Ny film giver et hjerteskærende indblik i to unge flygtninges liv

De belgiske Dardenne-brødre har skabt en lang række stærke og vedkommende film om mennesker i klemme. ”Tori og Lokita” er ingen undtagelse

Så godt som alle Dardenne-brødrenes film peger på et menneske, der skriger på opmærksomhed og omsorg. Men de er fortalt som thrillere. Det gælder også deres nye film, ”Tori og Lokita”.
Så godt som alle Dardenne-brødrenes film peger på et menneske, der skriger på opmærksomhed og omsorg. Men de er fortalt som thrillere. Det gælder også deres nye film, ”Tori og Lokita”. Foto: Another World Entertainment.

Lad os i fællesskab tage hatten af for Jean-Pierre og Luc Dardenne. Siden begyndelsen af 1990’erne har de insisteret på at fortælle historier om den type mennesker, de fleste af os haster lidt hurtigere forbi, når vi møder dem i gadelivet. Eller måske bare den slags skæbner der sjældent får plads i det glamourøse filmmedie.

Tænk blot på sølle Bruno, der sælger sit eget barn i ”Barnet” (2005), fordi livet som kriminel har lært ham at tænke sådan. Eller muslimen Ahmed, der i sin forvildelse planlægger at myrde sin skolelærer i ”Unge Ahmed” (2019). Eller fabriksarbejderen Sandra, der forsøger at overtale sine kolleger til at opgive deres bonus, så hun kan beholde sit job på fabrikken i ”To dage, en nat” (2014).

Med andre prisbelønnede film som ”Rosetta” (1999), ”Sønnen” (2002) og ”Drengen med cyklen” (2011) har Luc og Jean-Pierre Dardenne insisteret på at give en stemme til de mennesker, der på den ene eller anden måde er klemt i et moderne samfund. De har ikke bare fortalt stærke og vedkommende historier, de har også opdyrket deres helt egen dokumentariske stil med kameraet nærmest hvilende på nakken af deres hovedpersoner og med hitchcocksk suspense i fortællingen.

Så godt som alle Dardenne-brødrenes film peger på et menneske, der skriger på opmærksomhed og omsorg. Men de er fortalt som thrillere. Det gælder også deres nye film, ”Tori og Lokita”. Uanset at Jean-Pierre er blevet 82 år og lillebror Luc har rundet de 79, er ”Tori og Lokita” nervepirrende, i en grad de de færreste film med biljagter og enorme våbenarsenaler formår at være. Det skyldes naturligvis ikke mindst, at Dardenne-brødrene fortæller historier, der faktisk ligner noget fra den virkelige verden. Endda også historier fra den virkelige verden, hvor nogle, der ligner rigtige mennesker, risikerer at miste deres rigtige liv.

I ”Tori og Lokita” er det to unge afrikanere, cirka 17-årige Lokita og omtrent 12-årige Tori, der har fundet sammen under flugten til Europa. De er havnet i Belgien, hvor de forsøger at overleve med bidrag fra myndighederne og ved at udføre diverse kriminelle småjobs. De skal samle penge til både menneskesmuglere og deres familier hjemme i Cameroun og Benin og havner hos lumske typer, der dyrker cannabis i et anonymt skur i udkanten af en parkeringsplads ved en skov. Her skal Lokita leve indespærret og isoleret under slavelignende forhold for at sørge for cannabisplanterne.

Lokita og Tori forsøger forgæves at overbevise myndighederne om, at de er søskende, men som Lokita konstaterer: "De vil de ikke os". De to unge mennesker er strandet i et ingenmandsland, hvor skruppelløse typer til enhver tid kan udnytte dem.

Det er en hjerteskærende og gribende fortælling, der med den største naturlighed lader os forstå, hvad flygtninge i Europa må kæmpe med. Som altid lykkes det Dardenne-brødrene at få formidable præstationer ud af amatører. Såvel Joely Mbundu som Lokita og Pablo Schils som Tori spiller, som om det faktisk gjaldt deres liv.

Der er ikke mange nye idéer eller stilelementer at finde i brødrene Dardennes filmsprog. ”Tori og Lokita” er mere eller mindre skåret over samme læst som Luc og Jean-Pierres øvrige film. Men hvilket skarn vil brokke sig over, at de aldrende belgiere ikke har fundet på nye måder at flytte rundt på deres kamera, når de så levende fortæller om to unge desperate mennesker, der kæmper for at holde deres liv oven vande?

Tori og Lokita. Instruktion: Jean-Pierre og Luc Dardenne. Manus: Jean-Pierre og Luc Dardenne. Kamera:  Benoît Dervaux. 88 minutter. Belgien/Frankrig 2022.