Ny ”højskoleroman” byder ikke på meget Grundtvig, men masser af magt og sex

Laura Ringo skildrer i ”Grundtvig er død” et miljø, hvor alle kneb gælder i kampen om at komme først som anerkendt forfatter

Laura Ringo har selv undervist i skrivning på højskolerne Testrup og Krabbesholm.
Laura Ringo har selv undervist i skrivning på højskolerne Testrup og Krabbesholm.

Mange af de yngre forfattere i dag har været elever på en højskole med skrivelinje og måske også selv senere undervist på én. Det er derfor ikke så mærkeligt, at ”højskoleromanen” er ved at blive en genre. Olga Ravn har strejfet den, Stine Pilgaard gav den et fantastisk udtryk i ”Meter i sekundet”, og der er sikkert flere eksempler, men nu er Laura Ringo aktuel med romanen ”Grundtvig er død”.

Apropos titlen udkommer den på Grundtvigs dødsdag, i dag den 2. september. Ringo, der har et par bøger bag sig, har selv undervist i skrivning på Testrup og Krabbesholm.

I romanen kommer jegfortælleren Petra i foråret 2019 tilbage som lærervikar på Nyord Højskole, hvor hun selv gik som elev 10 år tidligere. Der er sket et kulturskred på de 10 år. MeToo-bevægelsen er kommet til, og det betragtes ikke længere som ”omsorg for eleverne at have sex med dem”, som det hedder i en af de barsk-humoristiske replikker, som Ringo med held excellerer i. Petra spørger for eksempel forstander Frank: ”Siden hvornår er du blevet feminist?”. ”Det har jeg hele tiden været – jeg er jo ikke idiot.”

Petra er lidt på kanten af det hele. Udsat. Hun er debuteret som forfatter, men hun er ikke for alvor slået igennem, som Frank Storm Kristensen, skolens forstander, gjorde i sin tid (det er ham, der erklærer Grundtvig for død i et opgør med den angivelige ”nationalkonservative” bølge i højskoleverdenen), og som hendes ligeledes nyansatte medunderviser Frej Thorvaldsen (herlige navne) er i færd med at gøre. Mon ikke han styrer direkte mod en fastansættelse på skrivelinjen i modsætning til Petra?

Optakten er lovende. Desværre fylder sex ganske meget i romanen. Der er udpenslede beskrivelser af sexlege, og trangen til at onanere kan komme så voldsomt over Petra, at hun er nødt til at kaste sig ind i det nærmeste buskads.

Jeg er stødt på det før i den yngre danske litteratur. Der er en underlig modsigelse i det. Der er både i det, der foregår, og måden, det beskrives på, en demonstrativ ligegladhed. Vi må endelig ikke tro, at sex har betydning, at den betyder noget for dem, der indgår i en seksuel relation. Men hvorfor skal det fylde så meget, når det ikke betyder noget? Det er, som om forfatterne forestiller sig, at der sidder to søde små basunengle oppe i højre hjørne af bogsiden. Den ene er en victoriansk basunengel, der nødig vil have for meget sex, den anden er en romantisk basunengel, der helst kun vil have sex, hvis det er romantisk eller svangert med en eller anden mening.

De to små engle græder, for de ser med forfærdelse ned over siden og det, den driver med. Men forfatteren, hun morer sig, hun har en fest, hun grimasserer op imod de to små basunengle. I kan få fingeren, kan I. Så kan I lære det.

Jeg var derfor lidt træt af romanen, da jeg var halvvejs inde i den, for der er i forvejen lidt for mange lavthængende frugter at plukke i genren ”højskoleroman”, og der er et stykke vej op til Stine Pilgaard, der har sin egen helt særlige blanding af humor, ømhed og sprød ondskab i forhold til den lukkede boble-verden af lærere og elever. Men på et tidspunkt skifter ”Grundtvig er død” karakter og går fra det satiriske til det sorte. Petra spørger eleven Anker, hvorfor han pludselig er blevet så interesseret i regler, og han svarer: ”Regler er magt.”

