Ny film stiller det svære spørgsmål: Kan tvivlen tage livet af troen?

Katrine Brocks spillefilmsdebuterer med det religiøst farvede drama "Den store stilhed" om en novices møde med alt det, hun ønsker at holde uden for klostrets mure

Kristine Kujath Thorp spiller novicen Alma, der indtræder i en nonneorden for at slippe sin fortid. Men den indhenter hende i skikkelsen af hendes bror, som konfronterer den spirende nonne med alt det, hun er flygtet fra.
Kristine Kujath Thorp spiller novicen Alma, der indtræder i en nonneorden for at slippe sin fortid. Men den indhenter hende i skikkelsen af hendes bror, som konfronterer den spirende nonne med alt det, hun er flygtet fra. Foto: Mia Mai Dengsø Graabæk.

Der findes skelsættende valg i livet, hvor eksistensen spidser til. Sådanne valg kan skildres på mange lokaliteter, men få er mere effektive i vores kulturkreds end klostret. Det øjeblik, hvor ordensløftet afgives, og en kvinde eller en mand vier sit liv til Gud og Kristus frem for noget andet, er anskueligt på en ekstrem tydelig måde. Netop fordi valget samtidig er et fravalg af alt det, de fleste af os andre lever for: familie og børn, kæreste, karriere og nogle behagelige materielle rammer om tilværelsen.

Katrine Brocks skildrer i sin spillefilmsdebut ”Den store stilhed” et sådant valg inden for et katolsk nonneklosters mure. Den unge kvinde Alma – navnet betyder den godgørende – følges som novice i de såkaldte ”besindelsesdage”, op til hun skal afgive ordensløftet og blive nonne blandt de andre søstre inden for murene.

At ikke alt er, som det skal være i klostret, skildrer filmen i intenst nærværende billeder af fotografen Mia Mai Dengsø Graabæk. Guds forsyn hvælver sig ikke over søstrene i klostret. I stedet regner det ind igennem taget, og det moderne institutionslignende byggeri er pakket ind i stilladser. Den materielle verden udenfor blander sig som lydtapet til søstrenes bønner og sang, når håndværkernes maskiner skaber interferens.

Novicen Alma, spillet med ængstelig overbevisning af Kristine Kujath Thorp, vil det gode, måske dybest set for at blive fri for det onde. Hun har valgt at gå i kloster for at slippe fri for alt det i hendes tidligere liv, hun ikke vil vide af. Hun søger Guds frelse og håber på et svar, alt mens hun i ventetiden på Guds tilgivelse forsøger at gøre bod ved at skade sig selv som en middelalderlig flagellant. Den korsfæstede Kristus kigger med i alle klostrets rum som et tavst vidne.

Måske skal frelsen komme udefra, når den nu ikke rigtigt vil indfinde sig indefra? Filmens afgørende begivenhed og vending viser sig i Almas bror Eriks skikkelse. Han opsøger hende i klostret og konfronterer hende med alt det, hun er flygtet fra. Elliott Crosset Hove gestalter hans utilpassede, kantede og udæskende skikkelse glimrende. Erik bliver, som Bob Dylan engang formulerede det i sin stærkt bevægende apologi for samfundskritikeren Lenny Bruce, ”den bror du aldrig har haft”.

Instruktør Katrine Brocks balancerer fint dette møde i al dets tvetydighed. For hvem af de to er egentlig den sande kristne? Hvis en sådan findes. Er Erik i højere grad end den godgørende Alma det egentlige lidelsesikon, manden der bærer korset og finalt hænger på det? Grundkonflikten i filmen mellem søster og bror, mellem hyklerisk ydmyghed over for sand opofrelse, mellem fortrængning og frelse, er godt tænkt og rent visuelt effektivt forløst i filmens meddigtende kameraarbejde.

Men ”Den store stilhed” har det som mange andre af nutidens spillefilm. Den giver ikke sin egen historie den nødvendige ro til at folde sig ud, måske fordi instruktør og manusforfatter dybest set ikke tror på dens bæreevne. I stedet udarter ”Den store stilhed” sig indimellem i scener, der er pinagtigt dilettantiske og effektjagende. I de bedste øjeblikke vækker den mindelser om polske Pawel Pawlikowskis fremragende film ”Ida” fra 2013, der også lod en novice og et kloster danne udgangspunkt for en afsøgning af fortiden og splittelsen mellem livet inden for og uden for murene. Mens filmen i sine mindre heldige øjeblikke kammer over i klicheer og melodrama.

Klostrets leder, Moder Miriam (spillet af altid autoritative Karen-Lise Mynster), siger til den eksistentielt vaklende Alma: ”Tvivlen er det, der holder din tro i live”.  Filmen stiller spørgsmålet, om tvivlen ikke også kan tage livet af troen. Alma må træffe et valg og gå til bekendelse. Ellers vender hverken troen eller broderen tilbage, som noget og nogen, hun kan forholde sig til.

Den store stilhed. Instruktion: Katrine Brocks. Manus: Marianne Lentz og Katrine Brocks. Kamera: Mia Mai Dengsø Graabæk. 95 minutter. Danmark 2022. Premiere torsdag i biografer over hele landet.