”Farvel Hr. Haffmann” udspiller sig i en juvelerbutik i Paris under den tyske okkupation i 1941. Men butikken rummer andet end smykker og smukt slebne ædelsten, den rummer også kantede følelser. Her opstår både åbenlyse og gedulgte lidenskaber som følge af tyskernes magtovertagelse i byen. Et trekantsdrama udspiller sig mellem juveleren, hans assistent og dennes kone. Med en elegant og begavet tysk major som et slags tavst vidne til dramaet.
Den jødiske juveler Joseph Haffmann (Daniel Auteuil) tvinges under jorden, da tyskerne rykker ind i byen og arresterer de jødiske borgere. Rent proforma overdrager han sin butik til sin assistent Francois Mercier (Gilles Lellouche) og dennes kone Blanche (Sara Giraudeau). De flytter ind i lejligheden over butikken, mens juveleren tvunget af omstændighederne skjuler sig i kælderen under butikken efter at have sendt sin familie i sikkerhed i Sydfrankrig.
Huset med de tre etager kommer til at ligne Sigmund Freuds personlighedsmodel med et "jeg" i midten, et "overjeg" på etagen ovenover og et "id" i underbevidsthedens kælder. Det kan kun gå galt. For assistent Mercier er jeg-svag. Han har ikke nogen stærk karakter og evner ikke at håndtere de betroede talenter. Jeg'et Mercier styres af sin kone Blanches stærke overjeg og prisgives samtidig det ubevidste i Hr. Haffmanns ellers venlige og kultiverede gestalt i kælderdybet.
De tre indgår på Merciers initiativ en pagt. Mercier er ikke i stand til at gøre sin kone gravid og fuldbyrde ægteskabet med det barn, de begge så brændende ønsker. Han tvinger Hr. Haffmann til at være donor mod at yde ham beskyttelse. Lærlingen optræder pludselig som en troldmand. Den godmodige småborger vil midt i en undtagelsestilstand realisere det almene og blive bedsteborger. Han skaber disharmoniske erotiske vibrationer, jalousi og rivalitet - og i tillæg hertil optræder han som en smykkekunstner, han hverken er eller har talent til at blive.
Værre bliver det, da Mercier begynder at handle med den tyske besættelsesmagt i skikkelse af Major Jünger (Nikolai Kinski) og hans entourage af nazister. Navnet Jünger er ikke tilfældigt valgt. Den højt begavede, uhyre æstetiske tyske krigsapologet og forfatter Ernst Jünger (1895-1998) var officer i Paris under Anden Verdenskrig. Major Jünger er en filmisk reference til den dannede mand, der er i stand til at fortolke menneskets dybeste lidenskaber og se ind bag forstillelsens dilettanteri. Og æstetisk er i stand til at se forskel på gode og dårlige smykker. Kunst og banalitet. Jünger bliver filmens vidende intrigant, der ser igennem fingre med, hvem der er jøder og ikke jøder, blot de har talent og format. Det har Mercier ikke.
Som det skulle fremgå, er ”Farvel Hr. Haffmann” et ganske raffineret kammerspil med melodramatiske over- og undertoner. Bundet til en bestemt lokalitet og en lille intim kreds af personer. Filmen er da også skabt over et skuespil af Jean-Philippe Daguerre og besidder det gode dramas kvaliteter. At skuespillet med Daniel Auteuil, Gilles Lellouche og Sara Giraudeau i hovedrollerne er godt, siger sig selv. Daniel Auteuil behøver egentlig ikke at sige så meget, han har i kraft af sin udstråling et nærvær og en tilstedeværelse, der gør karakteren levende.
Blanche siger til Hr. Haffmann, som hun jo besøger og genbesøger i kælderen med stadig større interesse, at ”hvis man tvivler, er det bedre at gøre godt end ondt”. Det er dramaets moralske kerne. For Mercier er en tvivler. Men i kraft af sine handlinger gør han mere ondt end godt. Han sætter sin medmenneskelighed over styr i ambitionen om at skabe det gode liv i en gennemført ond tid. Men han er dybest set ikke en troldmand. Det er der andre omkring ham, der er. Værd at se.
Farvel Hr. Haffmann (Adieu monsieur Haffmann). Instruktion: Fred Cavayé. Manuskript: Fred Cavayé efter skuespil af Jean-Philippe Daguerre. Foto: Denis Rouden. 115 minutter. Frankrig 2021. Dansk premiere i dag, den 11. august, i et mindre antal biografer landet over.