Ny Jón Kalman Stefánsson-roman ligner hans tidligere bøger, men er værd at læse

Jón Kalman Stefánsson nye roman er en væsentlig fortælling om islandske Astas turbulente liv

Stilen, temaerne og strukturen i Jón Kalman Stefánssons nye roman ”Historien om Asta” leder tankerne hen mod forfatterens tidligere udgivelser, nærmere bestemt ”Fisk har ingen fødder” (2015) og ”Nogenlunde på størrelse med universet” (2017). –
Stilen, temaerne og strukturen i Jón Kalman Stefánssons nye roman ”Historien om Asta” leder tankerne hen mod forfatterens tidligere udgivelser, nærmere bestemt ”Fisk har ingen fødder” (2015) og ”Nogenlunde på størrelse med universet” (2017). – Foto: Niels Hougaard/Ritzau Scanpix

”Det er naturligvis ikke muligt, ikke længere, hvis det nogensinde har været det, at fortælle kronologisk om et individs liv, fra vugge til grav, som det hedder. Ingen lever sådan.” Ordene er sakset fra islandske Jón Kalman Stefánssons nye roman ”Historien om Asta”.

Hans fortælling om islandske Asta, undfanget i et euforisk kærlighedsmøde mellem Helga og Sigvaldi, er da heller ikke bygget kronologisk op. I stedet springer Jón Kalman Stefánsson frem og tilbage i den fortalte tid og sammensætter stykke efter stykke en mosaik af forskellige liv. Vi møder en lang række mennesker, som alle på den ene eller anden måde er forbundet med pigen og senere kvinden Asta og gør os klogere på, hvorfor hun blev det menneske, hun blev.

Udgangspunktet for forløbet er Astas forældre, Helga og Sigvaldi. Hun er gudesmuk og fuld af energi, og han bliver besnæret af hende. Til at begynde med er kærligheden gengældt, men livet som hjemmegående mor bliver efterhånden for meget eller måske rettere for lidt for Helga. Hun forstår ikke skønheden i det enkle liv og gennemlever en fortvivlelse så dyb, at hun aldrig formår at overkomme den eller blot komme i øjenhøjde med den.

I stedet slår hun sig på farverige fester, utroskab og alkohol i stride strømme. Hun drikker sig ind i fortabelsen og ofrer lille Asta og hendes søster i samme bevægelse. Herfra følger læseren så Astas turbulente færd gennem livet. Først i den islandske vildmark og siden på en række højere læreanstalter. Overalt hvor hun færdes, gør hun med sin skønhed og sit intellekt stort indtryk på de mennesker, hun møder.

Efterhånden som man pløjer sig ind i fortællingen om Asta, får man dog momentvis en følelse af deja-vu. Har man ikke læst dette før? Fortællingen virker mærkelig velkendt. Stilen, temaerne og strukturen minder om Jón Kalman Stefánssons tidligere udgivelser, nærmere bestemt ”Fisk har ingen fødder” (2015) og ”Nogenlunde på størrelse med universet” (2017).

Det får den konsekvens, at man ikke i samme omfang, som det var tilfældet med de andre romaner, anfægtes af læsningen. Man savner som læser en anden grad af kunstnerisk nødvendighed. Noget mesterværk er bogen altså ikke.

Alligevel er det en væsentlig bog. Jón Kalman Stefánsson skriver godt. Hans sprog, som er meget fint oversat af Kim Lembek, er smukt, og der udfoldes en fascinerende verden. Jón Kalman Stefánsson formår med sin springende kronologi at udvikle og underholde sin læser. For selvfølgelig gør det stort indtryk at følge Astas kamp for ikke at gentage sin mors mønster og drukne sin indre uro i stoffer og alkohol, men i stedet vende sig mod verden på en konstruktiv måde og udrette noget med sit liv.