stå klart alt sammen.”
Ali møder han samme uge, som U2 officielt bliver et band.
Her kan du læse et uddrag fra bogen "Surrender".
VW med plastikperler
Andre støtter er de irske skjalde Yeats, Beckett og Heaney. Mange andre er med på rockrejsen mod de episke dramaer, som Bono kalder koncerterne, hvor band og publikum skaber kemiske reaktioner sammen.
Den første rigtige rocksang skrev Bono den dag, han fyldte 18. Bandkammeraterne The Edge, Larry Mullen Jr. og Adam Clayton var skolekammerater. En verdensomspændende pladekontrakt, der gør U2 til professionelle musikere, bliver underskrevet på dametoilettet i et af de ældste teatre i West End i London. Der er en mening med alt.
De 40 kapitler er navngivet efter sange. Flere steder beskriver Bono, hvad det betyder at træde ind i en sang. For sange er noget, man kan bo i. Når han flytter ud af Cedarwood Road (ja, det er titlen på en sang) og forlader teenagelivet i bryllupsantræk, står vi i hans hjem. Far Bob barberer sig ved siden af en kogende kedel og misser med øjnene. Kapitlet hedder “Two Hearts Beat as One”
(også en sang).
Bono taler meget om sine rødder og mulden, som bliver til sange. Om små løgne, som hjalp det unge band på vej. Edge som skulle spille som en “elektrisk boremaskine på vej gennem rygmarven”. Om de storbykristne bønnemøder i gruppen Shalom. Og fejlene, som gør en stærkere.
Hele rockmusikeridentiteten er hængt op på det at have en varevogn:
“Varevognen er en tidsmaskine med den perfekte størrelse til et håbefuldt rockkollektiv (...) Senere får den måske vinger og bliver til et privatfly, men det vil altid føles nogenlunde samme størrelse som en varevogn.”
I 1980 sker det: U2 får en VW med plastikperler og imiteret fåreskindsindtræk.
“Sangene er mine bønner”
I bogen kører Bono os rundt i et irsk liv og sporer mønstre. Sætter ubetydeligheder ind i store (rockmytologiske) universer.
Søgende er Bono. Selv som anerkendt stjerne forstår han, at “de største sange er aldrig definitive, men søger efter noget definitivt.”
Bono er vred:
“Som performer var jeg krampagtig, en elektrisk ål i sorte plastikbukser, der mere råbte til Gud end sang til himlen. Jeg burde havde været venligere over for de andre i bandet, som altid var gode og ofte også fantastiske, men indimellem vendte de sig alle tre mod mig.”
Vreden gør ham også til en kendt aktivist, der i tv-shows og i selskab med vigtige politikere vil redde planeten.
Performeren i ham sætter pris på ritualerne i barndommens kirkebesøg. Faren var katolik, moren protestant. Som dreng erfarer Bono, at protestanterne havde de bedste melodier, mens katolikkerne havde det bedste sceneshow.
“Bøn er blevet sammenlignet med at være ude i hård sø i en lille båd uden årer. Man har kun et reb, som et eller andet sted ude i det fjerne er forbundet med havnen. Og med dette reb kan man trække sig nærmere Gud. Sangene er mine bønner.”
Performeren i ham ender også med at skrive en rigtig god bog.
Maleriske beskrivelser
Bogen indeholder også 40 tegninger af Bono. Maleriske er også beskrivelserne af medlemmerne i U2:
“Edge er minimalist af natur. Det er jeg ikke. Jeg er maksimalist. Edge har pokeransigt. Det har jeg ikke. (...) Edge er stilheden i enhver lyd. Han er lyset i malingen.”
Edges forældre sang salmer, for “i Wales er salmesang den lokale udgave af stadionrock”.
”Where the Streets Have No Name” og ”I Still Haven’t Found What I’m Looking For” har en ophøjet følelse, en salmekvalitet – en spænding mellem gospel og blues. Bono skriver, at salmerne er “essensen af os som band”.
U2’s appel er det ufærdige:
“På en eller anden måde kan vores band aldrig tillade sig at blive alt for selvsikkert eller tjekket. Vores bedste ting er aldrig langt fra vores værste.”
Albummet “Boy” kaldes en hymne til en uskyld, som de vordende verdensmænd var fast besluttet på at holde fast i. Og Bono befinder sig hele tiden godt i ingenmandsland. I sjælens gråzoner. Album er rejsefortællinger:
“Både geografisk, intellektuelt og seksuelt. En kunstner leder efter nyt territorium at udforske og nok så gerne steder på vej mod noget andet. Digteren elsker et vejkryds.”
Jo, Bono ynder at stå i et vejkryds. Øver sig i at være åben for tilfældighederne – fordi blafferen kan vise sig at være en engel.
Allerede som teenager søgte han scenerne:
“Fri for at skulle have rigtigt arbejde eller fri fra at skulle bevise mit værd. Fri til at udforske den store verden og min egen plads i den”.
Da han som 14-årig mistede sin mor, blev alt tavshed. Nok elskede faderen opera, men evnede ikke at kommunikere store følelser videre til sønnen. Sangen “Iris (Hold Me Close)” skrev han for at finde sin mor.
Bono spørger: Kan man som enoghalvtredsårig skrive sådan en sang? Det var tavsheden efter morens død, der var med til at føde kunstneren i ham. Og få år efter er det Ali, der får larmen inde i hans fregnede hoved til at blive til melodier.
Små frø på vejen
U2 har solgt over 157 millioner album. Well done af Bono, der som ung var "meget, meget privat". Nu har sælgeren, familiemennesket og rockmusikeren med mere skrevet en mursten af en erindringsbog.
Og man behøver ikke have spillet i et band for at følge med. Det er alment interessant at følge en irsk kunstnerspires veje og vildveje, hele vejen til stadion.
Selv mener Bono, at den korte version af hans liv ligger i denne spænding, som er formuleret i to sange:
"I can't change the world/ but I can change the world in me" (fra sangen "Rejoice") og: "I can change the world, but I can’t change the world in me” (fra sangen ”Lucifer’s Hands”).
“Surrender” kan også anbefales til dem, som holdt op med at lytte til U2 engang i 00’erne. Eller syntes, Bono var alt, alt for meget og alt for frelst. Man får faktisk lyst til at få noget mere U2 ind i sit liv.
Nu forstår man jo, at sangene er som deres skaber. Aspirationer, kommunikative forsøg og små generte frø på vejen. Gader behøver ikke have navne. Gader uden navne er de fineste.
Surrender. 593 sider. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag.