Ny ikonisk Bowie-dokumentar fylder én med eufori og stjernestøv

Filmen "Moonage Daydream" om David Bowie er en modig montage over et af musikhistoriens ikoner. Det er kunstneren, ikke mennesket Bowie, der er i centrum

I filmen "Moonage Daydream" er kunst og kunstner spundet så intimt sammen, at de forener sig som to sider af samme sag.
I filmen "Moonage Daydream" er kunst og kunstner spundet så intimt sammen, at de forener sig som to sider af samme sag. Foto: Leonhard Foeger/Reuters/Ritzau Scanpix.

I et bombardement af pumpende coolness begynder dokumentaren ”Moonage Daydream” med 1990’er-hittet ”Hallo Spaceboy”. Et modigt valg som åbning, der i denne mest velkendte og af Pet Shop Boys remixede udgave emmer af elektronisk dance.  

Det er en genial åbningssang, fordi den siger så enormt meget om David Bowie (1947-2016) og alt det, vi forbinder med ham med, og alt det, han forbandt sig selv med. Han stod og står som inkarnationen af frihed, han repræsenterer det androgyne, og så var han en fortaler for kaos som et uomgængeligt livsvilkår.

Det er ikke kun åbningen, men dokumentaren som sådan der er en modig bedrift. ”Moonage Daydream” er skabt af den amerikanske dokumentarist Brett Morgen (mest kendt for ”Kurt Cobain: Montage of Heck” fra 2015), og det mesterlige ved den er dens fokus på kunsten og kunstneren. Frem for på privatpersonen Bowie. Kunsten og kunstneren er spundet så intimt sammen, at kunstneren smelter ind i og sammen med sin kunst – og de forener sig som to sider af samme sag.

Morgen kunne have valgt et mere klassisk dokumentarisk snit, hvor publikum kom tættere på mennesket og privatpersonen Bowie for eksempel gennem interviews. Når han alligevel ikke interesserer sig for, hvad Bowies yndlingsmorgenmadsprodukt var, er det svært ikke at tyde det som en respekt for kunstneren. Bowie får lov at ånde som den kunstner, han var, og som han ønskede at være.

Selvom det er en populær tendens i samtiden, at alle skal have pillet deres masker af (i dansk kontekst så vi et eklatant eksempel på det i Bille Augusts Karen Blixen-film, ”Pagten”, fra sidste år) for at nå ind til det ”ægte og autentiske” menneske med alle dets svagheder, fastholder instruktøren Bowie som en dansende stjerne, der oser af kosmisk jive. Vi kunne have hørt på kedelige fortællinger om ham fra folk, der kendte ham, og i så fald var det blevet en meget anderledes film, der havde eksisteret i en helt anden sfære end den rene energiudladning af tenderende euforisk drøm, som instruktøren har formået at skabe. Og det er nu heller ikke, fordi vi kun ser glansbilledet af Bowie. Vi hører både om psykisk sygdom i hans familie og om usikkerhederne i forbindelse med hans ellers eminente malerkunst.

Filmen er en blanding af tidligere viste, sjældne og aldrig før viste klip, optagelser, malerier og fotografier. Dokumentaren giver desuden et indblik i Bowies filosofi og måde at tænke på. Han var et søgende menneske, der hellere så fremad end bagud. Han ønskede at sprænge fortidens absolutter, tabuer og værdier i luften. Han troede ikke på Gud, men han troede på noget. Han kalder det selv en samling af energi. Han blev præget af det, han omgikkes, læste eller hørte lige nu og her:

”Jeg er buddhist om tirsdagen og Nietzsche-læser om fredagen,” som han siger. De andre dage kunne det være hvad som helst midtimellem eller derudover.

Et andet centralt element for Bowie var opbygningen af Ziggy Stardust – hans alter ego, navn og kreation. Vi møder Ziggy på albummet ”The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars” (1972), som både ”Moonage Daydream” og ”Ziggy Stardust” findes på. Albummet er bygget op over et science fiction-tema, hvor Ziggy optræder som en alien fra rummet, der træder ned i vores verden for at redde den. Hele dette science fiction-element er fremtrædende i filmen, og Bowie selv er den glitrende rumgud, der vibrerer med "space oddity".

Vi føres igennem billedrækker af Bowies kunstneriske påvirkninger, som spænder fra Dalí, Buñuel, Murnau til Fritz Lang. Han var velbevandret i dansk kunst og inspireret af Carl Th. Dreyer og Benjamin Christensen, men også af vores svenske nabo Bergman. Desuden har forfatteren William S. Burroughs fulgt ham hele vejen ind i hans kunst, hvor Bowie efter Burroughs' forbillede anvendte cut-up-teknikken i forbindelse med sin sangskrivning.

”Moonage Daydream” er en eminent musikdokumentar. En overlegen produktion både visuelt og på lydsiden, og selvom projektet er så ambitiøst, lander det lige der, hvor det skal. Og mon ikke også det er netop denne Bowie-dokumentar, der kommer til at skrive sig ind i historien som den vigtigste? Den bliver ikke nem at overgå. Den er skabt i Bowies ånd – den er fordybelse frem for portræt – og Bowies jive dansede videre med mig hele dagen.

Moonage Daydream. Dokumentar. Instruktør: Brett Morgen. Spilletid: 140 minutter. Premiere den 16. september landet over.