Ny kirkeminister: Jeg har altid fundet stor tryghed i at tro på Gud

Kulturen skal tales mere op. For tiden kalder på mere ånd og dannelse, mener Danmarks nye kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), som også i tiden fornemmer en større åbenhed over for at tale om tro

"Jeg tror ikke, at vi kan være glade mennesker, der trives, uden relationer og den anden dimension, som dannelse og ånd repræsenterer," siger den nye kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
"Jeg tror ikke, at vi kan være glade mennesker, der trives, uden relationer og den anden dimension, som dannelse og ånd repræsenterer," siger den nye kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Foto: Leif Tuxen.

Ane Halsboe-Jørgensen blev drillet, da hun skulle konfirmeres. For hendes forældre kunne ikke forstå, at hun ville konfirmeres, fordi hun vitterligt troede på Gud af et ærligt hjerte.

”Troen har altid boet inde i mig,” siger Ane Halsboe-Jørgensen (S) i sit nye hjørnekontor i Kulturministeriet.

Danmarks nye kirke- og kulturminister sidder klædt helt i hvidt og sætter ord på sin stærke barnetro foran et abstrakt maleri i glade farver:

”Jeg kan ikke forklare hvorfor. Men jeg har altid troet. Jeg blev konfirmeret, fordi jeg troede på det. Det syntes mine forældre var lidt mærkeligt, selvom det var dem, der havde fået mig døbt. Men det tænkte de nok bare var noget, man gjorde med den kulturarv og tradition, man nu også havde dér på villavejen i Fjerritslev, hvor jeg voksede op. Selvfølgelig blev man døbt, og selvfølgelig blev man også konfirmeret, medmindre man absolut ikke troede. Men da det gik op for dem, at jeg faktisk troede, så blev jeg drillet lidt med det på kærlig vis, så troen fik jeg ikke med fra dem.”

Hvad fik dig så til at tro?

”Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men jeg har altid fundet stor tryghed i at tro på Gud. For mig er det også en slags kontrast til ensomheden eller måske en måde ikke at være ensom på. Mit konfirmationsord var ’Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende’. Det puttede jeg på en eller anden måde i lommen med en tro på, at der var nogen, der var med mig. Og jeg går stærkere ud i livet med det indeni. Til gengæld har jeg fundet rigtigt mange andre fællesskaber, uanset om det har været i håndboldhallen, på højskolen eller noget helt tredje. For mig har kirken ikke været et fysisk fællesskab med en menighed, men det har føltes som et fællesskab i troen.”

Derfor oplevede Ane Halsboe-Jørgensen også et åndeligt fællesskab, da hendes forgænger som kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S) i sidste uge overdrog hende nøglerne til Kirkeministeriet med en bøn i form af sindsrobønnen, der oprindelig blev formuleret af den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr (1892-1971): ”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Gud, giv mig mod til at ændre de ting, jeg kan. Og Gud, giv mig visdom til at se forskellen.”

Den nye kirkeminister smiler igen bredt, da hun svarer på, hvordan den bøn føltes.

”Det havde jeg det rigtig godt med. Jeg tænker, at lige præcis den bøn kunne vi godt bruge noget mere som mennesker i vores tid. Der er noget stærkt i på den ene side at turde at give slip på det, man ikke kan ændre, og sige, at det her er et vilkår i mit liv. Og så samtidig have modet til at tage fat i det, man så faktisk kan ændre.”

Som kultur- og kirkeminister er det nu netop hendes opgave at finde ud af, hvad hun kan gøre noget ved. Hun har dog ikke tænkt sig at sove på kontoret, som sognepræsten og Tidehvervsredaktøren Agnete Raahauge har opfordret hende til.

Selv var Ane Halsboe-Jørgensen hurtig på Facebook til at udtrykke taknemmelighed over at have overtaget ministeransvaret for ”ånd og dannelse”. Og hun har tænkt meget over, at Danmarks første og måske største kulturminister Julius Bomholt, der oprettede kulturministeriet i 1961, tidligere havde været både social- og undervisningsminister. For selv gik hun ligeledes ind i politik med en stærk social bevidsthed, og hun overtager kirke- og kulturministerposten med sin egen baggrund som uddannelses- og forskningsminister, så på den måde føler hun, at hun nu følger i Bomholts fodspor.

