Ny iscenesættelse af ”1001 nat” fiser ufarligt ud i ørkensandet

Teater Republiques nye iscenesættelse af den den arabiske eventyrsamling er ufokuseret og famlende

Stykket ”1001 nat” er en opvisning i noget, der fungerer bedre i teorien og som idé end i praksis på scenen.
Stykket ”1001 nat” er en opvisning i noget, der fungerer bedre i teorien og som idé end i praksis på scenen. Foto: Rydvald Fluri.

På Teater Republique har man atter fat i en af verdenslitteraturens store grundfortællinger, når den ældgamle arabiske eventyrsamling ”Tusind og én nat” sættes i scene. Tidligere har teaterduoen, instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møller, nydt stor succes med fænomenale dramatiseringer af ”Jeanne d’Arc”, ”Dantes guddommelige komedie” og senest en gennemført ”Faust”. Men denne gang bliver iscenesættelsen desværre mere fortænkt end fængende.

De fleste kender historien om den snu vesirdatter Shahrazad, der undslipper døden ved at forføre sin ægtemand, den modlystne kong Shahriyar, med farverige historier nat efter nat.

Vi kender Aladdin, Ali Baba og Sinbad Søfareren. Men det er ikke den del af fortællingen, man har ønsket at gengive her. Tværtimod er det de mindre kendte, mere mørke sider af det gigantiske 4500-siders værk, Staffan Valdemar Holm i samarbejde med dramaturg Karen-Maria Bille har udvalgt til lejligheden. Forestillingens fokus er volds-, sex- og overgrebsfortællingerne, annonceret af instruktøren som ”blod og erotik, blå mærker og skønhed”.

Målet har tydeligvis været at frigøre værket fra den fortærskede eksotisme og skønmaleriet, som ofte omgærder det. Her er ingen snabelsko, slangetæmmere og svajende haremshofter i seglmånens skær. Til gengæld får vi en skulpturel, men temmelig fad, rumscenografi, der er nok så kedelig at kigge på i længden. Stringente søjlegange som fængselsceller, 70’er-kostumer og senge hyllet i sort satin.

Fortællingernes labyrintiske og fabulerende form forplanter sig konkret i scenografien. Mellemøstlig mystik, dampende krydderier og silkestoffer i umage kulturmøde med scenens golde geometriske former. Alt det forstår vi, og måske lyder det inciterende, men dertil er udtrykket for ubestemmeligt, for ferskt og diffust antydende.

I det hele taget er det labyrintiske og knopskydende forestillingens formende princip. Et mylder af fortællinger væver sig ind og ud af hinanden. Den ene historie føder nærmest den næste, så løse tråde og halve forløb flagrer rådvilde gennem de tomme korridorer. Igen bliver det en opvisning i noget, der fungerer bedre i teorien og som idé end i praksis på scenen. Det samlede udtryk er ufokuseret og famlende. Først ved pausen, efter hvad der synes som en endeløs opvarmning, når vi frem til rammefortællingens begyndelse. Men også anden akt bærer præg af det repetitive og tomgangsagtige.

Midt i den sterile scenografi og med et skrummel af en vildtvoksende tekst er det mest overladt til skuespillerne at give liv. Men også her forfalder man til det lovlig fortænkte og krampagtige. Den ekspressionistiske, nærmest karikerende spillestil skurrer gevaldigt mod fortællingernes blodige alvor og tragik. Historien drukner i udvendige tableauer og vrængende fysikalitet, som helt mangler inderlighed og nuance.

På scenen er fortællersken Shahrazad udspaltet i tre kvinder. Mille Lehfeldt, Stina Ekblad, Stephanie Nguyen, som først optræder i en slags ens uniform og siden antager mere individuelle udtryk. De udgør tilsammen kvinden, som monologisk og i én lang glidende bevægelse åbenbarer en kollektiv historie af undertrykkelse, vold og overgreb.

Det ligger lige for at trække MeToo-aspekterne frem i en nutidig iscenesættelse af de gamle folkeeventyr. Og det er da også ganske på sin plads – ja, endda forfriskende – med denne problematisering af kvindeundertrykkelse i den arabiske kultur, som nødvendigvis må gå hånd i hånd med besyngelsen af dette værk. Detaljer som den symbolske sammenstilling af det muslimske tørklæde og 70’er-feminismens frigørelseskamp i kostumerne, det bagvedliggende håb om en rødstrømperevolution i den arabiske verden, er også udmærkede. Men hvem dette budskab og de arabiske overtekster i øvrigt er henvendt til, synes stadig uklart. Næppe det kridhvide publikum på premiereaftenen i hvert fald. Og hvad er det da andet end ufarlig teaterleg og meningsløs prædiken for koret?