Prøv avisen
Film

Tragisk og morsom film om ældre, der tager døden i egen hånd

4 stjerner
De gamle går i aktion for en værdig afslutning på livet i Tal Granit og Sharon Maymons tragikomiske film ”Afskedsfesten”. - Foto: Scanbox

Den israelske film ”Afskedsfesten” er en sorgmunter komedie om en gruppe ældre, der tager sagen i egen hånd, når livet bliver ubærligt

Teologen Søren Lodberg Hvas skrev for nylig en meget fin kommentar her i Kristeligt Dagblad, hvori han påpegede, at vi - så længe vi er raske og ved magt - er ofre for den indbildning, at vi regerer over tilværelsen.

Det ligger dybt i nutidens mennesker, at vi vil sætte vilkåret for vort liv. Men vi ved jo godt, at det ikke passer - uanset hvor meget vi stræber og forsker, vælger vi hverken livet eller døden.

Den israelske instruktør-duo Sharon Maymon og Tal Granit formulerer det på følgende trodsigt-ironiske måde i forbindelse med deres sorte komedie ”Afskedsfesten”:

”Vi bliver skabt mod vores vilje. Vi fødes mod vores vilje, og vi lever mod vores vilje. Men hvad med døden - kan man bestemme over den?”.

Spørgsmålet stilles i filmen, og svaret er negativt. Men det forhindrer ikke en gruppe ældre mennesker på et plejecenter i at tage sagen i egen hånd, når livet bliver for svært for deres kære og nærmeste i dette fællesskab på kanten af tilværelsen.

Det er der kommet en rørende, dybt menneskelig og indimellem både tragisk og morsom film ud af.

Plejehjemmet i Jerusalem danner rammen om disse gæve gamle, der, tvunget af omstændighederne, danner en slags enhed, som rykker ud, når der er behov for assisteret dødshjælp.

Det morbide emne til trods er filmen hjertelig og fuld af alle de både lægeetiske og eksistentielle anfægtelser, der dukker op, når mennesket forsøger at regere over tilværelsen - også i den finale fase.

Der bydes på kostelig gerontologi, når alle disse skrøbelige mennesker går i aktion i en sags tjeneste, de godt ved er kærlig, men også strider mod idéen om skabelse og opretholdelse.

Filmen er vanskelig at referere, fordi de enkelte scener let komme til at virke platte, selvom de inden for filmens egen samlede udsigelse virker befriende, oprørske og meningsfulde.

Det er på en måde dejligt at se en film, hvor det ikke bare gør ondt på sjælen, som det kan gøre et helt liv, men også gør ondt i de gamle gebrækkelige kroppe, så man virkelig mærker det - og ser det.

Idealet om evig ungdom har intet hjemsted i denne film. Det har til gengæld forestillingen om, at det er værd at grine til det sidste, og at det er værd at kæmpe for sin vilje og værdighed.

Jødisk humor kan virke grovkornet - det gælder også i ”Afskedsfesten” - men den rummer også en dejlig generøs menneskelighed, som man ikke kan andet end holde af og leve med i.

”Afskedsfesten” er en lille film om et stort emne, men den gør det på sin egen måde lettere at håndtere. Det er jo, som det siges i filmen, ”ikke nogen forbrydelse at dø”.

kultur@k.dk