”Ikke kun i fortællingen, men faktisk også i praksis er det sådan, det mærkes. Det føles, som om en cirkel er sluttet,” siger hun og peger på, at mange ting ikke kan løses i det formelle uddannelsessystem.

”Vi er også nødt til at se på, hvad der er rundt om det at gå i skole, så vi også får skabt hele mennesker. Jeg synes virkelig, at det er meningsfyldt at bygge de to områder oven på hinanden. Jeg oplever også en statsminister, der er meget reflekteret over, hvad det er for en tid vi lever i, og hvad den kalder på. For som mennesker farer vi jo vild i meget høj grad lige nu. Vi har en ungdomsgeneration, der er mere ensom end nogensinde. Hver gang vi måler, trives de dårligere. Og det handler rigtig meget om, at de mangler noget af den kraft, der er i ånd og dannelse.”

Hvad er ånd og dannelse for dig?

”På mange måder er det der, hvor man er inde i kernen af, hvem vi er. Når man kigger på det liv, vi lever, så findes der andet og mere end at stå op om morgenen, passe sine ting, være dygtig til det og helst endnu dygtigere og hurtigere, uanset om det handler om at gå i skole og blive hurtig færdig eller skabe produktivitet på arbejdet. Men ånd og dannelse opstår dér, hvor vi finder mening i tilværelsen, hvor vi bliver hele mennesker, og hvor vi også er der for hinanden. Det er dér, hvor vi med Majestætens ord gør noget, der virker unyttigt, men måske i virkeligheden netop er nyttigt for vores sind og sjæl og for vores fællesskaber og relationer til hinanden. Jeg tror ikke, at vi kan være glade mennesker, der trives, uden relationer og den anden dimension, som dannelse og ånd repræsenterer,” siger ministeren, der går mere op i karakterdannelse end skolekarakterer. For ingen skal have reduceret deres værdi til et tal, som hun siger, og hun bryder sig heller ikke om ordet ’fjumreår’.

”Jeg havde selv to år, hvor jeg blandt andet var på højskole, inden jeg gik i gang med min uddannelse, og det var da noget af det mest givende, jeg har gjort for mig selv.Det kan godt være, at jeg ikke blev klogere på tyske gloser og tabeller, men jeg blev i hvert fald klogere på mig selv. Men der er et eller andet ærgerligt i, at vi skal gå hen i de der lommer på et skoleskib eller en højskole for at finde fordybelse og fællesskab,” siger hun og tilføjer, at det også er noget af det, der gør både kirke, kunst og kultur vigtigt.

Kulturstøtteordningerne fra Bomholts tid eksisterer også stadigvæk, selvom hans kulturbegreb, der knap nok regnede popmusik og film (og slet ikke sport) for kultur, var mildt sagt noget mere elitært end det, den netop afgående kulturminister Joy Mogensen udfoldede ved at sige, at der var lige så meget kultur i en håndboldhal som i en teatersal. På det punkt går Ane Halsboe Jørgensen dog gerne i Joy Mogensens fodspor. For både finkultur og massekultur har sin berettigelse, mener hun:

”Jeg har selv brugt væsentlig flere timer i en håndboldhal, end jeg har brugt i teatret, fordi det var det, min familie var engageret i, og dér, hvor mine forældre lagde deres frivillige kræfter. Det kunne sikkert lige så godt have været i den frivilligt drevne Ferritslev Kino, så det handlede om filmkunst eller noget helt tredje, men man er jo også præget af det hjem, man kommer fra. Men derfor kan man stadig godt se værdien af det andet eller have en nysgerrighed over, hvad det betyder for samfundet. Om ikke andet så have en anerkendelse af, at det ene ikke eksisterer uden det andet. Og jeg synes godt, at der generelt kunne være en større erkendelse af, hvor vigtig kultur er.”

Det kunne der vel også i Socialdemokratiet? Hverken kirke eller kultur var jo nævnt i forståelsespapiret bag regeringsdannelsen. Og det er faktisk første gang siden Bomholt, at der ikke har været en plads til at beskrive visionerne for en regerings kulturpolitik.

