Ny MeToo-bog om forlagsbranchen vækker debat og udtrykker en klar tendens på bogmarkedet

Leonora Christina Skovs nye MeToo-roman er blot den seneste, der opfordrer læserne til selv at blande sig i samfundsdebatten. Bølgen af autofiktion har været med til at gøre forfattere mere politiske, mener professor

"Hvis vi ikke skriver om det" står der på forsiden af den særligt designede notesbog, som Leonora Christina Skov udgiver sammen med sin kommende roman, "Hvis vi ikke taler om det." Notesbogen og titlen kan tolkes som et aktivistisk tiltag til at få flere fortrængte historier frem i lyset. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Første skridt til at tale om noget kan være at skrive om det, mener forfatteren Leonora Christina Skov, der som opfølger til sin selvbiografiske bestseller ”Den, der lever stille” er på vej med både romanen ”Hvis vi ikke taler om det” og notesbogen ”Hvis vi ikke skriver om det”. De udkommer samtidig i næste uge med stor forhåndsinteresse. Både notesbogen og romanen har således ramt Saxos bestsellerliste længe før udgivelsen.

Notesbogen og dens titel kan hurtigt læses som et aktivistisk tiltag til at få flere fortrængte historier frem i lyset. For i sin roman beskriver Leonora Christina Skov selv en MeToo-episode med ”uønsket intimitet” fra en forlagschef tidligt i sin egen karriere.

Selv har Leonora Christina Skov gennem alle årene skrevet sine tanker ned i notesbøger, og i den nye roman gengiver hun en del af de nedskrevne tanker, som med tiden gav hende modet til også at tale om dem og skrive offentligt om dem.

”Notesbøger betyder meget for mig. Jeg har altid én med mig, som jeg skriver tanker, idéer, sætninger til mine bøger og alt det, jeg skal huske, ned i, og jeg har drømt om at skabe min egen i årevis,” forklarer hun sine fans på Instagram.

Hun er ikke den eneste forfatter, der udgiver sin egen notesbog i nærmeste fremtid – det gør Olga Ravn også i forlængelse af sin roman ”Mit arbejde”.

I notesbogen ”Min barsel”, der udkommer i juni, opfordrer hun sine læsere til at skrive deres egne fødselsoplevelser ned, ligesom hun selv har gjort i romanen. Ifølge flere iagttagere er det eksempler på, at den aktivistiske forfatter er på vej tilbage i dansk litteratur efter en længere periode med politisk skyhed.

Allerede tilbage i 1960 opfordrede statsminister Viggo Kampmann (S) forfattere og kunstnere til at blande sig mere i samfundsdebatten.

Men da professor og leder af H.C. Andersen Centret Lasse Horne Kjældgaard for fire år siden forsvarede sin doktorafhandling, var en af konklusionerne, at forbindelsen mellem kunstnere og politikere nu var – og er – næsten væk, mens stadig flere forfattere ikke kun er optaget af at beskrive verden, men også gerne vil omskrive den ved at opfordre deres læsere til at tage stilling.

Og den udvikling ser ud til at fortsætte:

”Der er kommet en tendens til, at forfattere også blander sig direkte i debatten om bestemte samfundsemner og har nogle dagsordener, som de synes er vigtige,” siger Lasse Horne Kjældgaard, der forklarer tendensen med flere forhold:

”Jeg tror, at man kan se det som en litterær reaktion mod den skyhed, der indtil for 10-15 år siden har været i litterære kredse til at være direkte politisk. Men jeg tror også, at en anden forklaring er bølgen af autofiktion, som har muliggjort, at man kan tage sine erfaringer op og koble dem til strukturelle forhold. Jeg ser det også meget som en konsekvens af en litterær udvikling,” siger Lasse Horne Kjældgaard, der bakkes op af Lars Handesten, der er lektor ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet og anmelder her i avisen.

”Blandt de mere fremtrædende forfattere ser vi nu flere, der ikke vil nøjes med at have snævre æstetiske positioner, men også er villige til at være mere politiske og aktivistiske for at få folk til at ændre vaner og holdninger. Det er overhovedet ikke, fordi man kan sige, at deres romaner og digtsamlinger kan reduceres til læserbreve. Men nu handler de oftere om politiske problemer, som kræver handlinger,” siger Lars Handesten.

Han peger også på, hvordan forfatteren Olga Ravn sidste år – også uden for sin roman ”Mit arbejde” – satte fokus på at forbedre forholdene på landets fødegange, mens Glenn Bech i kølvandet på sin debutroman ”Farskibet” for nylig ville gøre op med ”en giftig maskulinitetskultur”, og forfattere som Theis Ørntoft, Christina Hagen og Asta Olivia Nordenhof alle har sat samfundsproblemer under debat, hvad enten det har handlet om køn- eller klimaproblemer.

”Vi ser også, hvordan flere forfattere bruger de sociale medier til at engagere deres læsere i meningsfællesskaber, og det kan selvfølgelig både være en måde at sælge bøger og komme ud med bestemte holdninger,” siger Lars Handesten og peger på, hvordan den romanaktuelle forfatter Leonora Christina Skov er eminent til at fastholde sine læsere på ikke mindst Instagram.

Og den platform bruger hun også til at engagere sine læsere til mere end at læse og forudbestille hendes bøger, så måske fører det til, at læserne også får lyst til at fortælle deres historier og blande sig mere i samfundsdebatten.

Kristeligt Dagblad bringer på lørdag et interview med Leonora Christina Skov om romanen, som Nils Gunder Hansen anmelder i næste uge.

Bøger&Kultur side 9