Ny Helleberg-roman er opremsende, skøjtende overfladisk og sjusket

Med "Teenageren fra Thy" er Maria Helleberg tilbage i endog meget kendte egne. Orker hun selv mere?

Det er, som om fjerde bind, "Teenageren fra Thy", i Maria Hellebergs (på billedet) romanserie, næsten ikke orker at være roman, skriver anmelder Anne Skov Thomsen.
Det er, som om fjerde bind, "Teenageren fra Thy", i Maria Hellebergs (på billedet) romanserie, næsten ikke orker at være roman, skriver anmelder Anne Skov Thomsen. . Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Livet er ikke en roman. Det bekymrer sig ikke om spændingskurver, plausibilitet eller sammenhæng, men udspiller sig egenrådigt udspændt mellem viljen og tilfældet. Om det er et forsøg på at gengive livets eget væsen, der ligger til grund for formgivningen af Maria Hellebergs ”Teenageren fra Thy”, står hen i det uvisse. I hvert fald er der lagt så lidt omhu i den litterære bearbejdning af det selvbiografiske materiale, at det er svært at få øje på romanen.

”Teenageren fra Thy” er den selvstændige fortsættelse til ”Kvinderne fra Thy”, ”Søstrene fra Thy” og ”Barnet fra Thy”, som skildrer forfatteren Maria Hellebergs slægtshistorie på mødrenes side fra oldemor Mariane i Thy til Maria Helleberg selv. De to første blev flot modtaget, men allerede tredje bind fik en noget mere kritisk medfart, og alligevel har man altså besluttet, at et fjerde bind var på sin plads.

I romanens begyndelse er den omtrent 14-årige Marias forældre blevet skilt, efter at faderen (som skildret i ”Barnet fra Thy”) har løjet og bedraget i øst og vest. Det er i begyndelsen af 1970’erne, og Maria bor nu alene med sin mor i et lille hus i Albertslund og keder sig i skolen, som hun er for klog til. Derfor skulker hun og skifter rundt mellem flere forskellige uddannelsesanstalter, hvor hun blandt andet møder den fremmelige Susie, som både har haft sex og ikke går af vejen for at stjæle alkohol og makeup. Da veninden bliver taget i sidstnævnte, får relationen dog en brat ende.

Maria går mest op i klassisk musik og har hverken venner eller kæreste. I stedet får hun sig nogle marsvin, skiller sig af med dem igen, for så at anskaffe sig en hund fra et dyreinternat. De voksne i tiden går vist meget op i politik – hendes mor arbejder for det socialdemokratiske Frit Forum – men det siger ikke Maria så meget. Hun kan derimod godt lide den stabilitet og familiefølelse, der opstår, da moderens nye kæreste, ”obersten”, flytter ind i det lille hus og påtager sig faderrollen. Men så bliver Maria pludselig antastet af en mand fra efterretningstjenesten, som synes, det er en meget dårlig ide, at en af deres mænd har et forhold til en farlig venstreorienteret kvinde som Marias mor.

På et tidspunkt beslutter Maria sig for at begynde på et realkursus, så hun hurtigere kan komme på gymnasiet. Her møder hun den store kærlighed Michael, som lærer hende at spille skak. Men Michael tilhører overklassen, og det er af en eller anden grund, som forbliver en gåde, noget værre rod med ham. Vældigt kompliceret. Og så er der en dårlig samvittighed over Susie, som sporadisk nævnes en gang eller to i en sidebemærkning, da hun kommer ud for et trafikuheld og tager en overdosis.

Det er faktisk vanskeligt at redegøre for handlingen i ”Teenageren fra Thy”, fordi den aldrig samler sig til et sammenhængende forløb, men ubehjælpsomt tumler igennem et endeløst udvalg af begivenhedsløst skildrede begivenheder. Der er sådan set dramaer og kuriøse hændelser nok at kaste sig over, men i stedet for at udvælge noget at gå i dybden med og udfolde på en indsigtsfuld måde, er det i det hele taget opremsende, skøjtende overfladisk og ikke mindst sjusket.

Det ene øjeblik er familiens gamle hund levende, det næste har den været død noget tid; en kvinde henter lagkage hos bageren, selvom det må være midt om natten – og så videre. Det sjuskede understreges af et væld af underlige, kryptisk insinuerende, men i bund og grund upræcist vævende sætninger, som ikke forklares nærmere. Som her: ”Jeg tog mine sko på igen og tog den uåbnede taske med tøj og sko. Jeg rejste let, af indlysende grunde. Så huskede jeg ikke alt det, som var sket imod min vilje. Så var jeg bare på vej et bedre sted hen.” Hvilke indlysende grunde? Hvad er der sket imod hendes vilje?

Generelt er bogen skrevet i et sprog, som virker træt og næsten ugideligt i sin påtagede joviale og nøgterne tone: ”Vi vaskede op. Jeg tørrede af. Og så skulle jeg finde på en historie. Før eller siden ville hun spørge om detaljer, og så ville jeg for alvor være i nød.”

Det er, som om den næsten ikke orker at være en roman.

Maria Helleberg: Teenageren fra Thy. 303 sider. 299,95 kroner. Gyldendal