I 1917 modtog Henrik Pontoppidan (1857-1943) nobelprisen i litteratur. Det var selvfølgelig udmærket, men der var den hage, at man tildelte ham prisen med henvisning til hans ”autentiske beskrivelser af dagligliv i Danmark.”
Problemet? Det lyder jo usigeligt kedeligt.
Men kedelige påstande har det med at blive hængende, for alle kan forstå dem. Da Gyldendal mellem 2006 og 2009 udgav den enorme ”Dansk litteraturs historie”, sluttede kapitlet om Pontoppidan med noget lignende: Pontoppidan forfulgte angiveligt det mål ”at give et virkelighedsbillede af sin samtids Danmark.”
Lektor i litteraturvidenskab på Syddansk Universitet Steen Beck kredser i sin nye indføring ”Pontoppidans store romaner” om måder, hvorpå man kan undgå denne grove banalisering, der vil tidsfæste og nationalisere Pontoppidan.
Beck påpeger, at de store romaner lige så godt kan ses i en europæisk kontekst. Det gælder ”Det forjættede Land,” (1891-1895) ”Lykke-Per,” (1898-1904) og ”De Dødes Rige” (1912-16). På linje med forfattere som Balzac, Dostojevskij og Rilke behandler de en omfattende, europæisk mentalitetsændring fra land til by og fra tradition til krise. De tager selvfølgelig udgangspunkt i den tid, de foregår i, men de overskrider den også ved at søge svar på evige problemer. Dét lyder som en mere lovende forklaring på, hvorfor vi bliver ved med at læse denne prosaens danske mester.
Steen Becks billede af Pontoppidan er ganske nuanceret og spænder over hans realistiske stil, der selvfølgelig videregav et indtryk af sin samtid, men romanerne udgør også en psykologisk undersøgelse af menneskesindet og ”en symbolistisk vending mod dødslængsel, værdikrise og metafysik.” Dette er, skrevet i god ro og orden, korrekt. Beck forsker til daglig i undervisnings- og læreprocesser – tænk, hvis man kunne bibringe landets gymnasielærere denne rigtige opfattelse af rigets litterære tilstand.
Derefter går det i afmålt tempo med genfortællinger af romanerne. De ledsages velovervejet af en serie L.A. Ring-malerier, der prægnant bidrager til at stemme sindet til den sære og svære pontoppidanske blanding af realistisk bondekultur, gryende storstadsstemning og det indre livs æstetiserede farvelade.
Der står næsten intet forkert i de lange gengivelser af romanerne, og sekundærlitteraturen tages veldoceret med på råd. Med andre ord har vi her en solid og kortfattet introduktion til et forfatterskabs lange og komplekse hovedværker.
Er sindet imidlertid allerede stemt til denne ”europæiske” og evige Pontoppidan, vil man roligt kunne undlade at læse denne bog. Så kan man også i stedet bruge tiden på at få solgt sine fem bind af ”Dansk litteraturs historie” på Den Blå Avis.
Det første introducerende kapitel indeholder godt nok de nævnte referencer til andre europæiske mestre, men det glemmes mere eller mindre til fordel for disse opsummerende og smådiskuterende handlingsreferater.
Genfortællingen af "Lykke-Per” slutter med en karakteristisk vag påstand om, at Pers ”natursans” giver ham en position, der ligner den franske eksistentialist Albert Camus’, ”for også den franske filosof lægger vægt på, at det er i mødet med naturen, at vi mennesker kan opnå kontakt med skønheden og anden form for meningsfuldhed i det sociale liv.” Bogen er udgivet i Sorø-forlaget U Press’ Babette-serie, der ifølge forlaget selv ”bygger bro mellem alle med interesse for dansk litteratur, billedkunst og sprog hjemme og ude i verden.” På denne måde passer Becks bog ind i serien med udsagn som det ovenstående om Camus, for bogen såvel som seriens beskrivelse er så vage, at de kan dække alt.
Det samme gælder fortolkningen af Jakobe. I ”Lykke-Per” er hun hovedpersonens store forelskelse, men bliver alligevel forladt. Hun ender i stedet med at grundlægge et københavnsk skolehjem. Ifølge Beck et udtryk for en ”omsorgsfilosofi af kvindeligt og moderligt tilsnit.”
Et argument for denne påstand kunne være interessant, for slår man op i romanen, kan man læse, at det, hun faktisk vil lære ungerne, er at klare sig ”i den morderiske Tilværelseskamp.” Om sit eget barn drømmer hun, at det må blive ”en Havets Ætling, en Vikingenatur, besat af den kamplystne Udve der var i Slægt med Uroen i hendes eget jødiske Blod.”
Det lyder næppe, som om Jakobe ”entydigt” ”peger frem” mod ”det 20. århundrede velfærdssamfund,” som det også påstås, endsige at der er tale om et feminiseret omsorgsgen.
Med disse eksempler kan man også stille spørgsmålet mere generelt: Hvad skal denne bog? Hvis den skal antyde, at der findes en anden Pontoppidan end den sterile fortælling om, at han var det moderne gennembruds mest trofaste realist, lykkes netop det at antyde. Men mon ikke tekstnær litteraturkritik og/eller argumenter havde virket bedre?
Indtrykket forstærkes i den afsluttende, fraseprægede hyggestemning, hvor Beck konkluderer, at ”Pontoppidan stillede som sagt flere spørgsmål, end han gav svar. Men hvor er det dog gode spørgsmål han stiller.” Det fører Beck frem til et sentimentalt udbrud og en afslutning af bogen med et udråbstegn, der virker selvophævende: ”Mere kan man ikke forlange af en forfatter og et forfatterskab!”
Steen Beck: Pontoppidans store romaner. 151 sider. 200 kroner. U Press.