Ny ikonisk Bowie-dokumentar fylder én med eufori og stjernestøv

Filmen "Moonage Daydream" om David Bowie er en modig montage over et af musikhistoriens ikoner. Det er kunstneren, ikke mennesket Bowie, der er i centrum

I filmen "Moonage Daydream" er kunst og kunstner spundet så intimt sammen, at de forener sig som to sider af samme sag.
I filmen "Moonage Daydream" er kunst og kunstner spundet så intimt sammen, at de forener sig som to sider af samme sag. Foto: Leonhard Foeger/Reuters/Ritzau Scanpix.

I et bombardement af pumpende coolness begynder dokumentaren ”Moonage Daydream” med 1990’er-hittet ”Hallo Spaceboy”. Et modigt valg som åbning, der i denne mest velkendte og af Pet Shop Boys remixede udgave emmer af elektronisk dance.  

Det er en genial åbningssang, fordi den siger så enormt meget om David Bowie (1947-2016) og alt det, vi forbinder med ham med, og alt det, han forbandt sig selv med. Han stod og står som inkarnationen af frihed, han repræsenterer det androgyne, og så var han en fortaler for kaos som et uomgængeligt livsvilkår.