Dansk film er lige rykket et par kilometer ind i nutiden. Ind til en helt ny verdensopfattelse. I 2013 søsatte Det Danske Filminstitut et initiativ, der skulle give flere hudfarver og flere slags mennesker, simpelthen, i dansk film. Alligevel understregede kampagnen "Et større billede" i februar 2023, at der var sket meget lidt i løbet af de forudgående 10 år. Hele den store rollebesætning i Paprika Steens ”Fædre & mødre” var for eksempel stadig kridhvid.
Men med Frederikke Aspöcks ”Viften” sker der definitivt noget. Markant. Den har en overvægt af skuespillere med brun eller mørk hud, men den gør noget endnu mere radikalt. Den vælter en selvopfattelse, der har været førende i Danmark lige siden slavetidens ophør i midten af 1800-tallet: At vi danskere var særligt gode ved vores slaver. Og at vi i øvrigt også var en sympatisk og mild kolonimagt i Grønland.
Den slags vurderinger er naturligvis altid til diskussion. Det er netop pointen. ”Viften” vil udfordre de fastgroede standpunkter og diskutere, om det nu også er muligt at være "god", når man samtidig praktiserer noget så uhyrligt som at sejle andre mennesker tværs over Atlanten og gøre dem til slaver, udelukkende fordi de har en anden hudfarve.
Der er gået 36 år, siden Palle Kjærulff-Schmidt skabte den danske storfilm ”Peter von Scholten”, der hyldede generalguvernør von Scholten for det mod og den humanisme, han udviste, da han frigav slaverne i det daværende Dansk Vestindien i 1848. Frederikke Aspöck og forfatteren bag ”Viften”, Anna Neye, ser ikke nogen grund til at hylde von Scholten (Claus Riis Østergaard). Han bliver især fremstillet som en småliderlig type, der er sin kone i Danmark utro med Anne Heegaard (spillet af Anna Neye), den sorte kongelige fuldmægtige på den dengang dansk-vestindiske ø Sankt Croix. Ifølge ”Viften” er von Scholten ikke nødvendigvis interesseret i at frigive de danske slaver, og da han alligevel gør det, er det under stærkt pres og for at undgå et slaveoprør.
Aspöck og Neye understreger dog, at von Scholten var mere slavevenlig end det officielle Danmark. I begyndelsen af filmen er kong Christian VIII, der besøger Sankt Croix, næsten ved at svulme over af selvbegejstring, da han nævner, at de danske slaver vil blive frigivet om kun 11 år. 11 år!
”Viften”s udgangspunkt er netop det store spænd mellem den danske selvgodhed og slavernes situation. Mens den danske konge og de øvrige repræsentanter for Danmark svælger i selvros, hænger slavebørn flere meter over deres hoveder og skaber friske briser med store vifter. Det er et grotesk syn, og det er netop i beskrivelsen af det groteske, i den sorte humor, der opstår i, at nogen roser sig selv for en tvivlsom moral, at ”Viften” fungerer allerbedst.
Der er en utæmmet energi i de scener, hvor Aspöck og Neye piller slavenationen Danmark fra hinanden. Også miljøet omkring Anna Heegards ejendom på Sankt Croix har en stor intensitet, hvilket især skyldes, at produktionsdesigner Jette Lehmann får skabt et markant udtryk med farver og påklædning – uden at der går klassisk kostumedrama i den. Der er i det hele taget en uimodståelig energi i ”Viften”s særlige univers.
Til gengæld har filmen problemer med at få sin hudfletning af den danske selvforståelse til at udvikle sig til en medrivende historie. Det er logisk at fokusere på Petrine (Sara Fanta Traore), den sorte slavekvinde, der gerne vil købe sig selv og sin lille søn fri og havner i et magtspil. Men det lille drama virker nærmest for konventionelt og normalt i en film, der har stort held med at gå nye veje og tænke ukonventionelt. ”Viften”s idé og udgangspunkt står knivskarpt. Men filmen bliver straks mere ulden i kanterne, da den skal folde et drama ud.
Det kan ikke ændre ved, at ”Viften” er et charmerende og farvestrålende slag i mellemgulvet på danmarkshistorien. Det ville have været en utænkelig film for 15-20 år siden, måske endda også i 1998. Her i 2023 er den så absolut en tiltrængt udfordring, en film til en tid, der trænger til nye vinkler.
Viften. Instruktion: Frederikke Aspöck. Idé og manus: Anna Neye. Kamera: Linda Wassberg. 93 minutter. Spanien/Danmark/Sverige 2023. Biografpremiere i dag, torsdag, over hele landet.