Der sidder de så, de otte mænd i lægerådet. De skal tage stilling til om en kvinde, der har 50 procents chance for at miste livet under en graviditet, skal have tilladelse til at få foretaget en abort. "Nej" stemmer de otte mænd, én efter én. Men det er ikke kun det, der generer den gravide kvinde. Hun er mest frustreret over, at mændene taler hen over hovedet på hende, som om hun ikke var til stede.
Den lille scene indrammer hele "Call Jane", en politisk film, der stikker fingrene ned i et af tidens varmeste emner i USA – retten til fri abort. "Call Jane" ligner på ingen måde en politisk film. Den råber aldrig højt, den har ingen paroler, og hovedpersonen Joy Griffin (Elizabeth Banks) er en pæn og pyntelig forstadsadvokatfrue anno 1969. Hun har aldrig overvejet at være andet end sin mands trofaste støtte.
Aldrig har et politisk budskab mindet så meget om en bakke med kaffe og småkager. Men instruktøren Phyllis Nagy, der skrev manuskriptet til Todd Haynes’ "Carol", er åbenlyst helt klar over, hvad hun gør. Et skingert budskab ville kun omvende de i forvejen omvendte, og med "Call Janes" fokus på en nydelig dame, der ikke har anden udvej end at få foretaget en abort, er det måske muligt at overbevise tvivlerne.
"Call Jane" er i hvert fald anrettet så sindrigt, at enhver bør kunne lokkes til at blive tilhænger af fri abort. Alle kan se arrogancen hos mændene i lægerådet. Alle kan forstå, at Joy, der lige er besvimet på køkkengulvet, er bekymret for sit liv. Og da Joy har fået foretaget en abort af en arrogant mandlig læge, der roder rundt i hendes underliv med grimme metaldingenoter, er det bestemt til at forstå, at hun ønsker at sørge for tryggere oplevelser for andre kvinder. Også som mand har man lyst til at løbe skrigende ud af klinikken, da lægen hiver en lang metaltang frem foran Joys underliv og advarer om, at "der kommer en cranky lyd om lidt".
Vupti vupti vupti er pæne Joy blevet en del af det illegale netværk Jane Collective, der hjalp nødstedte kvinder i Chicago, inden aborten blev givet fri i 1973. Phyllis Nagy har tilmed indrettet "Call Jane" så snedigt, at det hele tiden er lurvede mænd, der presser kvinderne ud i abort. Det gælder de otte stoddere i lægerådet, der opfatter Joy som en skrivebordssag, ikke et menneske. Det gælder den chef, der gentagne gange har sex uden prævention med sin sekretær og derefter sender hende til illegale abortklinikker. Og det gælder de mænd, der voldtager kvinder.
At dømme ud fra "Call Jane" var det ikke så få mænd, der sendte kvinder til abortklinikker omkring 1970. Undervejs får vi i hvert fald at vide, at antallet af kvinder, der ønsker en abort, er så højt, at Jane Collective må samarbejde med andre illegale klinikker. Dermed ligger der endnu et sindrigt budskab i "Call Jane" – hvis aborter igen bliver ulovlige i flere amerikanske delstater, hvilket noget tyder på, vil der opstå et nyt, stort illegalt netværk for nødstedte kvinder.
"Call Jane" er altså ikke et værk, der udfordrer filmkunsten. Pænt sagt. Undervejs går der nærmest kaffeslabberas i den. Det virker overhovedet ikke, som om kvinderne i Jane Collective risikerer en straf. Men filmen udfordrer den politiske aktivisme på begavet vis. Ved at gøre advokatfruen Joy Griffin til repræsentant for Jane Collective signalerer den, at også de, der ser sig som ordentlige kerneamerikanere, bør kæmpe for fri abort.
Samtidig sender "Call Jane" et andet underspillet budskab til amerikanske kvinder: Har du heller ikke lyst til at blive talt hen over hovedet af en flok arrogante mænd? Jamen, så er det op på barrikaderne, frue.
Call Jane. Instruktion: Phyllis Nagy. Manuskript: Hayley Schore og Roshan Sethi. Kamera: Greta Zozula. 121 minutter. USA 2022.