”Et år, en nat” er en film om terrorangrebet mod spillestedet Bataclan i Paris den 13. november 2015. Så ved du det. Og når du ved det, vil din hjerne uundgåeligt blive fyldt til randen med billeder af rædsler og kaos. Ligene af unge mennesker, der kort forinden havde hele livet foran sig. Råbende islamister, der skyder blindt omkring sig.
Slet bare de billeder. ”Et år, en nat” er ikke den slags film. Den forsøger ikke at rekonstruere begivenhederne på Bataclan. Den er alt det, et kriminalprogram som ”Station 2” på TV 2 ikke er. Den beskriver det, der foregik uden om terrorangrebet, hvilket er langt større, langt værre og meget sværere at håndtere end selve den dramatiske begivenhed.
Der er enkelte korte klip fra aftenen på Bataclan, men størstedelen af ”Et år, en nat” beskæftiger sig med det, der kom bagefter. Hvordan går et ungt par, der var i stand til at flygte fra terroristerne på Bataclan, ned på gaden for at købe ind dagen efter? Vender og drejer de sig over for enhver pludselig lyd? Er de på vagt over for hvert et menneske? Og hvad sker der derefter? Kan de gå på arbejde? Kan de sove? Kan de overhovedet finde ud af at elske hinanden længere?
Alle de spørgsmål stillede den spanske forfatter Ramón González i sin roman ”Fred, kærlighed og dødsmetal”. Den er aldrig blevet oversat til dansk, men nu kan vi få lov at se filmatiseringen ”Et år, en nat”, hvor instruktøren, Isaki Lacuesta, sender os gennem spanske Rámons og franske Célines malstrøm af følelser. De skulle bare til koncert sammen med nogle venner. Det efterfølgende år ved de knap nok, hvad der er op og ned på dem selv.
Det understreger Isaki Lacuesta med en sindrig fortællestil, hvor vi som tilskuere aldrig ved, hvor vi er i Ramóns og Célines liv. Vi ser dem ligge ved siden af hinanden i sengen om morgenen. Men er det før eller efter Bataclan? Hvor er vi, som tilskuere, og hvor er Céline og Rámon? Vi må selv sætte stumperne og stykkerne sammen i det liv, der pludselig blev rusket i stykker.
Céline, der bliver spillet af Noémie Merlant fra ”Portræt af en kvinde i flammer”, klarer sig tilsyneladende bedst gennem krisen. Hun undlader at fortælle både sine kolleger og sine forældre, at hun var til stede ved et af de voldsomste terrorangreb i Frankrigs historie. Spørgsmålet er, om Céline er stærk, eller om hun bare er god til at lukke følelserne ned.
Rámon, spillet af Nahuel Pérez Biscayart, som mest er kendt fra filmen ”120 slag i minuttet”, er tydeligvis mere berørt. Han får pludselige angstanfald og må sygemelde sig fra arbejde i en lang periode. Men vejen tilbage til et normalt liv, ikke mindst i deres forhold, er lang for dem begge. Det viser Isaki Lacuesta med et virtuost og poetisk billedsprog, der hele tiden er i øjenhøjde med de kuldslåede hovedpersoner.
Der går lidt selvsving i den undervejs, og filmen ender i noget, der ligner tre-fire slutninger, især fordi Lacuesta har svært ved at give os tilskuere en rød tråd eller en udvikling at holde fast i. Til tider ser det faktisk ud, som om han selv er ved at fare vild i det følelsesmorads, som han ellers får lagt så overbevisende frem for os.
Men det ændrer ikke på, at ”Et år, en nat” er en befriende anderledes tilgang til en voldsom historisk begivenhed, en af den slags, hvor vi ellers altid skal følge en politimand på opgave eller se politikere slå plat på en tragedie. ”Et år, en nat” er renset for politik, redningsaktioner, heltegerninger og alt, hvad der ellers plejer at optræde i en rekonstruktion. Dermed ikke sagt, at der er noget galt med den slags. ”Et år, en nat” vil bare noget andet. Den vil være et håndgribeligt og stærkt vidnesbyrd om de menneskelige konsekvenser af terror.
Et år, en nat. Instruktion: Isaki Lacuesta. Manus: Fran Araújo, Isa Campo & Isaki Lacuesta. Kamera: Irina Lubtchansky. 120 minutter. Spanien/Frankrig 2022. Premiere i udvalgte biografer i dag.