Ny indspilning af Bachs orkestersuiter er stærkt anbefalelsesværdig

De fremragende musikere i Concerto Copenhagen spiller Bach af hjertens lyst

Når barokensemblet Concerto Copenhagen (CoCo) med dets musikalske leder Lars Ulrik Mortensen leverer en ny indspilning af de fire suiter, er det noget af en begivenhed. Ligeledes er den prisvindende komponist Lars Hegaards ”Octagonal Room” et lyt værd.

Gamle Bach let på tå

Johann Sebastian Bachs ouverturer eller orkestersuiter hører til den allermest populære klassiske musik, og der findes utallige fuldlødige indspilninger af dem. Men når barokensemblet Concerto Copenhagen (CoCo) med dets musikalske leder Lars Ulrik Mortensen leverer en ny indspilning af de fire suiter, er det noget af en begivenhed.

På trods af mange års granskning ved man faktisk ikke, nøjagtigt hvornår disse suiter blev til. I dag mener man, at de blev skrevet langt tidligere end før antaget – og at de først efterfølgende blev tilpasset forholdene i Leipzig. Det er derfor ikke ualmindeligt at opføre værkerne uden pauker og trompeter, eftersom det tilsyneladende er den ældste version. Og Concerto Copenhagen går traditionelt efter den ældste version – ensemblet tilhører den kategori, som en af Danmarks mest berømte/berygtede kritikere, Hansgeorg Lenz (1926-2011), engang kaldte ”musikkens arkæologer”. Man kan så tilføje, at hverken Bach eller Mozart var arkæologer i den forstand. De fokuserede som regel på de nyeste instrumenter og den mest righoldige instrumentation. Måske ville de betragte nogle af vor tids ”historiske” ensembler som bagstræberiske?

Når den nye indspilning fra plademærket Cpo alligevel er stærkt anbefalelsesværdig, skyldes det de fremragende musikere i Concerto Copenhagen. De spiller af hjertens lyst med stor fremdrift, smittende dirigeret af Lars Ulrik Mortensen, og man får alle fire suiter med en samlet spilletid på omkring 73 minutter. Her er gode, gamle Bach virkelig let på tå!

Alsidig udgivelse med guitarmusik

Den prisvindende komponist Lars Hegaard (født 1950) har gennem mere end 40 år angiveligt været en vigtig stemme i dansk musikliv. Centreret om komponistens eget instrument, guitaren, præsenterer plademærket Dacapo seks af hans vigtigste kammermusikværker på en ny portræt-cd, der har fået titlen ”Octagonal Room”. Coveret består meget passende af en hvid ottekant, en reference til det sidste værk på skiven, som komponisten skrev i 1999 for guitar og strygekvartet.

Det er i det hele taget guitaren, der indtager hovedrollen her. Først i ”Fire rytmiske stykker” for guitar solo. Dernæst i ”Trois Poèmes d’Arthur Rimbaud” fra 2003, hvor guitaren bliver ledsaget af Signe Asmussens klangstærke mezzosopran. Her er det et plus, at både den franske tekst og en dansk oversættelse følger med i teksthæftet. I ”Rituals” (også fra 2003) bliver guitaren akkompagneret af et mindre ensemble, dirigeret af oboisten Max Artved, mens de fem studier med titlen ”Points of Disappearance” er skrevet for guitar og cello (spillet af Morten Zeuthen).

Skivens ældste værk er ”Configurations”, der stammer fra 1988 og er komponeret for guitar og bratsch. Der er kun én sats. Den har til gengæld den fantasifulde betegnelse ”Ritmico e danzante e gesticolante” – og det er ingen ringere end professor Tim Frederiksen, der tager sig af bratschstemmen.

En udgivelse, der kommer godt rundt om guitarens mange muligheder, og hvor Jesper Sivebæk med sit yderst kompetente spil trækker det store læs.