I anden del af romanen er det magtspillene, der tager over. Sex er magt, men regler mod uhensigtsmæssig sex er også magt, og snart er lærere, forstander, bestyrelsesmedlemmer og ambitiøse forfatterspirer involveret i de ondeste kampe på kryds og tværs. Det er ganske underholdende. Det er faktisk bedre end sex.

Petra er også noget sejere, end man lige går og tror. Hun formår at sætte sig igennem på flere fronter og er i den forstand i slægt med en del andre ”stærke kvinder” i tidens litteratur. Det er lige før, det bliver for ulige en kamp for Frank og Frej, der omvendt er mere famlende og usikre, end man lige troede.

På et tidspunkt beskriver Petra for sine elever sin egen opskrift på en god historie: Hun gider ikke det med en hovedperson, der vil rigtig meget, og som man så skal give en masse modstand, for vil folk så meget, når det kommer til stykket? Hun vil med andre ord ikke skrive en dannelsesroman eller en ”coming of age”-historie. I stedet vil hun skrive om magt: ”Hvem har magten i rummet? Hvem vil have magten? Hvordan får vedkommende fat i den? Hvordan kan magtbalancen ændre sig? Det er mit trick til at skrive fede tekster …”

Det er netop det, Ringo forsøger sig med, og det er humoren, ondskaben, den sorte satire, der redder ”Grundtvig er død” fra at synke ned i forudsigelighed og de lidt for nemme point ved at skildre halvårets gang og de typiske problemer og konflikter i højskole-halvåret.

Men det med at folk ikke vil så meget, det passer vist ikke. Det er tydeligt, at de litterære ambitioner er dér, hvor det for alvor brænder på for alle personerne i ”Grundtvig er død”. Hvad enten de er helt unge som eleverne og bruger Nyord som en forskole til Forfatterskolen den forjættede, eller som de ældre (Frank) og lidt yngre (Frej og Petra) konstant er i tvivl om, hvordan det egentlig går med at bryde igennem og blive hængende i forfatterrollen. Det er på den litterære ambition, det gør hæmningsløst ondt, det er dér, personerne for alvor kan rammes, det er den, der hjemsøger dem i en grad, så de får lyst til at skade andre eller dyrke sex med dem eller begge dele på én gang for dog at få et øjebliks udfrielse. Og det er vel at mærke svært at skelne mellem kunstnerisk lidenskab og honnette ambitioner om at blive kendt og fejret i ”miljøet”.

I en smuk og kærlig passage i sin nye bog ”Store Kongensgade 23” skriver Søren Ulrik Thomsen om sine kunst- og litteraturelskende forældre, at det nok var til deres lykke, at de ikke kom til at beskæftige sig professionelt med kunsten, for det gjorde, at den ”bevarede alle sine herligheder ubesmittet af de magtkampe, animositeter og mere eller mindre skuffede ambitioner, som let følger med, når passionen professionaliseres”.

Det kendte jeg også fra mine egne forældre: den ublandede glæde ved og forventning til kunst, litteratur, klassisk musik med videre, fordi den netop ikke indgik som del af deres almindelige (arbejds)liv.

Ringos roman handler illusionsløst og sortmalende om alt det, der ikke er herligt i kunstens og litteraturens verden. Og ”Grundtvig er død” bliver også til sidst noget klaustrofobisk. Man kommer til at savne blot en afglans af de herligheder, det hele drejer sig om. Ringo måtte for eksempel godt have givet os lidt mere fra Petras undervisning, hvor en streng æstetisk saglighed i glimt skinner igennem.

Men romanen har sin hæmningsløse styrke i skildringen af et miljø, hvor alle kneb gælder for at komme foran de andre og nå frem til den eftertragtede anerkendelse. Godt, at det mest er sort satire.

Laura Ringo har selv undervist i skrivning på højskolerne Testrup og Krabbesholm. – Foto: