Prøv avisen
Film

Guldpalme-vinder viser Tyrkiet med regn, sne og eksklusion i filosofisk fortælling

4 stjerner

Ny film fra Guldpalme-vinderen Nuri Bilge Ceylan tegner et billede af et Tyrkiet, der ligger langt fra ”all-inclusive”-hoteller

Den tyrkiske film ”Det vilde pæretræ” er, med sine over tre timer, lang. Også for lang. Den åndelige rejse, hovedpersonen er ude på, synes længere end Odysseus’ rejse fra Troja til Ithaka. Filmen ville vinde, hvis den blev klippet til, men den har på den anden side roen og tiden til at dvæle ved problemstillingerne.

Den unge lærerstuderende Sinan er ved at være færdig med sine studier i den nærliggende uddannelsesby nær oldtidsbyen Troja. Det er nu ikke pædagogikken eller oldtidshistorien, der har optaget ham i studieårene. Det er litteratur og filosofi. Hvad er et menneskeliv for noget? Hvordan tolker vi natur og menneskelighed? Han har brugt meget tid på at skrive en bog.

Hans far er også lærer, og Sinan har haft ham i skolen. Over for skolen var der et vildt pæretræ, som faderen fortalte eleverne om. Det har gjort så stort indtryk på Sinan, at hans bog hedder ”Det vilde pæretræ”. I den reflekterer den unge mand over livets tilskikkelser og mærkværdigheder. Faderen sagde til sine elever, at ”vi er alle udskud, enegængere og misdannede, men vi har også alle vores personlighed”.

Lige før sin endelige eksamen er Sinan taget tilbage til sin barndomsby for at søge støtte til udgivelsen af bogen, men barndomslandet dufter ikke af idyl. Faderen er ludoman og spiller alt op. Han venter kun på en pensionsbonus. Desillusioneret trækker faderen sig hver weekend tilbage til sommerhuset, der ligger på bedsteforældrenes lille landbrugsejendom uden for byen.

Sinans mor og søster lider under pengemanglen i familien, og bedsteforældrene kan ikke klare deres søns ansvarsløshed. Der er kort sagt ikke meget tilbage af barndommens eventyrlighed. Sinans rejse hjem er en endeløs vandring i det trøstesløse. Der er ikke en Penelope, der venter, som der var for Odysseus på vejen hjem fra Troja.

Ingen vil støtte udgivelsen af hans bog. Støtte til personlige betragtninger over livets absurditeter får ikke penge op af nogens lommer. Den unge Sinans lidelser lugter også helt goethesk, da han møder sin skoleveninde Hatice.

Undervejs flirter instruktøren Ceylan med store kristne europæiske tænkere som Tolstoj og Dostojevskij. Han lader blandt andet to unge imamer citere sidstnævnte, omend det sker i en forvansket udgave. Den russiske digter siger, at hvis man beviste, at sandheden om vort liv ikke var i Kristus, ville han vælge Kristus. Hos imamerne står valget mellem sandheden og islam.

Ceylans billede af det moderne Tyrkiet tegnes i noget dystre farver. Der er ikke meget ”all-inclusive”-luksushotel i rigeligt solskin over det, som rejsebureauerne lover om Tyrkiet. Her er der regn og sne og umådelig eksklusion. Det er et samfund, der er i krise på mange felter. Religionen, familien, politikken og kunsten er som vildtvoksende grene, der deformeres.

Sinans odyssé ender ikke på samme måde som Homers helts rejse gør, men i de sidste billeder er der måske en absurd åbning for en mening, hvor Sinan bogstaveligt talt finder ned til sin personlighed.