”Men det, man skal huske med forståelsespapiret, er, at det netop ikke er et regeringsgrundlag. Forståelsespapiret er snarere et spejl af det, som støttepartierne ville være sikre på, at regeringen kom omkring. Ikke engang retten til tidlig pension, altså ’Arne-pensionen’, som var et af de vigtigste projekter for regeringen, blev nævnt der, så bare fordi kulturen ikke blev nævnt i forståelsespapiret, er det ikke det samme som, at den ikke står helt centralt for regeringen. Jeg oplever Socialdemokratiet som en både historisk og nutidig stærk kraft for både det mest elitære og det brede kulturbegreb, men også som en insisteren på, at ånd og dannelse og dermed også vigtigheden af kulturen er afgørende for, hvordan vi skaber hele mennesker, så det skal der ikke være store grupper i vores land, der ikke har adgang til. Det gælder især børn og unge. Vi har en stor ulighed – også i vores kulturforbrug. Men det mener jeg ikke står i kontrast til at opdyrke det sublime. Og jeg ville sådan ønske, at kultur ikke blev brugt til at grave grøfter, men til at blive klogere på hinanden, for det er også noget af det, den kan.”

Men har regeringen været god nok til at tale kulturen op?

”Man skal jo altid se indad, når der er mennesker, der har et særligt billede af noget. Hvis vi har en bred skare i kulturlivet, der ikke mener, at regeringen vil dem, så er det jo mit ansvar at sige, det vil vi faktisk gerne. Der er også nogle tal, der taler et ret klart sprog. For eksempel er det første gang i årevis, vi ikke har et omprioriteringsbidrag. Så både på det helt nære, men også på Det Kongelige Teater, skal der ikke længere spares – fordi vi sidder, hvor vi gør.”

Selv har hun tænkt sig at blive siddende som kirke- og kulturminister, så længe hun stadig er ønsket på posten, og hun synes, at Folkekirken står stærkt, selvom dåbstallet falder.

”Konfirmationstallene ser mig bekendt anderledes ud, så der bliver indhentet nogle dér, fordi mange børn selv vælger det til, når de bliver gamle nok, og det er jo næsten endnu stærkere. Jeg er selv mor til to udøbte mor. Så fik I lige de breaking news,” siger hun og griner, inden hun forklarer, at hendes mand ikke tror på Gud.

”Den forskellighed prøver vi at rumme i vores ægteskab, og i respekt for det må vores børn frit vælge, når de bliver store nok. Lige nu er de fire og seks år, så det er lidt tidligt, men vi taler da om værdier og tro allerede nu. Det er da også mit ansvar som mor, ligesom børn jo har mange spørgsmål om rigtig mange ting.”

Tro er også et tema, som flere voksne tør tale åbnet om, erfarer hun selv:

”Især her efter jeg blev kirkeminister, er der mange, der på en eller anden måde har betroet mig, at de også tror, når jeg fortæller, at jeg altid selv har troet på Gud. Men nu er vi ved at komme et sted hen, hvor man godt må sige det og stadig være et moderne, smart menneske, der har styr på livet, for der sniger sig alligevel et behov ind for nogle andre værdier, hvad enten man så møder det behov ved at synge fra Højskolesangbogen eller sætte sig ind i et kirkerum.”

Har du selv en yndlingssalme?

”Jeg har en yndlingssang fra Højskolesangbogen. Og det er forelskelsessangen, som også hedder ’Du kom med alt det, der var dig’. Jeg synes, at den sang rummer noget fint i forhold til, hvordan vi møder hinanden som mennesker, og så sang vi den faktisk i kirken til mit bryllup, hvilket naturligvis giver den en helt særlig plads for evigt,” siger hun og griner.

’Livet det er livet værd’…

”…’på trods af tvivl og stort besvær’. Det synes jeg er smukt. Ja, det gør da ondt på os alle sammen, og der er da mandag morgener, hvor det hele er surt, og det regner. Men der er også kærlighed, kultur og alt muligt godt, der gør, at det er det hele værd. Og det er fint at minde sig selv om.”