”Romanen kommer aldrig til tiden, men den kommer heller aldrig for sent.”
Sådan lyder den meget flotte linje, der afrunder forordet i Peter Nielsens ”Med fortællingen går jeg i døden”. Her forsøger forfatteren, der er litteraturredaktør på Dagbladet Information og ph.d. i litteraturhistorie, med 13 essays at vise, hvordan romanen er det bedste sted at se hen, hvis man vil forstå de afgørende bevægelser og begivenheder i anden halvdel af det 20. århundrede og de første årtier af det 21. århundrede.
Traumerne og fortrængningerne efter Anden Verdenskrig, katastrofen i Tjernobyl, diktaturstaterne, islamisme, den nye selvcentrering, den nye form for misantropi. Alt dét, der tegner vores fælles historie, og som de store romaner altså tolker. Eller med Nielsens egne ord:
”I denne bog undersøger jeg, hvordan den europæiske roman i perioden 1945 til i dag ledsager, spejler og reflekterer disse vigtige politiske og kulturelle skred på kontinentet.”
Det gør han så via forfattere, der med historien i bakspejlet og troldspejlet ikke bare har interesseret sig for de omvæltende begivenheder, men også har skabt stor kunst ud af dem ved at vride eller omkalfatre romanens form.
Det gælder blandt andre Curzio Malaparte, Imre Kertész, Péter Esterházy, Salman Rushdie, Herta Müller, W.G. Sebald og Michel Houellebecq, der helt forventeligt får plads i bogen, hvor der stilles skarpt på deres romaner og forbindelseslinjerne til historien.
Det er god og ofte tankevækkende læsning, og det er ikke mindst interessant at læse om de aftryk, nazisternes uhyrligheder har afsat. Som hos østrigske Thomas Bernhard, der på ætsende vis har beskæftiget sig med krigen og sine landsmænds manglende bearbejdning af den nære fortid og er dét, som Nielsen kalder en ”destruktionskunstner”, der afvikler eller undergraver den traditionelle roman. Fordi traditionen intet godt har ført med sig.
Bernhards ”Træfældning” bliver navet, hvorom Nielsens analyse drejer, og her og mange andre steder i bogen mærkes en kolossal tro på romankunstens erkendelsespotentiale.
Den får desværre også lov til at stå uimodsagt. Andre kunstformer – film, musik, maleri, teater – levnes ikke megen plads til at udfordre Nielsens fetichering af romanen, og nu, hvor vi er ved forbeholdene, er der også noget ved udvalget af forfattere og værker, der kan undre. Peter Handke får for eksempel ikke plads, selvom han er en af de toneangivende europæiske forfattere efter Anden Verdenskrig og i dén grad har bearbejdet historien i et originalt formsprog.
Måske er det for at modvirke en skæv kønsbalance. Der er i hvert fald givet plads til Kirsten Thorup og Rachel Cusk, der alt andet lige er mindre navne i europæisk litteraturhistorie, og Karl Ove Knausgård og hans ”Min kamp” – vel den største litterære begivenhed i det ny årtusinde og et signalement af en moderne mand – glimrer også ved sit fravær.
Men hviderussiske Svetlana Aleksijevitj er til gengæld indlemmet. Hun er i mine øjne en stor forfatter, der har skrevet en del af Østeuropas lidelseshistorie frem. Men romanforfatter?
”Bøn for Tjernobyl”, som Nielsen skriver om, benytter sig nok af romanens virkemidler, men er i kernen dokumentarisk. Det er Nielsen også selv inde på:
”Hendes bog ligner slet ikke en roman, og den er det også kun i en udvidet forståelse af genren.”
Når den ikke ligner, er det måske, fordi den ikke er, og et andet forbehold gælder bogens insisteren på de lange linjer i romanerne, der nu engang består af ord.
Jeg kunne derfor godt have ønsket et større fokus på de særlige sproglige træk. Og for at skrive sig tæt på for eksempel Marguerite Duras, den svimlende originale ordkunstner, må man altså ned og mærke efter på sætningsplan. Det er ikke bare dér, hendes værker bliver til, men også derfra den ”erindringens skrift”, som Nielsen interesserer sig for, udgår.
”Med fortællingen går jeg i døden” er – trods indvendingerne og enkelte knudrede sætninger, som burde have været rettet ud (”og som følge heraf grundedes en alternativ videnskab”) – en klog og velskrevet bog, der lykkes med sit forehavende: at vise, hvordan romanen som genre kan rumme og tolke historien, og at give læseren lyst til at læse de analyserede værker.
Det sidste er måske den største bedrift, og Nielsens bog kan både fungere som en introduktion for den nysgerrige og som en perspektiverende vej ind for den, der allerede er bekendt med romanerne. En øjenåbner for alle interesserede. Med eller uden læsebriller.